Fra klokkerne ringer søndag morgen, til sidste mand lukker og slukker, har det der sker indflydelse på arbejdsmiljøet for kirkens ansatte.
Århundrede gamle kirkebygninger kan åbenlyst være en udfordring for det fysiske arbejdsmiljø. Det er måske mindre indlysende, at selve højmessen og den måde liturgien udfolder sig på også har med arbejdsmiljø at gøre. Her handler det om samarbejdsrelationers indflydelse på det psykiske arbejdsmiljø.
Ved midtvejsevalueringen af Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning fra november sidste år viste det sig, at sager om det psykiske arbejdsmiljø var dominerende. Helt præcist udgjorde de 73 procent af samtlige henvendelser til rådgivningen.
Organister, præster og kirketjenere var de medarbejdergrupper, der var højest repræsenterede i rådgivningsarbejdet. Selv om evalueringen skete på et beskedent erfaringsgrundlag, er det nærliggende at antage, at den kan afspejle en generel tendens.
Et bud på en forklaring kan være, at det der foregår i kirkerummet, er en af de største udfordringer for det gode samarbejde, og at det er blandt de medarbejdergrupper, der agerer sammen i kirkerummet, at de fleste konflikter opstår.
Fælles mål er udgangspunkt for et godt arbejdsmiljø
I gudstjenesten er der meget på spil. Man kan som præst og organist føle sig særligt eksponeret og være optaget af at gøre det så godt som muligt. Når engagerede personer med stærke faglige og teologiske holdninger arbejder sammen, opstår der let et spændingsfelt, og hvis der ikke er tilstrækkelig indsigt i hinandens fagligheder, kan der springe gnister. I værste fald kan der blive brug for brandslukning og hjælp udefra.
Lige så slemt kan det være, hvis der ikke er ligeværdighed. Det er svært at etablere et frugtbart samarbejde, hvis den ene part tager styringen, og den anden ikke får mulighed for at bidrage kvalificeret ud fra sit faglige ståsted.
En god arbejdspladskultur fordrer anerkendelse, samtale, respekt for faggrænser og ikke mindst en forståelse af, at alle bidrager til det samme mål.
Frihed i liturgien kræver øget samarbejde
I den første store undersøgelse om det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken fra 2012 var én af konklusionerne, at man mange steder forstod begrebet samarbejde som kalenderkoordinering. Men ønsker man at ændre og udvikle, er dette ikke tilstrækkeligt. Virkeligheden er, at det er alt for få steder, at man har et formaliseret samarbejde om planlægningen af gudstjenesten.
Dette bliver aktualiseret i disse måneder, hvor højmessens liturgi er sat til debat. En autoriseret liturgi er en givet ramme, som præst, kirkemusikere og den øvrige kirkebetjening skal agere inden for. En større frihed til variation og fortolkning vil tilsvarende forøge behovet for samarbejde og dialog.
Hvis biskopperne overlader mere til lokale beslutninger, er det nødvendigt, at menighedsråd, præst og organist taler sammen og bliver enige om gudstjenestens form det pågældende sted. Lidt mailkorrespondance om salmevalg og en bemærkning, når man tilfældigt mødes ved kaffemaskinen, rækker ikke.
Hvis højmessens liturgi og indholdet i gudstjenesten står til forandring, kræver det nye arbejdsformer. Der skal indarbejdes en kultur, hvor det er naturligt at inddrage og høre alle faggrupper, for at alle kan bidrage med deres kompetencer til det fælles mål.
Biskoppernes rapporter om højmessen med opfordring til en bred debat er vigtige, og i denne proces bliver det forhåbentlig bekræftet og klart for alle, at højmessen er en hovedopgave for kirkens ansatte. Denne opgave løses bedst i et godt psykisk arbejdsmiljø, hvor der er indarbejdet samarbejdsrutiner og rum til dialog.
Karin Schmidt Andersen er bestyrelsesformand i Dansk Organist og Kantor Samfund