Kommune og folkekirke

Biskop og stiftskontorchef: Drop kommuneforskrækkelsen og styrk det lokale fællesskab

Biskop Elof Westergaard taler ved åbningen af Folkekirkens Hus i Esbjerg tidligere på måneden. Til højre for ham Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen. Foto: Kåre Gade

Et tættere samarbejde mellem kirke og kommune giver kirken mulighed for at møde mennesker i flere sammenhænge og situationer. Det skriver stiftskontorchef Elisabeth Aggerbeck og biskop Elof Westergaard, der har været til dialogmøde om kirke og kommune

Vi befinder os i “Krydset” i Esbjergs ghettoområde Stengårdsvej. Vi er placeret i grupper, men der er ingen borde mellem os. I første omgang har vi vendt vores opmærksomhed mod den første oplægsholder, som skal fortælle os om mulighederne for at etablere et samarbejde mellem kommunen og kirken.

Udgangspunktet for oplægget er, at der er mange muligheder for samarbejde. Begrænsningen ligger mellem ørerne - i kirkeforskrækkelsen eller i kommuneforskrækkelsen. Sagt på en anden måde: i en manglende viden om, hvad vi hver især tilbyder og står for, hvad vi hver især gør for at fremme fællesskaber i byen. 

Det er kirken og kommunen, der er samlet. 38 mennesker, ledere og ansatte i kommune og kirke. Vi har hørt, at det er godt at samarbejde. Ja, vi ved, at det er godt at samarbejde, for der er faktisk allerede en del initiativer i gang i Esbjerg. Men vi kan gøre det bedre og i større omfang. Og både kirke- og kommuneforskrækkelsen kan være med til at spænde ben. 

Undervejs fik vi vendt stolene og blikket mod hinanden. Vi gik i dialog uden at have et bord som beskyttelse mellem os. Det gav en god dialog – og vi lærte hinanden at kende – lidt.  

Kirken er tilstede lokalt, og den lokale sognepræst har sit virke blandt sognebørnene lokalt. Hun kender derfor ofte rigtig mange, ikke mindst i kraft af de kirkelige handlinger, dåb og begravelser, samt gennem undervisning af minikonfirmander og konfirmander.  

I dag er sognene dog ofte tømte for beboere i dagtimerne. Børnene er institution eller i skole, forældrene er på arbejde andre steder, end hvor de bor. De ældre er aktive i alverdens forskellige foreninger eller hjælper børn og børnebørn.

Der er ikke samme sammenhængskraft i lokalsamfundene, som i gamle dage og ikke de samme rammer for en sognepræst at indgå i, som i gamle dage. Til gengæld er både kirke og lokalsamfund aktive med forskellige aktiviteter sammen eller hver for sig. Det være sig såvel sociale tiltag som kulturelle arrangementer. Og rammerne er ofte gode med sognehuse eller et bydelshus som “Krydset” på Stengårdsvej. Alle steder med rige muligheder for at være samlingspunkter lokalt.  

Ved at indgå i et tættere samarbejde mellem kirke og kommune får kirken adgang og mulighed for at møde mennesker i flere sammenhænge og situationer. Det giver mulighed for at skabe relationer og gøre en forskel. Det lokale fællesskab styrkes. Og det har både vi som kirke og kommune en interesse i.  

For kommunens vedkommende giver det adgang til at samarbejde i et bredere netværk, til at få flere til at løfte og bidrage til den kommunale opgave at tage hånd om byens borgere. Og for kirkens vedkommende er det noget helt centralt at være med til at skabe det fællesskab, hvor mennesker møder hinanden i øjenhøjde. Dvs. ud fra den forudforståelse, at ethvert menneske har uendelig værdi og skal behandles ordentligt. 

Denne dag i “Krydset” fik både kommunale chefer, biskop, provster og præster en dialog om muligheder og barrierer for samarbejdet. Forskrækkelsen blev italesat, og mulighederne drøftet.

Dagen efter mødtes flere til åbningen af Folkekirkens Hus i Esbjerg. Det var et glædeligt gensyn. Nu havde man et fælles fundament og udgangspunkt for, at etablere et samarbejde. Her blev der igen givet hånd på, at vi faktisk vil sætte mindst et projekt i gang, som beviser, at både kirke- og kommuneforskrækkelse kan overkommes.