Jeg ville ønske, at jeg havde flere præster og præstestillinger at gøre godt med.
Ja, netop – gøre godt med. Præster efterspørges nemlig, af menighedsråd og af civilsamfundet, i byen og på landet. Her kan præster gøre rigtigt meget godt, blandt andet fordi de gør det godt.
I Fyens Stift har vi i øjeblikket 184,55 præstestillinger. Snart skal vi afgive lidt af denne kvote til et andet stift, hvor befolknings - og medlemstallet stiger, fordi der sker en flytning fra land til by.
Også internt i Fyens Stift flytter mennesker. Og selv om nogle flytter fra by til land, så er hovedtendensen, at man flytter den modsatte vej, fra landet ind til byen og de større byer.
Alt sammen såre banalt og et allerede kendt faktum.
Og hvad er problemet? spørger man måske. Hvis der skal være præster, hvor mennesker bor – altså i byområderne; og når der bliver færre mennesker på landet, så kan man vel bare tage nogle præstestillinger fra landområderne og flytte dem til byerne?
Det kan man selvfølgeligt godt. Men det kan man så ikke alligevel.
Sognesammenlægninger ikke en god løsning
For der bor også fortsat mennesker på landet, og der er bysamfund og landsbyer på 700, 1000, 1200 indbyggere. Der er foreninger, gårde og huse.
Og ikke mindst er der kirker og kirkegårde. Ligesom der er menighedsråd – et prægtigt stykke nærdemokrati, som sammen med præsten arbejder for kirkens liv og vækst, hvad rigtigt mange steder helt selvfølgeligt også omfatter foredrag, møder, koncerter, sammenkomster til højtider, fastelavn, høst og meget mere, som alt sammen også bidrager til det folkelige liv på stedet.
Så kan man vel bare lægge de mindre sogne sammen?
Ja, og det gør man, selvfølgeligt. Men set herfra er der grænser for, hvor mange sogne man kan lægge sammen i ét storpastorat. Det har noget med nærhed at gøre, og det vigtige i at præsten deler liv og samfund og fællesskab med de mennesker, man er præst for og kirke sammen med. Ligesom det har noget at gøre med sognegrænser, strukturer og samarbejder mellem sogne, der går langt tilbage, som man nu må splitte for at få tingene (læs: antallet af præstestillinger) til at gå op.
Man har opdaget eller genopdaget, hvad præster kan, og at det har betydning for mennesker, at der er en præst at tale med om livet og døden og meningen og eksistens og tro
Tine Lindhardt, biskop på Fyn
Man ved det godt i de små sogne. Man har været ’øvelsen’ igennem før. Skoler, daginstitutioner, forsamlingshus, butikker som lukkes, fordi det ikke er rentabelt med så få indbyggere.
Men hvor ville jeg ønske, at vi i kirken ikke behøvede på den måde at tænke i rentabilitet. At der med andre ord var flere præstestillinger at gøre godt med. 20 stillinger ville betyde meget i Fyens Stift. Selvfølgeligt kan det blive for småt, og præsten kan få for lidt at lave, men fleste steder varer det en rum tid, før vi når dertil. For der er bud efter præster, og præster er gode til at gøre fyldest og fylde deres tid med opgaver, som giver mening til de mennesker, der bor i sognene.
Men, men, men. Medlemsprocenten for folkekirken falder og falder – og så beder biskoppen om flere præstestillinger. Det hænger ikke sammen.
Jo, det synes jeg faktisk, det gør.
Samfundet efterspørger flere præster
For det første er der stadig 4.350.000 medlemmer i folkekirken mod 4.580.000 for 30 år siden. Et fald ja, men vi er fortsat mange.
Desuden har kirken ’fået flere varer på hylderne’ gennem de sidste 30 år. Minikonfirmander, babysalmesang, skolekirke samarbejde, konfirmandtræf, sorggrupper, arbejde blandt migranter, palliative teams, beredskabspræster, drop ind dåb, gudstjenester med dåb på lørdage, særlige gudstjenester på hverdage og søndage, familiegudstjenester, musik- tema- og stillegudstjenester, for nu at nævne noget, som man helt selvfølgeligt gerne vil have og forventer både i sogne på landet og i byerne. Det kræver mere arbejde og tid fra præsternes side.
Sidst, men ikke mindst er der den stadigt større efterspørgsel efter præster fra samfundets side. Man har opdaget eller genopdaget, hvad præster kan, og at det har betydning for mennesker, at der er en præst at tale med om livet og døden og meningen og eksistens og tro.
Ikke alene i kirken og i præstegården, men også på skoler, uddannelsessteder, i forbindelse med sorg og ulykker, til bryllupsmesser og på festivals, ja i samfundet. Der kaldes på præster. Det kan man kun glæde sig over, og det kald skylder vi at gøre, hvad vi kan, for at svare på.
Det kræver præstestillinger. Flere præstestillinger, at gøre godt med.
Så der bliver tid til at være præst, forkynde evangeliet nærværende og være til stede, der hvor man er, og på den måde det giver mening, uanset om det er i byen eller på landet.
Det synes jeg passende kunne være vores ’2020 mål’ i folkekirken.
Tine Lindhardt er biskop over Fyens Stift