Hvis man vil lave om på folkekirkens højmesse, må man have en klar forståelse af, hvad der meningen og formålet med den. Det, synes jeg, der hersker en del uklarhed om.
Højmessen er et kunstværk. Den er et kunstværk, hvori arkitektur, billedkunst, teater og litteratur til er integreret i en helhed. Et kunstværk udtrykker en erfaring af noget, der ikke kan udtrykkes i intellektuelle begreber. Når man oplever et kunstværk, kan den erfaring, der er udtrykt i kunstværket, blive nærværende for den, der oplever det.
Højmessen med alle dens led udtrykker erfaringen af det guddommelige, så når man deltager i den, kan det guddommelige blive nærværende for én, og det er formålet med højmessen. Det guddommeliges nærvær erfarer vi i form af, at vi bliver overvældet af store følelser som længsel, håb, sorg, glæde, kærlighed, ærefrygt og kærlighed.
Ved de kirkelige handlinger som barnedåb, bryllup og begravelse er disse følelser ofte tydeligt nærværende, da vi selv kommer med dem. Men det er de samme store følelser, den ugentlige højmesse handler om. De udtrykkes og kultiveres i højmessen, så vi rodfæstes i dem, og dermed i det guddommelige, Alle dele af højmessen udtrykker dem i form af et kunstnerisk udtryk, der i vores kultur har Kristus som det centrale billede,
En begribelig Gud ingen Gud
Kriteriet for ændringer af højmessen må derfor være kunstnerisk. Der er en del, der mener, at højmessen skal gøres mere forståelig og nutidig. Men spørgsmålet er, hvad man mener med det. Højmessen er på én gang både forståelig og uforståelig, og det skal den være.
Carl Nielsen siger om musikken, at den kan alle fatte, men ingen kan begribe den. Det er det samme med højmessen. Alle, selv et barn, kan fatte nadveren, men ingen, heller ikke den største teolog, kan begribe den. Ubegribelighed hører med til det guddommelige. Som der er én, der har sagt, så er en begribelig Gud ingen Gud.
Hvis man indleder gudstjenesten med at sige: ”Velkommen til gudstjenesten i dag”, så lukker det ikke det guddommelige ind i kirken, men får det til at forsvinde ud ad døren.
Gudstjenesten skal naturligvis ikke være helt uforståelig, men den skal heller ikke være i ligefrem forstand forståelig. Hvis vi gør den helt igennem forståelig med et trivielt forklarende dagligsprog, så kan vi være sikre på, at gudstjenesten ikke bliver udtryk for det guddommeliges nærvær, men blot udtryk for vore egne fikse idéer. Det trivielle, forklarende sprog får det guddommelige til at flygte, mens det kunstneriske udtryk påkalder det.
Et enkelt eksempel: Hvis man indleder gudstjenesten med at sige: ”God dag, velkommen til gudstjeneste”, så lukker det ikke det guddommelige ind i kirken, men får det til at forsvinde ud ad døren. Hvis man derimod siger: ”Herren være med jer”, så er der større chance for, at det guddommelige kommer ind i rummet.
Det betyder ikke, at man ikke må lave om på højmessen. Den er menneskeværk og ikke guddommelig i sig selv. Men man skal være forsigtig med ændringer. Højmessen er et mesterværk, der er udviklet og finpudset igennem århundreder, og det er svært at lave om på mesterværker uden at ødelægge dem.
Vigtig for samfundets sammenhængskraft
Højmessen er en stor og værdifuld skat, vi har. Den er en levende kulturel institution, den største i Danmark. Den er også noget så sjældent som en folkelig kulturel aktivitet. Den skal vi passe på og udvikle.
Vi skal ikke i et forsøg på at tækkes tidsånden, der ikke har meget ånd at byde på, gøre gudstjenesten til et ringere kunstværk, end den er. Vi skal ikke lave vin om til vand. Alle kan sagtens smage forskel på vin og vand.
Højmessen betyder utrolig meget for samfundet som sådan. Den er ikke kun til for en lille sekt af såkaldt troende. Den er af vital betydning for hele samfundet. Uden den var vi udleveret til TV-avisens verdensbillede, og mediernes nedbrydning af vores følelsesliv. Vi ville miste en vital kontakt til de store følelser og det evige.
Højmessen udgør også en vigtig faktor i samfundets sammenhængskraft både nationalt og internationalt. Kirken er den eneste institution, der samler os alle som mennesker. Her er vi sammen om at være menneske, der er afmægtige i forhold til de store ting i livet. Dette fællesmenneskelige er forudsætningen for demokratiet. Derfor giver det uendelig god mening, at hver ny folketingssamling åbnes med en gudstjeneste.