Debat om identitet

Fakultetsleder om ph.d-afhandling: Indre Mission er stadig forankret i folkekirken

Indre Mission i Thy er emnet i Michael Riber Jørgensens ph.d-afhandling, der peger på et generationsskel i Indre Mission. Fakultetsleder på Menighedsfakultetet Thomas Bjerg Mikkelsen tror ikke, at Thy er repræsentativt for Indre Mission på landsplan. På billedet ses Vestervig Kirke. Foto: Kåre Gade

Indre Mission er ikke på vej til et brud med folkekirken til fordel for det karismatiske, sådan som Michael Riber Jørgensen spår i sin ph.d.-afhandling om Indre Mission i Thy. Det skriver fakultetsleder på Menighedfakultet og tidligere generalsekretær i Indre Mission, Thomas Bjerg Mikkelsen, som alligevel anbefaler afhandlingen

Michael Riber Jørgensen har i dette efterår offentliggjort en ph.d.-afhandling om Indre Mission. Det er en spændende afhandling med masser af stof til eftertanke. Alle med kærlighed til Indre Mission bør standse op over for de spørgsmål, som afhandlingen rejser.

Konklusionerne drages på et sagligt grundlag – og selv om der er metodiske svagheder, fremføres argumenterne med tilstrækkeligt fagligt belæg til, at de ikke uden videre kan fejes af bordet. I det hele taget aftvinger det respekt, at Michael Riber Jørgensen har formået at skabe sig et så detaljeret billede af Indre Mission i et lokalområde.

Afhandlingens hovedkonklusion er, at svaret på Indre Missions fremtid muligvis skal findes i det karismatiske miljø uden for folkekirken. Den konkluderer endvidere, at ”der er klare tegn på en bevægelse i retning af den egentlige sekt i takt med den øgede marginalisering og fremmedgørelse, både i det kirkelige landskab og i befolkningen generelt.”

Generationskløft på Thy

Konklusionen tager udgangspunkt i en analyse af Indre Missions arbejde i Thy, hvor der tilsyneladende er en betydelig generationskløft mellem den yngre og ældre generation. De unge oplever, at den folkekirkelige liturgi ikke appellerer til dem.

I det hele taget mener jeg ikke, at det giver mening at beskrive Indre Mission på landsplan som to opdelte kulturer, hvor de unge og de ældre står på hver sin side

De efterspørger moderne gudstjenesteformer, hvor der er plads til rytmisk musik og en mindre liturgisk tilgang til det at fejre gudstjeneste. De ønsker at holde fast ved en konservativ teologi og dogmatik, men søger efter nye udtryksformer. I den forbindelse henter de inspiration i de karismatiske kirker.

Over for de unge står – ifølge Michael Riber Jørgensen – en ældre generation, som kæmper for at bevare den oprindelige indremissionske kultur. De indtager en mere defensiv position og isolerer sig i stigende grad for at bevare det velkendte, herunder tilknytningen til folkekirken.

Den logiske konklusion på konflikten er, at Indre Mission vil bevæge sig væk fra folkekirken i takt med, at den yngre generation tager over.

Ikke repræsentativt

Spørgsmålet er, om det er muligt at drage en sådan konklusion. Jeg er ikke sikker på, at Thy er et repræsentativt område for Indre Mission. Området har sin helt egen historie. Engang var området en højborg for Indre Missions arbejde. I dag er det udkantsområde med få aktiviteter. Ligesom resten af Danmark er Indre Mission også påvirket af urbaniseringen.

I det hele taget mener jeg ikke, at det giver mening at beskrive Indre Mission på landsplan som to opdelte kulturer, hvor de unge og de ældre står på hver sin side. Indre Mission er nærmere en blanding af flere forskellige miljøer og kulturer, som foretrækker forskellige former for menighedsliv. Moderne missionsfolk er meget forskellige i alder, livsstil, kirkelige præferencer, holdninger til etik, politisk tilhørsforhold, fritidsaktiviteter og så videre.

