Der er udsigt til, at folkekirken i de kommende år kan komme til at mangle præster. Det gælder ikke mindst i sogne uden for de store byer. Kirkeministeren har derfor haft et udvalg til at se på alternative veje til præsteuddannelse.
Udvalget har netop offentliggjort en betænkning, som er sendt i høring. Det er en fyldig rapport, som først og fremmest udmærker sig ved, at den sætter tal på den forestående præstemangel.
Desuden synliggør den de udkantsproblematikker, som gør det svært at rekruttere til de mere tyndtbefolkede egne af landet. Det er en dokumentation, som længe har været savnet. Hovedkonklusionen må være, at præstemanglen vil komme til at ramme skævt i landet, men at man også i det større byer kan forvente færre kvalificerede ansøgere.
Desværre har rapporten også nogle mangler. Et alvorligt problem er, at den ikke i tilstrækkelig grad afdækker fremtidens krav til præster. Der mangler simpelthen afsnit, som beskriver de roller og kompetencer, som præster bør kunne mestre for at kunne varetage jobbet.
Tankegangen virker i stedet til at være, at blot man er akademisk uddannet, vil man med et mindre efteruddannelsesforløb være parat til at træde ind i rollen som sognepræst. Det virker fuldstændig ulogisk, usagligt og fladt tænkt at en universitetsuddannet økonom eller litterat skulle kunne varetage opgaven som præst bedre end for eksempel en seminarieuddannet lærer i kristendom.
Akademisk kompetence er og skal fortsat være en grundforudsætning for at kunne virke som præst. Selvfølgelig! Derfor mener jeg også, at man altid bør satse på at besætte præstestillingerne med uddannede teologer. Men når man nu åbenbart finder det nødvendigt at rekruttere fra andre faggrupper, må man have modet til at bevæge sig uden for universiteterne.
Tilbyd en erfaren kristendomslærer en toårig efteruddannelse i teologi og sjælesorg, og der skulle være en god chance for at vedkommende ville kunne varetage præsteopgaven langt bedre end mange højtuddannede akademikere.
En anden alvorlig mangel er, at rapporten ikke åbner op for, at teologer med en udenlandsk eksamen kan få lettere adgang til ansættelse i folkekirken. Loven er i dag formuleret, så Københavns- og Aarhus Universitet reelt har monopol i forhold til at uddanne til folkekirken.
Det virker ude af trit med det øvrige arbejdsmarked og europæisk lovgivning, hvor man gør meget for sikre en fri bevægelighed på tværs af landegrænser. Folkekirken må være det sidste sted i samfundet, hvor man fortsat er i stand til at opretholde et sådant monopol. Hvorfor bliver hele dette aspekt forbigået i rapporten?
Danske teologer kan uden tillægsuddannelse søge embede i for eksempel Norge. Hvorfor kan det ikke ske lige så frit den anden vej? En større fleksibilitet på dette område vil kunne udgøre en ny mulighed for de mange nye migrantmenigheder, som har brug for præster med internationalt udsyn.