Kirken på landet

Fire unge præster om arbejdet i et landsogn

"Jeg kan også nogle gange savne København. Der var man mere anonym. Når man bliver præst på landet, så kender alle én. Derfor er man også altid på arbejde, altid synlig. På godt og ondt." Sådan siger Anders Martin Lauritsen, der er vendt hjem til Falster for at være præst. Billedet er fra palmesøndag, hvor han holder gudstjeneste på stranden i Marielyst. Foto: Jesper Henriksen/Marielystfotografen

De står unge og nyuddannede fra Pastoralseminarierne og skal til at træffe et valg. Land eller by? Synlig i lokalsamfundet eller en del af storbyens gadebillede? Eneste præst eller en del af et team? Kirke.dk har talt med fire unge præster, der hver især fortæller om præstelivet i et landområde

Anders Martin Lauritsen, 31. Sognepræst i Væggerløse på Falster siden 2015

Hvorfor valgte du at søge et embede i et landområde?

”Det trak i mig, at Falster var min fødeegn. Mine forældre bor i nabosognet, hvor jeg også er døbt, så for mig var det lidt som at komme hjem. Da jeg i sin tid tog til København for at læse, var det egentlig ikke for at komme tilbage til Falster, men jeg blev ældre og kunne se flere og flere fordele ved landområderne. Der var dog rift om stillingen, for selvom embedet ikke ligger i en storby, var der 19 ansøgere til stillingen."

For Anders Martin Lauritsen var det som at komme hjem igen, da han vendte tilbage til Falster for at arbejde som præst. Foto: Privatfoto

Hvilke fordele har livet som præst på landet?

”Selvom Lolland-Falsters Stift er Danmarks mindste stift med omkring 60 præster, har det en kæmpe fordel. Jeg kender nemlig mine kolleger i stiftet, og det giver et godt kollegialt fællesskab. I Væggerløse Sogn er der omkring 85 procent medlemmer af folkekirken, og interessen fra sognets børnefamilier er stigende. Dåbsprocenten ligger på omkring 200, fordi forældrene ’kommer hjem’ og får deres børn døbt. Endelig er Væggerløse lidt atypisk. For sognet dækker også Marielyst, der er et stort sommerhusområde, og hvor der er en sommerkirke, Strandkirken, der drives af frivillige kræfter.”

Hvilke udfordringer har livet som præst på landet?

”Lolland-Falster har nogle sociale udfordringer. Nu hører mit sogn til blandt de mest privilegerede, men jeg kan godt mærke det ind imellem, når familierne eksempelvis ikke kan få hverdagen til at løbe rundt. Jeg kan også nogle gange savne København. Der var man mere anonym. Når man bliver præst på landet, så kender alle én. Derfor er man også altid på arbejde, altid synlig. På godt og ondt. Jeg føler heldigvis, at folk har fuld tiltro til mig.”

 

Laura Cæcilie Engell Jessen, 29. Sognepræst i Vestermarie-Nylars på Bornholm siden 2018

Hvorfor valgte du at søge et embede i et landområde?

”Jeg har lært Bornholm at kende gennem min svigermor og min mand, der begge har boet her. Så stedet har ikke været helt ukendt for mig. Bornholmerne har gennemgående en meget behagelig mentalitet. Det var i sig selv grund nok til at søge herover. Og så spiller det nok også ind, at jeg er opvokset i Skagen, der ganske vist ligger i den helt anden ende af landet, men som minder om Bornholm, da Skagen også er lidt ø-agtig, isoleret som den er.”

Hvad får unge teologer til at søge præsteembede i et landområde? Laura Cæcilie Engell Jessen på 29 er for eksempel præst her, i Nylars Kirke på Bornholm. Foto: Hans Christian Jacobsen

Hvilke fordele har livet som præst på landet?

”Bornholms placering på landkortet gør livet på øen til noget helt særligt. Der opstår næsten en slags selvopretholdende enhed, fordi man må skabe sit eget. Det gælder for eksempel i forhold til kunst og kultur, hvor jeg oplever en stor initiativrigdom. Også den kirkelige bevidsthed er stærk. Der er en stor bredde i det kirkelige landskab, og det kan jeg som præst drage stor nytte af. Så Bornholm er et godt sted at lære de forskellige kirkelige retninger at kende.”

