Set i lyset af den store præstemangel i folkekirken er tiden moden til en kritisk gennemgang og revision af sognepræsters arbejds- og lønvilkår.
En kritisk granskning kunne passende tage udgangspunkt i, at den administrative praksis er vidt forskellig fra stift til stift. Et eksempel er, at en ph.d.-grad automatisk i nogle stifter giver et løntillæg, mens den i andre stifter ikke gør. Administrativ praksis bør være ens, uagtet hvor i landet man er ansat.
Det er flere gange påvist, at sognepræster har et lønefterslæb i forhold til tilsvarende stillinger indeholdende både et administrativt og ledelsesmæssigt ansvar. Efter 6½ års videregående uddannelse er slutlønnen for de fleste præster 32.000 kroner pr. måned, uden arbejdstidsloft og uden tillæg for weekend- og aftenarbejde.
I stedet for at spørge, hvorfor der er præstemangel, burde Kirkeministeriet glæde sig over, at vi stadig er mange, som elsker at bo på vores arbejdsplads, være døgnvagt for 2000 mennesker og arbejde weekender og aftener seks dage om ugen på trods af en startløn på 26.000 kroner om måneden
En række vilkår ved præsteembedet, som kan skabe et ugunstigt arbejdsmiljø, bør kompenseres lønmæssigt:
Det forudsættes ofte, at præsten har en hjemmegående ægtefælle. Præster arbejder aftener og weekender, når skoler og daginstitutioner holder lukket, og kompenseres med én ugentlig fridag på en hverdag, mens børn og ægtefælle er på arbejde. Børnepasning uden for institutionstid er præstens eget problem.
Præstestillinger på landet byder på daglige logistiske udfordringer. Indkøb og kørsel af børn til skole og fritidsinteresser er næsten umuligt uden bil. Samtidig sælges præsteboligerne fra i storbyerne. Hvor skal præster uden kørekort, bil eller egen bolig søge stilling?
Det er ikke nogen hemmelighed, at der i årenes løb er lagt rigtig meget over i sognepræsteembedet, som ikke kan siges at være egentligt sognepræstearbejde, men som der er en forventning om, at sognepræsten påtager sig med et stort arbejdspres til følge – uformelle opgaver, der kan give anledning til konflikter, hvis sognepræsten siger nej. Samtidig betjener præsterne dobbelt så mange sognebørn nu som for to generationer siden.
Det vil være på sin plads, at der automatisk gives funktionstillæg, hvis sognepræsten løser arbejdsopgaver, der ikke er en del af de tjenstlige forpligtelser, der hører til embedet. For eksempel undervisning af minikonfirmander og udarbejdelse af kirkeblad, som det ofte forventes, at sognepræsten påtager sig.
I stedet for at spørge, hvorfor der er præstemangel, burde Kirkeministeriet glæde sig over, at vi stadig er mange, som elsker at bo på vores arbejdsplads, være døgnvagt for 2000 mennesker og arbejde weekender og aftener seks dage om ugen på trods af en startløn på 26.000 kroner om måneden.
Udfordringen ligger ikke kun i Kirkeministeriet, men også i stifterne.
Det er overordentligt svært at implementere præsternes nye og forbedrede overenskomst, OK18, når den samlede lønsum på landsplan ikke udnyttes fuldt ud. Hvert år sender stifterne betragtelige summer af ubrugte lønmidler tilbage til fællesfonden i stedet for at lade lønmidlerne komme præsterne til gode.
Det stiller præsterne vanskeligt, når de argumenterer for, at den lønmæssige budgetramme skal udvides.
Dette er eksempler på en række forhold omkring sognepræsters arbejdsvilkår, som vi mener kræver opmærksomhed.
Robert B. Hansen er sognepræst i Rise, Sidsel Lyster er sognepræst i Varnæs, og Søren Wogensen er sognepræst i Tinglev.