Generalsekretær: Engagement i global mission gavner sognet

Når en dansk sognekirke involverer sig i mission i Afrika, Asien eller Mellemøsten, styrker det ikke kun kristne og kirker ude i verden. Det giver også udsyn og engagement i den danske menighed

Pastor Mimii Brown, Tanzania, besøger et børnehjem for albinoer. Engagement i en missionsopgaver styrker fællesskabet i sognemenigheden, siger Jørgen Skov Sørensen, Danmission.
Pastor Mimii Brown, Tanzania, besøger et børnehjem for albinoer. Engagement i en missionsopgaver styrker fællesskabet i sognemenigheden, siger Jørgen Skov Sørensen, Danmission. Foto: Bo Nygaard, Danmission

Josiah Mutabuzi Isaya Kibira, daværende biskop i den lutherske kirke i Tanzania, talte profetisk, da han i 1960erne konstaterede, at ”ingen kirke er så rig, at den ikke kan modtage, og ingen kirke er så fattig, at den ikke kan give”. Profetisk både på den måde, vi til dagligt opfatter ordet: som en, der kan se ind i fremtiden.  

Men profetisk også som en, der sætter spørgsmålstegn ved den gænge opfattelse af tingenes tilstand. 

Missionshistorien har et langt stykke vej været drevet af tanken om rige, veludviklede kirker i nord, der støttede fattige, uudviklede kirker i syd. Men biskop Kibira siger her noget andet. Noget, som har haft afgørende betydning for den måde, missionsselskaber og kirker i vores del af verden i dag tænker både mission og kirke på. Noget, der på sin vis har vendt op og ned på verden.

Han taler om mission som det, vi er fælles om. Og om kirken som globalt fællesskab. Et fællesskab, der rækker ud over den lokale sognemenighed og op over den nationale kirke. Denne forståelse er grundlæggende for missionsopfattelsen hos størstedelen af danske missionsselskaber i dag: Mission i partnerskab. 

Sammen med partnere rundt om i verden løfter vi den opgave, det er at være kirke og at tage del i lokalsamfundet, selvom netop det mange steder er vanskeligt for kristne minoriteter. ”Et verdensomspændende fællesskab til gensidig opmuntring”, som en af mine amerikanske kolleger for år tilbage formulerede det. Jeg er ikke sidenhen selv kommet frem til en bedre beskrivelse.

Teorien er altså på plads. Men hvordan forvandler en sognemenighed teori til praksis? Hvordan konkretiserer vi tankerne om fællesskab over grænser og om opmuntring, der flyder uhindret mellem mennesker med forskellige kulturer og sprog? Jeg oplever i stigende grad danske sognemenigheder, der ønsker at mærke, de er del af noget større, så spørgsmålet er måske mere relevant end nogensinde før.

I folkekirken har missionsopgaven typisk været lagt i hænderne på frie, kirkelige organisationer som for eksempel Danmission.

Vi har gennem snart 200 år på tværs af sognegrænser løftet internationale opgaver. Vi arbejder med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse i partnerskab med verdens kirker og kristne. Og altid med solid opbakning fra danske kristne og kirker med hjerte for mission. Danske kirkers og kristnes bidrag har altid været og er stadig fundamentet for vores missionsarbejde.

Opgaven blev i begyndelsen støttet udelukkende af missionskredse, der læste breve fra missionærerne højt og samlede penge ind til arbejdet. I dag støttes arbejdet i højere grad af individuelle givere, overskud fra genbrugsbutikker og i flere tilfælde med offentlige midler fra Danida eller EU. Men det ændrer ikke på det pust af mening og udsyn, et sognebaseret missionsengagement er med til at give.

Og missionsselskaberne står klar til at bistå både sogne, provstier og stifter, som har lyst til et kigge op og kigge ud. Organisationerne – og der er mange at vælge imellem i Danmark – har hver for sig og samlet set et vidt forgrenet netværk af partnerskabsforbindelser til kirker og menigheder i snart sagt alle hjørner af verden og vil gerne bistå med at skabe kontakt mellem interesserede i Danmark og partnere ude.

Man kan støtte et godt projekt med forbøn og penge. Organisationen, man arbejder sammen med, sørger for at midlerne anvendes hensigtsmæssigt, der, hvor de gør gavn. Men man kan også gå skridtet videre, etablere en venskabsmenighed og tage på besøg hos en kirke i Afrika, Mellemøsten eller Asien. Eller modtage gæster udefra, som gerne vil opleve, hvordan vi er kirke i Danmark.

Under alle omstændigheder gør man en forskel i verden. I den store verden, hvor mennesker mærker, at de ikke er alene men del af et større fællesskab. Men også i ens egen sognemenighed, hvor fællesskabet styrkes med den missionsopgave, man har givet hinanden, og hvor perspektivet på det at være kristen andre steder end i Danmark bliver udvidet. Jeg har prøvet det selv. Det gør en verden til forskel.

Grundlæggende for det hele er en afrikansk kirkeleders ord om, at ”ingen kirke er så rig, at den ikke kan modtage, og ingen kirke er så fattig, at den ikke kan give”. De ord gælder også folkekirken i et af verdens rigeste samfund. At være del af et verdensomspændende fællesskab til gensidig opmuntring betyder, at man både giver og modtager. På kryds og tværs. Ude og hjemme. Her og nu. 

Sådan er vi sammen i global mission i 2018.

Få mere at vide:

Danmission opfordrer interesserede sognemenigheder til at kontakte Michael Trinskjær, chef for Kommunikation & Engagement, på 4199 9321 eller mit@danmission.dk. Læs mere på www.danmission.dk eller se videoen “Kirkens Hænder”.