Boganmeldelse

Er Bibelselskabets småbøger egnede til studiekredse? Ja og nej, vurderer sognepræst

De tre første udgivelser i serien Bibelselskabets Håndbibliotek dykker ned i synd, mad og Jesus. Foto: Bibelselskabet

De tre første udgivelser i serien Bibelselskabets Håndbibliotek er på gaden. Bøgerne lykkes med at give en kort og klar introduktion til et afgrænset emne. Men om bøgerne egner sig som studiekredsmateriale for sognepræster, er svaret både ja og nej. Det skriver sognepræst Cæcilie Jessen i sin anmeldelse af de tre håndbøger

Tanken med bøgerne i Bibelsselskabets håndbiblioteksserie er – som de geniale og succesrige småbøger ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag – at give en kort og klar introduktion til et afgrænset emne. Det korte og klare indebærer blandt andet, at bøgerne ikke tynges ned af store noteapparater, og at sproget er hverdagsnært i en vis grad.

For så vidt er bøgerne vellykkede. Der er engageret dygtige teologer og dygtige teologiske forskere, og på universitetet er i hvert fald både Kasper Dalgaard og Anne Gudme kendt som dygtige formidlere, der har formået at gøre deres stof nærværende for selv den mest trætte student.

Undertegnede fik opgaven at tænke over, om de små bøger er studiekredsmateriale for sognepræster – om de kan bruges ude i sognene til den livslange dåbsoplæring og den fælles kristendomsgranskning.

Svaret er både ja og nej, og bøgerne må tages hver for sig.

Kendte fortællinger bliver gjort nye

I ”Himmelsk føde” skriver den gammeltestamentlige forsker Anne Gudme om mad i Det Gamle Testamente. Emnet ”Mad”, som vi ellers ikke nødvendigvis beskæftiger os i detaljen med som forkyndere, er en spændende nøgle at gå til den jødiske bibel med. Ved altid at lægge snittet ved alt det, der handler om ernæring, både i lovstoffet og det narrative stof, træder nyt frem af fortællingerne – for indtagelsen af mad har, når det kommer til stykket, ganske meget med tænkningen at gøre.

Som en helt særlig service og som et charmerende quirk indleder forfatteren hvert afsnit med en bibelsk inspireret opskrift, klar til at gå i køkkenet med. Det er oplagt at bruge til en studiekreds, hvor der kan indledes enten med fælles madlavning eller i hvert fald fælles spisning. Et sådant koncept ville ramme ganske bredt i forhold til det, kirken skal og kan: Fællesskab og om ikke direkte forkyndelse, så en beskæftigelse med de bibelske skrifter. Samtalen må næsten uundgåeligt ende et sted, hvor det handler om, hvad vi egentligt tror på – i lyset af det på mange måder mærkelige og utilgængelige gamle testamente.

Netop det utilgængelige ved Det Gamle Testamente er forfatterens spidskompetence. Hun formår at lukke teksterne og fortællingerne op ved hjælp af de rette henvisninger på kryds og tværs gennem skrifterne, og man kan ikke undgå at blive klogere.

Videnskabelig distance til Jesus

Samme dygtige formidling gør sig gældende i Kasper Dalgaards bog ”Jesus” - som måske rettere skulle have heddet Jesus-figuren, selv om det ikke er lige så fyndigt og salgbart. For der er en indbygget, videnskabelig distance til den Jesus, vi taler om i kirken. Tekstgennemgangene, både af de nytestamentlige skrifter, af de tidlige kristne skrifter og af skrifter om den tidlige kristendom, er upåklageligt dygtige og også engagerede i en teologisk nørdeforstand – men ved endt læsning sidder man tilbage med en følelse af, at der ikke er meget at tro på – og i hvert fald ikke en Jesus at tro på.

Det giver en vis tøven i forhold til at bruge bogen i kirkelige studiekredse. For det er jo godt og spændende og ikke som sådan forkert – men når kirkens opgave er at forkynde Jesus Kristus – som opstået! - så er tiden måske bedre tjent med at beskæftige sig med en bog, der også har det perspektiv med. Ikke som en fattigere udlægning, hvor vi skærer videnskaben fra, men som en rigere udlægning, hvor vi også får ord om, hvad alt det kan betyde – for os som mennesker og som kirke.

Bøgernes mål er at sætte ord på sine emner i et folkeligt sprog. Dog har Kasper Dalgaards sprog det i bogen med at kamme over i en sær form for sarkasme – med gentagen brug af sarkasme-markører som ”jo”, ”simpelthen” og ”selveste”. De tjener tilsyneladende ikke andet formål end at skabe en – bevidst eller ubevidst – distance til forskningsobjektet, og det er både ærgerligt og unødvendigt. En venlig redaktør havde måske luget dem væk – og måske havde det været et spændende benspænd at tvinge forfatteren til at slippe dem.

Til glæde og oplysning for både præst og menighed

Bogen om synd af sognepræst Kristian Bøcker er den eneste, som er skrevet af en forkynder af profession, og samtidig den eneste, som har et decideret immaterialt emne – ”Synd”. Det gør bogen mindre håndgribelig og har sikkert også været en større mundfuld for forfatteren – men ikke desto mindre er resultatet mere end fornuftigt.

Synden er et af de emner, mange nutidspræster kan kløjs i – i hvert fald de, som ikke tilhører en fasttømret fløj af kirken. Derfor er det både modigt og velgørende, at Bøcker beskæftiger sig med emnet i et lettilgængeligt sprog. Det kan blive til glæde og oplysning både for præster og menigheder. Hele vejen igennem er det samtidig tydeligt, hvorfor det er interessant at beskæftige sig med synden. Det er det ikke, fordi den i sig selv er noget ved – det er det, fordi vi bruger synden til at forstå tilgivelsen. På den måde er Bøcker hele tiden på sikker, luthersk grund – det er dejligt, ikke for rettroenhedens skyld, men fordi det vidner om en teologisk stringent tænkeevne.

Alle tre småbøger tager et seriøst livtag med deres respektive emner, og de er mindst lige så velegnede som forbilledet ”Tænkepauser” til at bruge som værtinde-, mandel- eller julegave. Formatet er jo genialt tænkt: En bog, der kan være i en taske næsten lige så let som en mobiltelefon – små afsnit og kapitler, der kan nås på en tog- eller bustur – og en overskuelig pris for en fattigrotte i gavepanik. Men æren for formatet tilfalder ikke Bibelselskabet – de må nøjes med ros for at tage det op og bringe det ind i formidlingen af de bibelske skrifter.

Én kommentar må knyttes til korrekturen: Der er færre sproglige fejl, opsætningsfejl og trykfejl, end man nogle gange møder i første oplag af dansk teologisk litteratur og skønlitteratur. Men alle bøgerne kunne stadig have klaret én omgang til, før de røg i trykken. Det er en underlig sjuskefejl i et hurtigt samfund – men mon ikke et par bøger om så tidløse emner som mad i Bibelen, synd og Jesus kunne have ventet en uge til, før de kom ud?