”I lefler for mennesker. Med poet gudstjeneste. Prøver at gøre kirken mere folkelig.”
Sådan skriver en bruger på Hørsholm Kirkes Facebook-side efter vores temagudstjeneste om Leonard Cohen den 27. januar.
Det giver anledning til en fornyet debat om, hvorvidt folkekirken lefler i forsøget på at nå bredere ud. Skal folkekirken være folkelig eller elitær? Denne debat kører allerede på grund af Høsterkøb Sogns initiativer med at forny højmessen og sende en pamflet ud til samtlige landets menighedsråd.
Vi vil gerne stå på mål for det initiativ, vi i Hørsholm Kirke har taget med vores fire temagudstjenester med titlen "Døde poeters klub" her i starten af 2019. 3026 personer har vist interesse på Facebook i temagudstjenesterne om henholdsvis Kim Larsen, Michael Strunge, Edith Södergran, John Lennon og Leonard Cohen og Dan Turèll, og omkring 850 har deltaget.
Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger både fra kirkevante og nye kirkegængere, og vi har selv haft den oplevelse, at de enkelte poeter har medvirket til at gøre kirken til ”folkekirke” i bogstavelig forstand. Men der er delte meninger, så lad os få den debat.
Vi vil gerne understrege, at temagudstjenester på ingen måde er et forsøg på at erstatte højmessen. Højmessen er kirkens dybe rod til kilden, og det skal den blive ved med at være.
Vi tænker, at kirkens hovedopgave må være at nå ud med det kristne budskab til enhver, der finder det opbyggende og ønsker at lade sig berøre af det – til tro, håb og kærlighed – til trøst, mod og fred.
Den første regel inden for kommunikation og formidling er, at være bevidst om, hvem man henvender sig til. Dem, vi henvender os til med temagudstjenesterne, er blandt andet dem, som finder højmessen højtidelig og uforståelig.
Den kristne grundfortælling er gået tabt undervejs i vores forsøg på at gøre religion til en privatsag – den er blevet reduceret kraftigt i folkeskolen, og den er ikke længere en del af danskerens bagage. Dens kæmpe betydning er ikke lige til at genfortælle i én gudstjeneste – men det gør den ikke mindre relevant.
I øvrigt er det helt grotesk, hvis ’folkelig’ skal betragtes som et fy-ord i folkekirken Nina Raunkjær, Le Klint og Anne Sofie Coles, Hørsholm Kirke
Alle gudstjenester bygger på den kristne grundfortælling, men i højmessen forudsættes en vis forhåndsviden. For eksempel, at du kender forskel på Det Gamle og Det Nye Testamente, og at du ved, hvad profet, epistel og trinitatis betyder. Du skal have en vis baggrundsviden, hvis det skal give mening at synge Hosianna eller for at forstå, at når der bliver sagt, at vi skal tilønske hinanden, betyder det, at du skal rejse dig op og ønske, at Guds nåde, kærlighed og fællesskab må være med os alle.
Derfor giver det mening at lave andre gudstjenester ud over højmessen, som kan interessere den store gruppe af folkekirkemedlemmer, som ikke kommer søndag morgen. De er nemlig nysgerrige på budskabet, men har ofte svært ved højmessens form. Vi mener, det giver mening at lave sanggudstjenester, dj-gudstjenester, musikgudstjenester, stillegudstjenester, spaghettigudstjenester og andre former for gudstjenester, hvor vi i fællesskab kan påkalde Gud, høre Jesus ord, og åbne for, at det ikke nødvendigvis kun er præsten, der udlægger ordet.
Hvis det at eksperimentere med andre typer gudstjenester og inspirere enhver til at fundere over Jesus forunderlige ord til verden og til os – hvis det er at lefle, så kan kirken ikke komme hurtigt nok i gang med at lefle.
I øvrigt er det helt grotesk, hvis ’folkelig’ skal betragtes som et fy-ord i folkekirken. Det er folkekirkens fornemmeste opgave at være kirke for hele folket. Det værste ville være, hvis folkekirken lukkede sig om sig selv og endte med at være en elitær, ortodoks og eksklusiv klub kun for de særligt indviede og frelste.
Nina Raunkjær og Le Klint er sognepræster i Hørsholm Sogn, Anne Sofie Coles er kommunikationsmedarbejder samme sted.