Magtdebat i Folkekirken

Fagforening: Skal Landsforeningen af Menighedsråd være skyggesynode?

Tidligere på året var medlemmer af Dansk Organist og Kantor Samfund samlet til årsmøde, hvor det faglige sammenhold var i centrum. Nu undrer foreningens formand og sekretariatsleder sig over, Landsforeningen af Menighedsråds ageren. Foto: Heiner Lützen Ank

DEBATINDLÆG: Formanden og sekretariatslederen i Dansk Organist og Kantor Samfund undrer sig over, om Landsforeningen af Menighedsråd ønsker at tage magten i folkekirken og være skyggesynode

Landsforeningen af Menighedsråd (LM) har i forbindelse med det netop gennemførte folketingsvalg og under Himmelske Dage på Heden i Herning ivrigt fremført foreningens ambition om at ville være forhandlingsberettiget arbejdsgiverorganisation. LM ønsker, at forhandlingskompetencen flyttes fra det statslige forhandlingssystem til et folkekirkeligt system.

Det er svært at få øje på, hvilken vision der driver LMs ønske. Uagtet at LM i flere år har haft en dagsorden, hvor arbejdet for at blive arbejdsgiverorganisation har fyldt en del, så står det fortsat hen i det uvisse, hvad formålet med projektet egentlig er. En diffus argumentation om at “den som betaler, også skal bestemme”, er vel det nærmeste, der er udmeldt. At det vil give mere magt til LM er klart, men hvad godt vil det bibringe folkekirken som helhed?

Som mangeårig forhandler og formand for en af kirkefunktionærgrupperne i folkekirken har vi en række principielle spørgsmål og alvorlige betænkeligheder ved tanken om LM som arbejdsgiverorganisation.

Hvordan skal LM kunne løfte opgaven?

LM har sammenlignet sig med Kommunernes Landsforening (KL) og brugt denne parallel som en model for indførelsen af en forhandlingsberettiget arbejdsgiverorganisation i folkekirken. Hertil må man fremføre, at KL har cirka 400 ansatte og står til ansvar overfor landets 98 kommuner, der alle har topprofessionelle administrationer.

I menighedsrådene er der masser af god vilje, men ikke understøttende professionelle sagsbehandlere som i kommunerne. Forestiller man sig, at overenskomststoffet bliver mindre kompliceret af, at der står LM og ikke Kirkeministeriet i aftalerne? Skal LM's sekretariat vokse til noget, der er sammenligneligt med KL's? Hvem skal betale for den udvikling? 

Man kan være bekymret for, om menighedsrådene vil formå at give med- og modspil til et stærkt LM-sekretariat. Ellers vil konsekvensen reelt blive, at der indføres en virksomhedstænkning i folkekirken, hvor LM vil sidder som en administrerende ledelse i en koncernkirke eller som en ”skygge-synode” uden tilstrækkeligt tilsyn.

I dag henter menighedsrådene rådgivning om ansættelsesforhold og lønvilkår i stifterne, hos LM's konsulenter og i et vist omfang fra Kirkeministeriet. En undersøgelse har vist, at blandt disse er det oftest stifternes rådgivere, menighedsrådene benytter.

Denne mulighed vil helt forsvinde i en organisering, hvor LM er arbejdsgiverorganisation. Stifternes rådgivere kan naturligvis ikke som Kirkeministeriets forlængede arm påtage sig ansvaret for at rådgive om overenskomster, der er indgået af en privat interesseorganisation.

Hvad er det konkrete problem? 

Et andet spørgsmål, der blafrer i vinden, er, hvad det helt konkret er, LM gerne ser ændret i forhold til de aftaler, Kirkeministeriet hidtil har indgået. LM har helt fra starten af forhandlingerne om overenskomster i Folkekirken i 2007 siddet med ved forhandlingsbordet. LM har været en fast del af Kirkeministeriets delegation og har dermed haft stor indflydelse på forhandlingsresultaterne.

