Der er noget sært goddag-mand-økseskaft over kommunikationsrådgiver Claus Dues svar til biskop Tine Lindhardt, der som sit 2020-ønske har flere præster.
Due synes, at folkekirkens medlemstal er flot. Med kendskab til mange andre kirker, vi kan sammenligne os med, er jeg helt enig. Det hjælper bare ikke på finansieringen af Lindhardts projekt, for der er intet belæg for, at folk i større tal pludselig skulle kommer og bede om at blive medlemmer. Al erfaring viser, at medlemsnedgangen fortsætter og tilmed vil komme til at gå stadigt lidt hurtigere årti efter årti.
Folkekirken er nemlig røget ind i den mekanisme, der hedder ”den statistiske normalitet”, som betyder, at når og hvor det er blevet ”normalt” ikke at være medlem, ikke at blive døbt og ikke at blive konfirmeret, ja så er der flere og flere, der ikke bliver medlem ved genindmeldelse og ikke bliver døbt, ej heller forud for konfirmationen. Den simple mekanisme dokumenterer jeg netop i en artikel, der er på vej i trykken til udgivelse i næste nummer af Kirkefondets blad ”Kirken i dag”.
I Norge, hvor kirken finansieres af stat og kommune, så der er ikke er noget at spare ved at melde sig ud, ligger udmeldelsestallene markant højere end i Danmark. Det er en lang historie, men sat på én formel handler det om tillid til kirken
Når hertil kommer, at det samlede befolkningstal stiger primært i kraft af indvandrere og efterkommere, der ikke er medlemmer af folkekirken, er én af de mange nye opgaver, som folkekirken må påtage sig, et voksende indvandrerarbejde, som jo heller ikke er gratis. Alt det og mere til overser Claus Due i sit indlæg.
Tine Lindhardt argumenterer godt for sin sag, men hun venter øjensynligt på, at nogen skal løsne op for den gordiske knude, som hun selv beskriver: Hvordan er det nu lige, at man skaffer flere penge til præstelønninger, når antallet af medlemmer, der skal betale kirkeskatten, falder, selv om det kun sker nogenlunde stille og roligt målt i absolutte tal. Logisk set er svaret enkelt nok, hvis man kender folkekirkens særegne økonomi:
- Man kan spare på lønninger til andre ansatte i folkekirken, måske også lidt på driften i øvrigt, og man kan holde igen med de meget dyre arbejder med bygningsvedligeholdelse.
- Man kan prøve at få staten til at afsætte flere penge til præstelønninger på finansloven.
- Eller man kan sætte kirkeskatten op, enten på landsplan, hvad man ikke får lov til med den nuværende regerings udgiftspolitik, eller ved at skaffe flere penge til veje gennem lokalkirkeskatten, hvis størrelse besluttes lokalt.
Tine Lindhardt er meget centralt placeret i folkekirkens økonomisystem. Hun ved derfor meget vel, hvad hun taler om. Måske har hun noget i ærmet, som jeg ikke kan gennemskue. Ellers er det bedste bud, at folkekirken – ikke nødvendigvis overalt, men de steder, hvor man vil gå efter at opfylde Tine Lindhardts 2020-mål – må sætte lokalskatten lidt op.
Jeg har mange gange foreslået den udvej, men er altid blevet mødt med tavse biskopper og forskrækkede provster. Nu har vi efterhånden fået lavet så mange undersøgelser, at vi med ret stort sikkerhed kan sige, kirkeskattens størrelse kun er af beskeden betydning, når folk vælger at melde sig ud af folkekirken. I øvrigt varierer kirkeskatten jo fra 0,5 til 1,5 procent ud over landet, uden at det fører til, at der er højere udmeldelsestal i områder, hvor kirkeskatten er høj.
I Norge, hvor kirken finansieres af stat og kommune, så der er ikke er noget at spare ved at melde sig ud, ligger udmeldelsestallene markant højere end i Danmark. Det er en lang historie, men sat på én formel handler det om tillid til kirken. Jeg kan illustrere det med følgende lille tabel over:
De fleste medlemmer vil ikke rynke så meget som et bryn, fordi kirkeskatten sættes op – og slet da ikke, hvis de får en enkel orientering om, hvad pengene skal bruges til
Bag tallene for de enkelte lande ligger der naturligvis en lang række lokale forhold, herunder, at svarerne i varierende grad kan tænke på andre kirker end folkekirkerne, når der spørges om forholdet til ”kirken”.
Sverige havde af mange grunde et stort medlemstab i 0’erne. Hverken medlemsprocenten eller tilliden i befolkningen har kunnet rettes op siden. Både den finske og den norske kirke har haft høje udmeldelsestal i de det sidste årti, blandt andet på grund af konservative holdninger til de homoseksuelle og en relativt lav tillid i befolkningen.
Islands udmeldelsesbølge i de senere år skyldes blandt andet uheldig håndtering af finanskrisen og af beskyldninger mod en afdød biskop for sexchikane. Om tilliden til kirken også er gået tilbage på Island, vil vise sig, når vi får de nye tal fra De Europæiske Værdiundersøgelser, der blev indsamlet i slutningen af 2018.
Alt dette og meget mere tilsiger for mig, at tiden er inde til, at man stille og roligt planlægger, hvordan man kan opfylde Tine Lindhardts 2020-mål rundt om i landet, hvor man lokalt tilslutter sig dem. Og det altså ved at sætte lokalkirkeskatten lidt op. Men det bør ikke gøres uden forberedelse. Og her er det, at vi får brug for gode kommunikationsfolk som Claus Due.
De fleste medlemmer vil ikke rynke så meget som et bryn, fordi kirkeskatten sættes op – og slet da ikke, hvis de får en enkel orientering om, hvad pengene skal bruges til. Men der er andre, der vil råbe meget højt: Ateisterne selvsagt, selv om det ikke rigtigt har noget med dem at gøre, men også pressefolk, politikere og krakilere, som står og mangler en lille sparekampagne at slå sig selv til riddere på.
Så lad os få en kommunikationsstrategi til forsvar for kirkeskatten. Som Tine Lindhardt viser det, er der argumenter nok, men det hele skal på bordet i kort og klar – og vel at mærke: dokumenteret form. Jeg håber, at Claus Due og andre gode folk vil løse denne vigtige, men sært uløste opgave for folkekirken.
Hans Raun Iversen er tidligere lektor i Praktisk Teologi og Leder af Center for Kirkeforskning, Københavns Universitet