Hvilke udfordringer har livet som præst på landet?

”Når man kommer til et landsogn som præst, får man typisk et stort ansvar fra begyndelsen. Der er eksempelvis ikke en kordegn eller en sekretær, der ordner papirarbejdet. Derfor skulle jeg også lige vænne mig til at sidde med alt det administrative selv. Så jeg er på en måde blevet min egen sekretær."

 

Rasmus Hauge Madsen, 30. Sognepræst i Vester Hornum Sogn i Nordjylland siden 2016

Hvorfor valgte du at søge et embede i et landområde?

”Jeg kendte egentlig ikke til egnen på forhånd, men selve tanken om et landsogn har jeg altid godt kunnet lide. Det med at engagere sig lokalt i sports- og foreningsliv er noget, jeg altid har gjort. Og det har jeg fået rigtig godt mulighed for her i sognet. Jeg er da også blevet involveret i det lokale håndboldhold, hvor jeg træner et par hold. Endelig er synlighed og tilstedeværelse i sognet vigtigt. Folk ved, hvem jeg er.”

Hvilke fordele har livet som præst på landet?

”Ejerskab. Det er skønt at komme til et sted, hvor folk udviser et vist ejerskab i forhold til det sted de bor. Og man er godt klar over, at der skal en indsats til, hvis små samfund som de her skal overleve. Tankegangen smitter af på relationen til kirken, og derfor bliver den er et vigtigt samlingspunkt i byen. Også selvom man ikke nødvendigvis er i kirke hver eneste søndag.”

I Vester Hornum Sogn har Rasmus Hauge Hansen fået god mulighed for at engagere sig i det lokale sports- og foreningsliv. I dag træner han nogle af de lokale håndboldhold. Foto: Privatfoto

Hvilke udfordringer har livet som præst på landet?

”Når man kommer fra storbyen og skal være præst på landet, så vil man nok opleve, at der ikke sker så meget som tidligere. Det skal man lige være klar over. Det kan også være svært at finde nogle, der står i samme situation som en selv, eller som har længere uddannelser. Endelig står man med meget af arbejdet selv, for jeg har ikke sognemedhjælpere eller præstekolleger. Også i forhold til at få de gode idéer til initiativer. Heldigvis er menighedsrådet et godt sted at udveksle idéer.”

 

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, 28. Sognepræst i Gudbjerg, Gudme og Brudager på Fyn siden 2017

Hvorfor valgte du at søge et embede i et landområde?

”Oprindeligt er jeg fra Langeland, så jeg er bekendt med livet på landet. Jeg nåede dog at tilbringe over ti år i København, da jeg læste, hvor jeg boede helt inde i byen. Men jeg blev træt af storbyen til sidst, og jeg kom simpelthen til at savne den brede horisont. Derfor var Sydfyn et oplagt sted at søge hen. Familielivet betød også noget for valget, for min mand arbejder i Billund og pendler frem og tilbage. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis vi boede i København.”

Christian Rubech blev træt af storbyen og savnede en bredere horisont. Derfor var det oplagt for at ham at flytte til Sydfyn. Foto: Privatfoto

Hvilke fordele har livet som præst på landet?

”Erfaring, erfaring, erfaring. Det kan vist ikke siges meget anderledes. Når man er præst på landet, får man hurtigt optjent erfaring. Omkring byerne er der typisk flere præster tilknyttet den enkelte kirke, men jeg er ene præst om jobbet. Jeg har eksempelvis to gudstjenester hver søndag, og det betyder, at jeg hurtigt lærer af mine fejl og bliver en bedre præst.”

Hvilke udfordringer har livet som præst på landet?

”Det ville være forkert, hvis jeg sagde, at man ikke oplever ensomhed som præst på landet. For det gør man. Men der er tale om en form for eksistentiel ensomhed. Den kan blive en god drivkraft i embedet og præstekaldet. Man får tid til at definere sig som sognepræst på landet. Den første tid begravede jeg mig også en del i arbejde, og det er bestemt ikke løsningen. Man skal have en hobby, så jeg fik faktisk en hund, og den er på en måde blevet min redning.