Der er en gribende stilhed, da dagen tager sin begyndelse. Himlen er blå, men solen skinner ikke rigtigt!
Kisterne bliver båret ind i kirken en efter en af udtryksløse mennesker i deres største og mest fortvivlede sorg, og sat på række foran koret i kirken. Smukt bliver de pyntet, og næste øjeblik er kirken fyldt med sørgende og fortvivlede mennesker i alle aldre.
Et blomsterhav kan ses alle steder, mens der trofast bliver taget imod i døren med små smil gennem tårerne, og til sidst er der ingen tårer tilbage. Og dog er der ikke et øje tørt, da de mange går ind eller ud af kirken. Rustvognene står skinnende blanke og alligevel som store sorte huller foran kirken.
Forældrene bærer kisterne ud, en efter en, mens solen skinner mørkt - og samtidig smukt - gennem lyden fra den dominerende klokkeklang, mens alle tager plads på hver side af den gang, hvor de tunge skridt bliver trådt.
Bedeslagene flænser den store dybe tavshed, og dog smukt, på samme vis som solen går ned i høst, og hele verden synes at gå i stå for et langt øjeblik! Og i det samme som bagklapperne lukkes, lyder et smertende – et gribende og rungende ”neeeej”! Livet er uigenkaldeligt forbi.
Fra begravelse til barnedåb
I næste øjeblik af tiden holder vi barnedåb – tre i alt, og tilsyneladende børnerige familier, som skaber liv og glade dage overalt i huset. De smilende og charmerende børneøjne fanger alles blik på bænkene med små glade smil retur - selv præsten kan lade sig charmere midt i det vigtige øjeblik – forældrene med sved på panden har rigeligt at se til, og i mit stille sind tænker jeg:
”Sådan var det nok engang i mit liv,” men jeg husker det ikke som besværligt. Og tænker samtidig, hvor er det er skønt og dejligt, at se der er ”gang” i næste generation. Men rosinerne på gulvet kunne jeg godt undvære.
De forventningsfulde øjne hos store og små, som træder ind ad døren juleaften, hvor flere tusinde besøger kirken. Og julemorgen, hvor alt er afløst af en velsignet stilhed, med fred og glæde, om end det blev sent dagen før.
Eller det unge par, som omkranses af kærlighed og slet ikke kan få øjnene fra hinanden. Guldbrudeparret, som bekræfter 50 år eller mere med hinanden.
Og måske det ”bare” er Knud, som sætter sig på bænken med kommentaren: ”Jeg trænger lige til at sidde stille og roligt her,” og i næste øjeblik taler han i en lind strøm om sit liv. Om glæden, børn og alle de dejlige oplevelser med hans ægtefælle, som gik bort for få måneder siden!.
Konfirmanderne der højspændte ankommer på ”den store dag”, og ikke mindst alle dem, som vi kender ved smil og ansigt, og som vi møder i døren til gudstjenester søndag efter søndag og ved andre almindelige lejligheder. Vi kender dem så godt, at vi også ved deres ankomsttid til gudstjenesten samt familierelationer, men vi kender ikke nødvendigvis deres navn.
Ovenstående er blot uddrag af en kirketjeners arbejdsoplevelser. Hertil kommer der rengøring, som måske ikke fordrer de store kundskaber, men der skal se rent ud hele tiden uanset dagens program. Altertavle, malerier, lamper med mange pærer, spindelvæv højt under loftet, orgel, tyggegummi under bænkene eller sangark under hynderne, gulvet (med eller uden rosiner) eller små sten gemt finurlige steder og meget mere hører under rengøring.
Og tiden kan samtidig bruges til at tænke på næste handling, dag eller time. Småreparationer, kontakt til håndværker, servicering i forbindelse med møder, opvask og generel oprydning i hjørner og kroge, tilsyn med bygninger, it og maskiner generelt - alt det er også en væsentlig del af jobbet.
Verdens bedste job
Jobbet er verdens bedste – selvstændigt, afvekslende, inspirerende og til glæde for mange mennesker rundt om i landet. Og ikke mindst til glæde for kirketjeneren.
Da jeg blev ”midlertidigt” ansat som kirketjener for snart 17 år siden, var der en, der sagde til mig: ”Dine evner rækker da længere." Og ja – måske, men jeg føler mig godt placeret på hylden, nærmest naglet fast til huset som en del af det nyere inventar (håber ikke, min arbejdsgiver læser med).
Med stor arbejdsglæde og nye udfordringer hver dag. Ikke to dage er ens. Og dagen i dag tåler ikke at sammenlignes med den, som var der i går.
Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om værdien af arbejdet, men jeg er heller ikke i tvivl om, at nogle vil falde fra hurtigt, for det kræver overblik – det kræver, at vi kan rystes ud af andres eller vores egen planlægning for dagen. Det kræver tjenestevillighed, gåpåmod og omsorg både for stedet, og for dem, som kommer forbi.
Nogle bliver til cand.mag eller cand.theol’er – vi kirketjenere er ”bare” kan-alt. Og det er evner, som vi gerne må være stolte af.
Nogle bliver cand.mag eller cand.theol – vi kirketjenere er ”bare” kan-alt. Og det er evner, som vi gerne må være stolte af.
Gert Rhinstrøm Schmidt er formand for Dansk Kirketjenerforening.
