Kåre Egholm Pedersen har skrevet bogen ”Tro på Gud – om kristendom i en sekulær verden”. Når han ikke skriver bøger, artikler og debatindlæg er han sognepræst i Vejlby Kirke i Aarhus. Eller rettere han er en præst, der også skriver, for præst er man altid, siger Egholm, uafhængig af embedsdragt, tidspunkt og den sociale situation, man befinder sig i.
Sådan befandt han sig selv til en bryllupsfest, hvor han havde trukket sig ud under den klare stjernehimmel for at ryge, da en reklamemand anråbte ham med et ”Præst!”
Egholm er for saglig til at udpensle manden, og det behøver han heller ikke. Vi kender ham, og han er allerede trådt frem med gode råd for vores indre øje på sine farverige, højt besålede tennissko, undskyld, sneaks. Vi ved også, at han som regel kommer i flok, og at han i løbet af det øjeblik, det tager at tænde lighteren, kan manøvrere én hen i krogen.
Egholm kan lide at stå der og føler sig vist ikke trængt op i en krog. Men til alle os andre, der bare gerne vil tilbage til festen, har han med sin bog givet stof til den frisættende corner speech. Det er præsters og andre kristnes udgave af djøffernes elevator speech. Begge taler skal på et øjeblik få tilhørerne til at indse, at det er mig og præcis det, jeg står for, de har brug for. I dette tilfælde kirke og kristendom.
Egholm har inddelt bogen i tre hoveddele. Med udgangspunkt i filosoffen Charles Taylors tanker om sekularisering, analyserer Egholm, i første del ”Verden”, den virkelighed, som både den skeptiske reklamemand og den troende lever i. En virkelighed, hvor troen ikke er givet, men hvor den heller ikke (som man ofte hører) er ved at blive overvundet.
Egholm er bredt orienteret og med denne bog et interessant bekendtskab ikke kun som bordherre til et bryllup, eller for damerne på kirkebænken i Vejlby, men for alle os der læser med.
Hvis man ikke har tænkt særligt meget over begrebet sekularisering, er det umagen værd at læse denne del. Egentlig skal man ikke gøre sig umage, for Egholm skriver godt. Han er sprogligt stærk, og derfor burde han også have gjort sig den ulejlighed at navngive de forskellige sekulariseringsopfattelser. Ikke kun for at undgå de typografiske grimrianer han ender i: ”det sekulære1”, ”det sekulære2” og så videre, men også for klarhedens skyld.
Med afsæt i den moderne virkelighed undersøger Egholm i bogens andel del, ”Ørkenen”, hvilken betydning det har for reklamemanden og ligesindede, at de ikke har troen. Tror man, at mennesket blev stærkere, da det afskaffede troen på Gud, tager man fejl. Mennesker er ”derimod ofte mere ensomme, stressede og sårbare over for modgang.”
Det er i ørkendelen, at Egholm sprudler mest, og det er den del af bogen, der gør bogen absolut anbefalelsesværdig. Ubesværet runder han sporten, Ibsens ”Vildanden” og laver nogle dyk i musikken og popkulturen. Egholm er bredt orienteret og med denne bog et interessant bekendtskab ikke kun som bordherre til et bryllup, eller for damerne på kirkebænken i Vejlby, men for alle os der læser med.
I sidste del ”Guds rige” udfolder Egholm sine svar på de spørgsmål tidens børn og reklamemænd stiller den kristne. Her kunne jeg godt ønske mig, at han havde bevaret sin dristighed og det personlig aftryk, som læseren så tidligere.
Han har en kæphest, nemlig at vi i kirken skal blive ved med at tale om synd, men når han endelig udfolder det, lader han de gamle travere Torben Bramming, C.S. Lewis og Martin Luther føre ordet. Det er der ikke meget nyt i.
Forsvar for apologetikken
Det er der efter min mening heller ikke i apologetikken, som han indleder et forsvar for. Egholm fortæller, at det ikke var god stil at interessere sig for apologetik, da han studerede i Aarhus i slutningen af 90’erne.
Jeg studerede også teologi i slutningen af 90’erne i Aarhus, og når jeg husker tilbage, handlede alle vores faglige samtaler om, hvorfor vi ikke var dummere, men faktisk klogere end de andre, de ikke-troende. Det talte vi om for at ruste os til angrebene, som kom om torsdagen og fredagen. Dengang måtte man ryge indenfor, så det var ikke under stjernehimlen, men i Studenterbaren og Eforen, vi blev anråbt af reklamemanden.
Der var han ikke reklamemand, men en medicin-, idéhistorie- eller filosofistuderende, som mente, at vi var anakronismer, der ikke turde se den rå virkelighed i øjnene. Efter min mening har det scenarie fået lov at sætte dagsordenen for den teologiske diskussion i for mange år.
Vi vil have svar parat, når vi står i hjørnet, men med tankerne kredsende om forsvaret, får de andre lov til at spille bolden og sætte spillet. Derfor tænkte jeg umiddelbart ”åh, nej, ikke igen”, da jeg fik fat i Kåre Egholm Pedersens bog. Men heldigvis var det ikke retfærdigt, for bogen er mere end en fortsættelse af studenterbarsdiskussionen.
Det er en bog til præster, der gerne vil tale med moderne mennesker om deres anfægtelser og tvivl. Noget er hørt før, men bogen er fuld af interessante referencer, som vil være nye og horisontudvidende. Og det er en bog til alle dem, der ikke er præster eller kristne, men nysgerrige på troen og dog i tvivl.
Derfor er det også en bog, som bør tænkes ind i sammenhæng med alle de eksistenssamtaler og -saloner, der inviteres til rundt om i sognene. De forskellige dele kunne fint være et udgangspunkt for samtalerne; hvis man vel at mærke har en gruppe, som kan lide at læse. For selvom bogen kun er på 122 sider og godt skrevet, skal man have lyst til at læse.
Hvis Egholm ville have leveret en brinkmannsk sællert, og det er stoffet til, så skulle han have skåret lidt i sine analyser. Men jeg vil afholde mig fra den slags reklamemandsråd over for Kåre Egholm Pedersen, for han har sikkert et godt forsvar for, hvorfor han har valgt den grundighed, han har.
Rikke Juul er sognepræst i Rosenvængets Sogn i København.