Kirken fremstår grå og kedelig. Vi mangler fornyelse og modernitet. Der skal noget lyst ind i kirken.
Sådan lyder argumenterne enstemmigt fra fire tilfældige sognekirker, som Kirke.dk har talt med, når de svarer på, hvorfor de fandt det nødvendigt at anskaffe ny kunst i deres kirkerum.
Kunsten er betalt med midler fra fonde og lokale initiativer, men i forbindelse med installationen af kunsten er kirkerummene blevet mere eller mindre restaureret, finansieret med anlægsmidler, det vil sige skattekroner.
Og det er, ifølge lektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, Hans Raun Iversen, interessant. For spurgte menighedsrådene sig selv, om kunst er svaret på folks behov, når de kommer i kirke? Overvejede man de teologiske perspektiver? Kunne pengene have været anvendt mere relevant til kirkelige aktiviteter?
Men den slags spørgsmål udtrykker et fattigt, selvretfærdigt syn på andre mennesker. Det mener lektor på Institut for Kommunikation og Kultur – Kunsthistorie på Aarhus Universitet, Hans Jørgen Frederiksen:
”Kunst kan ikke sættes over for eksempelvis kirkens diakoni, ligesom det heller ikke er en rimelig sondring at spørge, om kunst på landets sygehuse skal bortskaffes til fordel for en nyreoperation mere.”
Fordi det, ifølge Hans Jørgen Frederiksen, er et spørgsmål om, at kunst i en kirke er med til at inspirere, den gør troen nærværende, og gør fortællingen i billedet forpligtende, når den lagrer sig i den enkeltes bevidsthed. Kirkekunstens store potentiale er, at et billede er et billede på noget, forstået sådan, at det kan gøre noget abstrakt til noget mere konkret, som kan få eksistentiel betydning for den enkelte, fortæller han.
Et smukt trækors til et par tusinde i stedet for dyr kirkekunst
Hans Raun Iversen støtter tanken om, at kunst kan have et forkyndelsespotentiale i sig, men siger samtidig:
”Hvad enten man kan lide det eller ej, så skal folkekirken bedømmes ligesom alle andre offentlige instanser. Enhver, der forvalter kirkelige midler, må derfor være pinlig klar over, at der skal spares, hvor der kan."
"Og når danskerne kommer i kirke eller er opmærksomme på kirkens kommunikation, hvad har de så egentlig brug for? Svaret er ikke nødvendig en ny altertavle eller en dyr rude designet af en kunster. Måske kunne et smukt trækors til få tusinde kroner gøre det samme.”
”Jeg bifalder, at dårlig kunst – når det er alt for illustrativt og reportageagtigt, eller det er så abstrakt og nonfigurativt, at det bliver uforpligtende – kan erstattes med et langt billigere trækors. Men kunst er en måde at dele erfaringer på. Et billede kan få dig til at se et udsnit af virkeligheden i øjnene, og det kan være udtryk for, at den usynlige Gud blev kød og tog bolig iblandt os”, siger Hans Jørgen Frederiksen.
Et eksempel på det er Bjørn Nørgaards kunst i Christianskirken i Fredericia. Her fik man for år tilbage et nyt forgyldt alterparti til fire millioner kroner. Pengene er rejst via lokale, folkelige initiativer og fonde, og dermed er der ikke gået midler fra kirkelige aktiviteter.
Ville have stemt nej til Nørgaards kunst
Men alligevel mener Hans Raun Iversen, at havde han siddet i menighedsrådet i Christianskirken, ville han have stemt i mod forslaget.
”Det er som om, at kunst og dyre restaureringer har fået sådan en objektivitet over sig, som legitimerer til snart talt hvad som helst. Hvorimod en kirkelig aktivitet til få tusinde kroner kan være mere besværlig at argumentere for," siger han,
"Kirkens opgave er først og sidst at præsentere og repræsentere kristendommen, ikke at sørge for god kunst og kulturarv her i landet. Somme tider kan de to ting gå fint hånd i hånd, men ikke altid.”
Diskussionen er ikke ny. Siden reformationen har kirken og samfundet drøftet, om kunst har noget vigtigt at byde ind med, og om det er pengene værd. Et er dog sikkert, verdens største kunstskatte er ikke blevet til som resultat af en demokratisk drøftelse, men fordi en kunstner fik en god idé. Og gode ideer er svære at prissætte, men betydningsfulde for mange.