Alligevel eksisterer der en forbavsende sammenhængskraft, som virker på tværs af de forskellige miljøer. En væsentlig del af denne sammenhængskraft er folkekirkens bekendelsesgrundlag med dens vægtlægning på dåb og nadver. Som institution er folkekirken også med til at binde bevægelsen sammen.

Vejen er kort fra frimenighed til sognekirke

Det er korrekt, at der i de senere år er opstået en række valg- og frimenigheder med tilknytning til Indre Mission. Nogle er dannet i protest mod den teologiske udvikling i folkekirken, mens andre er dannet som et led i bestræbelsen på at skabe fornyelse omkring gudstjenesten.

Der er ingen tvivl om, at Michael Riber Jørgensen har ret, når han konkluderer, at mange unge i Indre Mission generelt efterspørger en friere og mindre liturgisk gudstjenesteform, som ikke harmonerer med den traditionelle højmesse.

Personligt har jeg derfor svært ved at tro, at fremtiden for Indre Mission vil indebære et egentligt opgør med folkekirken.

I praksis vælger de fleste missionsfolk menighed efter de lokale forhold. Det er langt fra flertallet, der søger over i frimenighederne – og mange af dem, som vælger at gøre det, melder sig ikke ud af folkekirken. I det hele taget kan vejen mellem sogne-, valg- og frimenighed ofte virke forbavsende kort. Den ene dag er man aktiv i en valg- eller frimenighed. Den næste dag er man aktiv i en sognekirke, hvor der er plads til liturgisk fornyelse.

Fremtiden indeholder ikke et brud med folkekirken

Jeg vil ikke afvise, at der kan være miljøer i Indre Mission, der bevæger sig i en sekterisk retning – men jeg kan ikke genkende, at det skulle være det generelle billede.

Jeg noterer mig også, at flertallet af de indremissionske teologistuderende på Menighedsfakultetet, hvor jeg er leder, går målrettet efter at blive præster i folkekirken. Ikke mindst i de større byer har folkekirken  et meget aktivt ungdomsmiljø, som også inkluderer mange unge fra Indre Mission. 

I den tid, hvor jeg var generalsekretær fra 2009 til 2015, var jeg rent faktisk med til at godkende renoverings- og byggeprojekter til en samlet værdi på ca. 100 millioner kroner.

Personligt har jeg derfor svært ved at tro, at fremtiden for Indre Mission vil indebære et egentligt opgør med folkekirken. Men frimenighederne er blevet en del af Indre Missions nye virkelighed, og billedet er i dag mere broget, end det var for et par årtier siden.

Ph.d.-afhandling giver perspektiv

I takt med at sekulariseringen har vundet frem, er Indre Mission blevet mindre, og mange missionshuse er over de seneste årtier lukket og solgt fra. Afhandlingen indledes med en meget malende beskrivelse af et klassisk missionshus fra gammel tid, og der skal ikke megen indlevelsesevne til for at kunne forestille sig, at det hus kan blive det næste i rækken, som må lukke. Men de gamle huse giver ikke et dækkende billede af Indre Mission.

Mange steder i landet kan man i dag finde helt nye eller nyrenoverede huse. De er indrettet med nutidig kunst på væggene, er fyldt op med avanceret teknologi og fremstår i det hele taget topmoderne. I den tid, hvor jeg var generalsekretær fra 2009 til 2015, var jeg rent faktisk med til at godkende renoverings- og byggeprojekter til en samlet værdi på cirka 100 millioner kroner.

Summa summarum: Michael Riber Jørgensens afhandling udgør et interessant og lærerigt perspektiv på, hvad Indre Mission er i dag. Men billedet er for afgrænset og næppe dækkende for den reelle udvikling.

Fællesskab i forandring. Indre Mission, identitet og interaktion - set fra Thy

Ph.d.-afhandling af Michael Riber Jørgensen

"Som alle andre fællesskaber udvikler Indre Mission sig konstant. Dette er et forsøg på at beskrive den udvikling både indefra og udefra, og måske give et lidt mere nuanceret billede af et fællesskab i forandring," skriver Museum Thy på deres hjemmeside

Projektet er samfinansieret af Museum Thy og Aalborg Universitet med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.