Folkekirkens ledelse

Departementschef: Hvad er ledelse i en kirke uden pave?

Er departementschefen den grå eminence, der trækker i trådene bag kulissen i folkekirken? Nej, siger Christian Dons Christensen. "Det første, en ny departementschef gør efter at have sat sig i sin stol i Kirkeministeriet, er at famle forgæves efter styrepinden." Foto: Leif Tuxen

En ledelsesforsker ville have svært ved at svare på, hvor ledelsen ligger i folkekirken. Men den store og måske endda kaotiske magtspredning er netop en vigtig grund til, at folkekirken kan rumme så meget, som den gør. Det skriver kirkeministeriets departementschef, Christian Dons Christensen

En moderne ledelsesforsker, der satte sig for at svare på, hvor ledelsen ligger i folkekirken, ville få sin sag for.

Er det måske præsten, der svinger dirigentstokken i kirken? Eller er det snarere det myndige lægfolk, som har magten gennem menighedsrådene?

Eller ligger magten i virkeligheden hos kordegnen, kirketjeneren, organisten, sognemedhjælperen, kirkegårdslederen eller graveren – for det er jo dem, der får hjulene til at køre rundt i det daglige? Eller hvad med de 100 provster plus det løse, som sidder helt centralt for administrationen og fordelingen af de lokale kirkeskatter?

Men hov, hvad så med medlemmerne af provstiudvalgene, som vel er de virkelige magthavere, når det gælder fordeling af økonomien til provstiets sognemenigheder?

De fleste kirkeministre har det nok som ånden Genie i Disneys Aladdin, der beskriver dilemmaet ved at være lampens ånd: Du har kosmiske kræfter – men meget trange boligforhold.

Departementschef Christian Dons Christensen

Jeg gætter for resten på, at mange provster og provstiudvalgsmedlemmer i lige så høj grad vil pege på provstisekretæren som den virkeligt uundværlige i provstiet.

Eller hvad med biskoppen – det lyder alligevel af noget! Men hvad er det nu lige, at biskoppen rent faktisk kan bestemme og styre? Og er det måske for resten ikke stiftskontorchefen, som leder og fordeler arbejdet mellem de 10-20 medarbejdere derinde på stiftet?

Ledelsesforskeren vil måske i sin afmagt ty til ministeransvaret. Og rigtigt er det da, at kirkeministerens ret til at bestemme i folkekirken formelt er ret omfattende, fordi der aldrig – som forudset i grundloven – er vedtaget nogen kirkeforfatning ved lov.

Men de fleste kirkeministre har det nu nok snarere som ånden Genie i Disneys Aladdin, der beskriver dilemmaet ved at være lampens ånd: Du har kosmiske kræfter – men meget trange boligforhold.

Forfængeligt kunne man måske ønske, at ledelsesforskeren så ville kigge på departementschefen som den grå eminence, der trækker i trådene bag kulissen.

Desværre må jeg skuffe med at sige, at det første, en ny departementschef gør efter at have sat sig i sin stol i Kirkeministeriet, er at famle forgæves efter styrepinden.

Kaotisk magtspredning

Alle beslutninger, som staten er med til at træffe for folkekirken, sker jo med stor forsigtighed og skønsomhed og kun efter omfattende involvering af alle relevante aktører og repræsentanter i folkekirken.

At det forholder sig sådan i folkekirken er der gode teologiske og historiske grunde til. Vi har ikke uden grund en luthersk kirke, som absolut ikke tror på apostolsk succession som kilde til autoritet.

Og vi lever ikke for ingenting i Grundtvigs fædreland med en lang og god tradition for en flad og decentral kirkeordning med sognemenighederne i centrum.

Ledelse er ikke kun noget, nogen er. Ledelse er først og fremmest noget, mennesker skaber sammen.

Departementchef Christian Dons Christensen

Og måske er den store – ja, ledelsesforskeren ville måske tilføje kaotiske – magtspredning faktisk en vigtig grund til, at folkekirken som institution stadig kan samle og rumme så stor en del af befolkningen, som den gør.

Men vanskelighederne ved at sætte fingeren på, hvor ledelsen i folkekirken befinder sig, må ikke forlede nogen til at tro, at der ikke findes ledelse i folkekirken. Faktisk kunne ledelsesforskeren på baggrund af opremsningen ovenfor endda være fristet til at mene, at der findes for meget ledelse i folkekirken.

Udfordringen kan være, at for mange krydsende ledelsesstrenge kan give anledning til en ufrugtbar kamp om formelle ledelsesbeføjelser, både lokalt og på landsplan. Ud fra en opfattelse af, at ledelse er noget, som nogen er. Og som det gælder om at blive selv – eller holde andre fra at tage.

Sådan en ledelsesopfattelse med fokus på hierarki og myndighedsbeføjelser var dominerende i den offentlige sektor frem til 1970’erne. Og det uanset, om det var jurister eller overlæger, der befolkede velfærdsstatens embeder.

Også i folkekirken vil mange nok nikke genkendende til vendingen, ”at sagen må gå ad tjenestevejen”, som jo henviser til det kirkelige myndighedshierarki. Udtrykket er ikke så almindeligt mere, men det har faktisk overlevet meget længere på Kirkeministeriets område end på nogen andre ministerområder, jeg har kendskab til.

Ledelse skaber man sammen

I dag er ledelsesopfattelsen heldigvis under forandring, både i Kirkeministeriet og i folkekirken.

For ledelse er ikke kun noget, nogen er. Ledelse er først og fremmest noget, mennesker skaber sammen.

Det kalder på en ny tilgang til ledelsesopgaven: Frem for det, der kaldes operationel ledelse – altså når formelle ledere træffer konkrete afgørelser – er der behov for relationel ledelse.

Relationel ledelse er ikke det samme som utydelig eller uklar ledelse. Men det er en ledelse, der udøves ved at sætte retningen og udvikle metoderne i en åben dialog med engagerede borgere, medarbejdere og målgrupper, både blandt frivillige, ansatte og ledere i kirken og med civilsamfundet rundt om kirken.

Det er det, der på nudansk hedder samskabelse.

Og selv om det måske kan være farligt for en djøf’er midt i en teologisk disput om evolutionsteori og skabelsestro at begynde at tale om sam-skabelse oveni, så vil jeg vove den påstand, at folkekirken med sin store magtspredning og sit lokale fundament har et optimalt udgangspunkt for at kaste sig ud i netop den form for ledelse.