Generalsekretær: Regibemærkninger dræber den liturgiske fortryllelse

Det er sympatisk, at præster vil være imødekommende over for utrygge kirkegængere, men behøver det at være i form af liturgiske regibemærkninger? Hvad med i stedet at inddrage to konfirmander som "forstandere" forrest i kirken? spørger generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Larsen.

"Kan man ikke finde på fiksere måder at vise imødekommenhed på end de regibemærkninger, der virker som et stilbrud i det liturgiske rum?" spørger generalsekretær for Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen.
"Kan man ikke finde på fiksere måder at vise imødekommenhed på end de regibemærkninger, der virker som et stilbrud i det liturgiske rum?" spørger generalsekretær for Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Frank Underwood, den skruppelløse amerikanske præsident i Netflix-serien House of Cards, har et særligt bånd til seerne: Ind imellem vender han sig mod kameraet og taler direkte, indforstået, til os – fik I den? Vi har noget sammen.

Skuespilleren træder ud af sin rolle på en måde, så han for alvor træder ind i den. Tricket kræver en særlig karakter og en overenskomst med publikum, hvis det skal lykkes. Men så er det til gengæld ret virkningsfuldt.

Kunne man forestille sig, at præsten under altergangen, lige før indstiftelsesordene, lænede sig lidt fremover og sagde indforstået til de forreste bænkerækker med dagens dåbsfølge: ”Vi har talt om det, venner - så er det nu, I skal op at stå!”

Nej, vel? Men meget bedre er det ikke, sådan som nogle præster praktiserer regibemærkninger, som skal få folk op at stå på de rigtige steder. Særligt uheldigt er det, hvis det sker midt i nadverliturgien eller før prædikenteksten læses op, så menigheden kan istemme ”Gud være lovet for sit glædelige budskab” som svar på præstens anmodning om, at folk bedes rejse sig.

Hvis man kan få mænd til at ramme tissekummen ved hjælp af et klistermærke af en flue og reducere køerne i lufthavnen med et rigtigt placeret bord, kan man så ikke også udtænke en diskret metode til at få folk til at rejse sig under gudstjenesten?

Det duer ikke. Ethvert tilløb til liturgisk fortryllelse går øjeblikkeligt fløjten.  

Man kan have meget sympati for den solidaritet med de første bænkerækker, der ligger i præstens regibemærkninger. Det er utrygt at være en del af en sammenhæng, hvor man ikke kender koderne; venlig imødekommenhed er på sin plads.

Men spørgsmålet er, om man ikke kan finde på fiksere måder at vise en sådan imødekommenhed end de regibemærkninger, der virker som et stilbrud i det liturgiske rum? Stilbrud, som kun bliver marginalt bedre af forsøget på at ritualisere bemærkningerne, som når den stående præst noget overraskende udbryder ”Lad os rejse os og høre …”

Findes folkekirkens svar på Frank Underwood? Præsten, der kan levere en bemærkning off the record, så det virker – og ikke ekskluderer nogen af bænkerækkerne? Jeg har endnu til gode at opleve det, men tiden er måske også løbet fra denne gudstjenestens svar på stavepladen? Måske er det på tide, at man mere bevidst går andre veje i bestræbelsen på at få folk op at stå på de rigtige tidspunkter?

Lidt nudging kunne måske gøre det? Et venligt, subtilt puf af typen, der får folk til at handle, som man gerne vil have dem til – og som de i virkeligheden også gerne vil. Hvis man kan få mænd til at ramme tissekummen ved hjælp af et klistermærke af en flue og reducere køerne i lufthavnen med et rigtigt placeret bord, kan man så ikke også udtænke en diskret metode til at få folk til at rejse sig under gudstjenesten?

Der er i hvert fald noget at arbejde med. Et hurtigt bud kunne jo være inden gudstjenesten går i gang at sige goddag og velkommen, angive flugtvejene – og nævne, at Emma og Peter, som sidder på anden række, har styr på, hvornår man skal rejse sig.

Så kunne man inddrage menighedsråd, konfirmander og faste kirkegængere i hjælpen til dem, der ikke kommer i kirken så tit, så man havde en eller to ”forstandere” placeret langt fremme i kirken. For min skyld kunne forstanderne have gule veste på – det ville være mindre distraherende end stavepladen i form af regibemærkningerne. Men mere diskret beklædning kan formentlig gøre det.

Birgitte Stoklund Larsen er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og Generalsekretær for Bibelselskabet