I julen blev spændingen udløst. Et ekspertpanel skulle vurdere, hvem af 199 nominerede, der har mest indflydelse på folkekirkens centrale beslutninger. Eksperterne udpegede som de 10 mest magtfulde i folkekirken syv af biskopperne, kirkeministeren, formanden for folketingets kirkeudvalg og Kristeligt Dagblads chefredaktør.
Med udnævnelsen af Erik Bjerager, Mister Kristeligt Dagblad, måtte man næsten trække på smilebåndet, da han også er ansvarshavende for nærværende medie, Kirke.dk, som stod bag kampagnen og debatten om magten i folkekirken. Kirkeminister og formand for kirkeudvalg kan ikke undre, eftersom Folketinget er lovgiver for folkekirken og dermed i realiteten fungerer som synode.
De syv biskopper derimod. Hvorfor lige de syv, og hvordan har de egentlig magt? Det drejer sig om:
- Marianne Christiansen, Haderslev stift
- Peter Fischer-Møller, Roskilde stift
- Tine Lindhardt, Fyens stift
- Peter Skov-Jakobsen, Københavns stift
- Henrik Stubkjær, Viborg stift
- Elof Westergaard, Ribe stift
- Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus stift
Hvorfor ikke alle 10? Når kun syv ud af 10 blev valgt ind i top-10, kunne det pege på, at biskopperne har mindre magt end kirkeminister, kirkeudvalgsformand og Bjerager, og at de tre toppladser dermed var besat. Biskopper er ligestillede i den danske folkekirke, og selv københavnerbispen Peter Skov-Jakobsen er kun den første blandt ligemænd, primus inter pares. Ingen ærkebiskop, men 10 sidestillede biskopper. Mange ting kan afgøre rangordenen her. Anciennitet i bispesædet ser ikke ud til at betyde noget, siden Lise-Lotte Rebel fra Helsingør stift ikke kom med. Stiftets størrelse kan have en betydning, og i så fald havde Marianne Gaarden, Lolland-Falster stift, ikke en chance.
Magt og økonomi hænger sammen
Min egen hypotese er, at der er en afgørende faktor på spil. Det gælder fordelingen af de tunge bestyrelsesposter i folkekirken, som jeg mener har stor betydning for, om en biskop bliver vurderet til at have afgørende magt. Min tese bygger på antagelser om, at magt og indflydelse blandt andet består af økonomisk magt, som giver direkte indflydelse på menneskers og sognes muligheder for at virke i folkekirken. Uden penge, ingen aktiviteter, ingen medarbejdere, færre hænder. Penge er et godt gennemprøvet styringsredskab, også i folkekirken.
Men biskopper har ikke særlig mange penge at gøre godt med hjemme i stiftet. Stiftsadministrationerne er løntunge, og ved siden af stiftsbidraget, som fordeles af stiftsrådet, som biskoppen sidder i, har biskoppen selv kun et mindre rådighedsbeløb. Biskopper har derfor kun økonomisk magt, når de leder gennem andre organer. De biskopper, som lykkes med at samarbejde med deres provster, får således indflydelse, også når pengene skal fordeles på sogneniveau. Og ud over provsterne er der altså bestyrelsesposterne at lede igennem.
Jeg mener, at gennemgangen her ret klart viser, hvorfor i hvert fald nogen af de syv blev peget på som de mest magtfulde.
Interessant nok findes der tilsyneladende ikke en fortegnelse over de bestyrelsesposter, som biskopperne fordeler imellem sig, hvilket understøtter min hypotese om, at det blandt andet er her, magten ligger.
Hvordan er så bestyrelsesposterne fordelt? For at finde information om biskoppernes bestyrelsesarbejde måtte jeg gennemtrawle de sidste års (ikke særligt oplysende) bispemødereferater, som ligger tilgængelige på Københavns stifts hjemmeside.
Én af de tungeste er bestyrelsespladsen i Kirkeministeriets budgetfølgegruppe, som Tine Lindhardt sidder på. En anden af de vægtige er rollen som formand for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, som Elof Westergaard sidder på. Peter Fischer-Møller er også med i bestyrelsen her.
De tre udvalg vedrørende autorisation og frihed, gudstjenesten samt dåb og nadver har fået stor opmærksomhed. Udvalgene ledes af Elof Westergaard, Marianne Christiansen og Tine Lindhardt. Tine Lindhardt er også med i bestyrelsen for Selskab for Kirkeret.
Peter Skov-Jakobsen har været med i udvalgsarbejdet bag rapporten om præstemangel. En gennemgang af, hvilke biskopper, der har siddet med i de forskellige kommissioner bag 00’ernes og 10’ernes store kirkeministerielle betænkninger, ville også give fingerpeg om, hvor magten ligger i bispekollegiet.
Af andre poster kan nævnes, at Peter Skov-Jakobsen sidder i både Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd, her sammen med Henrik Stubkjær, som er formand. Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd er Peter Fischer-Møller med i arbejdsgruppen for.
Henning Toft Bro er formand for folkekirkens fælles netmedie Folkekirken.dk, og her er Henrik Stubkjær også med i bestyrelsen. Henning Toft Bro sidder i styregruppen for Sjælesorg på Nettet-projektet, som er hjemmehørende i Aalborg. Elof Westergaard er desuden formand for Løgumkloster Kirkemusikskole, mens Henning Toft Bro er formand for Kirkemusikskolen i Vestervig. Peter Fischer-Møller er formand for Sjællands Kirkemusikskole. Folkekirke og Religionsmøde er Marianne Christiansen formand for, ligesom hun sidder i Bibelselskabets bestyrelse.
Jeg mener, at gennemgangen her ret klart viser, hvorfor i hvert fald nogen af de syv blev peget på som de mest magtfulde. Dog forklarer det ikke helt, hvorfor Henning Toft Bro ikke blev nævnt. Jeg vil derfor introducere et par yderligere faktorer, som jeg mener gør en forskel, nemlig biskoppernes teologi og netværk. Jeg er overbevist om, at en dybere analyse af teologisk baggrund og faglige og sociale netværk vil give endnu flere svar på, hvorfor det netop blev de syv, som blev udpeget. Samtidig vil en sådan analyse give os mere nuanceret viden om, hvordan magten i folkekirken fungerer.
Kilder: Bispemødereferater, diverse hjemmesider for KM, kirkelige institutioner, råd og udvalg
Karen Marie Leth-Nissen er ph.d. og teologisk konsulent i Lolland-Falsters Stift, postdoc ved Center for Kirkeforskning og bestyrelsesmedlem i Kirkefondet.