Denne indflydelse er åbenbart ikke tilstrækkelig, så ønsket om at opnå forhandlingsret må bero på en antagelse om, at de aftaler, LM vil kunne indgå, vil være væsentligt anderledes end de gældende i dag.

Som forhandler og dermed medansvarlig for nogle af de ansættelsesvilkår, som kirkefunktionærerne er underlagt, kan dette jo nok fremkalde nervøse trækninger, og den totale tavshed om dette emne fra LM øger ikke trygheden. 

En udfordring for den tostrengede ledelsesstruktur 

Endelig er der en principiel indvending, som handler om folkekirkens ledelsesstruktur. Alle ved, ikke mindst dem, der i dagligdagen arbejder med det, at folkekirkens organisation er kompleks og udfordrende.  

Folkekirken har en tostrenget ledelsesstruktur. En gejstlig ledelsesstreng går fra Kirkeministeriet til biskop, provst og præster. En anden ledelsesstreng går fra Kirkeministeriet via stifter til menighedsrådene, som er lokale arbejdsgivere for kirkefunktionærerne. Denne todeling har afgjort sine problemer, ikke mindst i forhold til ledelsesrollen og trivsel for dem, der arbejder i folkekirken. Udfordringen er at få de to strenge til at virke sammen.

Kirkeministeriets rolle er derfor vigtig som den samlende faktor, der forbinder de to ledelsesstrenge, og som følge heraf er ministeriets dobbeltfunktion som arbejdsgiver for folkekirkens præster og forhandler af overenskomster for kirkefunktionærerne så betydningsfuld.

En stor magt i Landsforeningen af Menighedsråd vil få afgørende betydning for alle dele af kirkens liv. En sådan magtkoncentration vil minde om en synode og vil løsne forbindelsen mellem stat og kirke.

Al udvikling i folkekirkens organisation og forbedringer på den folkekirkelige arbejdsplads handler om at få de to strenge til at arbejde sammen. Et konkret eksempel er det igangværende arbejde med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Her viser alle rapporter, at netop samspillet mellem de to ledelsesstrenge er afgørende, hvis der skal ske fremskridt.

LM fortier i deres argumentation, eller har ikke indset, at ved at ændre forhandlingssystemet og give LM forhandlingsretten vil forbindelsen mellem de to ledelsesstrenge forsvinde, og det vil øge udfordringerne og kompleksiteten frem for at skabe sammenhæng.

Den gejstlige streng vil fortsat være underlagt Kirkeministeriet, men hvordan skal det spille sammen med menighedsrådenes streng? Her vil LM nemlig agere helt uafhængigt af Moderniseringsstyrelsen og Kirkeministeriet og indgå forpligtende aftaler på vegne af menighedsrådene. 

Er vi på vej mod synoden?

En stor magt i LM vil få afgørende betydning for alle dele af kirkens liv. En sådan magtkoncentration vil minde om en synode og vil løsne forbindelsen mellem stat og kirke.

Det rejser naturligt spørgsmålet: Er det til folkekirkens bedste og er det et ønske, der har genklang hos landets menighedsråd? Der observeres i hvert fald stærkt kritiske røster fra menighedsråd, der ikke ønsker denne udvikling.

Vi har konstateret, at der blandt nogle af folketingets kirkepolitikere, når de er blevet spurgt direkte, har vist sig en vis forståelse for LM's ønske om at blive arbejdsgiverorganisation. Vi mener, at der er masser af grunde til at være betænkelige.

LM har udtalt at ”den danske model” også skal gælde i Folkekirken. Det kan vi kun være enige i, og vi mener, at den allerede er til stede i det nuværende forhandlingssystem. 

Vi forventer, at der i den kommende politiske proces om folkekirkens fremtid, også bliver lyttet til de mere end 8000 faste medarbejdere. Den danske model er nemlig kendetegnet ved, at man taler og aftaler sig til rette.

Af Bjørn Arberg, sekretariatsleder og forhandler for Dansk Organist og Kantor Samfund siden 2001 og Karin Schmidt Andersen, formand for Dansk Organist og Kantor Samfund

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail