Jeg er 54 år. Hvis jeg var blevet født 100 år tidligere kunne jeg have forventet at dø som 44-årig.
På en måde passer det godt at dø i min alder. Jeg har gjort mit. Børnene kan klare sig selv, og næste generation er parat. Men sådan tænker vi ikke i dag.
Den største udfordring for det moderne menneske er, at vi har fået 30-40-50 bonusår. Hvad skal vi bruge dem til? Ofte er svaret: spille golf, se TV, rejse og drikke masser af god rødvin. Men sommetider kan kedsomheden indtræffe, og fra undersøgelser ved vi, at mennesker på plus 50 år først og fremmest spørger efter at blive involveret i noget meningsfuldt.
”Jeg har en opgave, altså er jeg til”
At have en opgave, der drejer sig om en vigtig sag uden for én selv, er det vigtigste, man kan have. Opgaver er det, der holder os i live og gør os til mennesker. For opgaver er på et konkret plan at høre til og være sat sammen med andre. I modsætning til at være sat udenfor.
For 500 år siden sagde den franske filosof René Descartes: ‘Cogito ergo sum’ - ‘Jeg tænker, altså er jeg til’. I og med at jeg er et tænkende individ/menneske, eksisterer jeg. Det var på mange måder et nybrud dengang, og kan måske beskrives som den moderne individualismes vugge. I hvert fald understregede Descartes, at det enkelte menneske er et selvstændigt individ, der selv kan tænke. Denne forståelse er grundlæggende i den europæiske oplysningstradition, og dermed også for os i dag.
Grøn Kirke og de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer er - i al beskedenhed - guld værd for kirkens troværdighed
Men nu har vi ikke brug for at søge længere ind i os selv. Der er tværtimod brug for at kigge udad, udenfor os selv. Der er brug for en stor og meningsfuld opgave.
Må jeg foreslå at omskrive Descartes til: ‘Jeg har en opgave, altså er jeg til.’
Verdens centrum ligger et andet sted end i mit indre. Kun derved kan vi slippe for, at mit eget individ bliver overloaded og undgå, at den enkelte synker sammen under kravene om at iscenesætte sit eget liv.
Kærkommen 'klima-opgave'
Hvis vi ser den aktuelle situation i dette perspektiv, er den store klima-opgave kærkommen. For den er både stor, uden for mig selv og vigtig. Kort sagt: Det er lige den opgave, det ‘over-individualiserede’ menneske har brug for.
Siden Brundtlandrapporten i 1987 (rapport fra Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling, red.) har vi egentlig vidst det hele: At vores ubalancerede forbrug og carbon-økonomi er uholdbar og skal stoppe og ændres til bæredygtighed. Men først det seneste år er vi takket være unge ved at komme på omgangshøjde med problemernes alvor. Ærgerligt at min generation har spildt 32 år, og at vi derfor er des mere pressede af en mega klimatrussel.
Opgaven er helt enorm stor. Der er brug for al den intellektuelle, personlige, politiske og moralske kraft, vi kan fremskaffe. Og hvis det er rigtigt, at et menneske bliver smukkere af at have en opgave end af at snik-snakke i sit nye samtalekøkken, ja så er der jo næsten ingen grænser for, hvor smukke vi vil blive i fremtiden.
Kirkens troværdighed afhænger af handling
En jødisk-kristen skabelsesforståelse og en luthersk kaldstanke burde være det fremragende afsæt for et stærkt engagement i den gigantiske klimaopgave. Des mere forstemmende er det at høre ‘kristelige’ medier og omegn være mere optaget af og bekymret for Greta Thunbergs person og af såkaldt ‘klima-depression’, end af selve det store klimaproblem, eller af de 32 års handlingsfravær.
Handling og håb er de befriende og smukhedsgørende processer for mennesker. Grøn Kirke og de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer er - i al beskedenhed - guld værd for kirkens troværdighed i forhold til det spørgsmål, der er mest presserende for menneskers fremtid.
Klimakrisen er vigtigere end, hvad jeg lige nu føler inde i mig selv. Store og vigtige opgaver skal løses med konkret handling i stedet for bekymrings-snik-snak. Og meningsfulde opgaver har muligheden for at aflaste det inderligt tænkende og bekymrede 2019-menneske.
Tak for opgaven.
Jørgen Kvist er generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark.