Ingen dytter af dig, medmindre de bare vil være sikre på, at du ser dem hilse.
Det kniber med caféer på landet, men graveren eller nabopræsten har kaffe på kanden.
Man skifter tilnavn fra ”a ny præst” til ”a præst” til ”vor præst” hen over tid, og imødekommenheden fra dem, man lever livet med i lokalsamfundet, er overvældende.
Det er nogle af mine erfaringer fra et landpræsteliv i Vestjylland gennem 13 år. Det er noget af det, der gør det til en glæde for mig at være præst på landet, men åbenbart kniber det med lysten til landembeder for tiden.
Kristeligt Dagblad skriver, at præster foretrækker embeder i byen. Landembeder er de skeptiske overfor. Utryg ved, om det er ensomt uden kolleger. Utryg ved, om det bliver for isoleret langt fra togstationer og motorveje.
Det overrasker mig ikke. Jeg er blevet så vant at se genopslag af landembeder. Jeg ved også, at folk på landet taler om det. At i ”Vandkantsdanmark” kan man ikke være sikker på at få ansat en ny præst, og man bryder hjernen med, hvordan i alverden man kan gøre det attraktivt at blive landpræst.
Her er vi vant til, at vi intet får foræret. Her lever vi i en konstant fare for at blive skåret ned eller skåret væk. Livet leves med en sejhed i trods og på trods.
Vi er vant til, at der bliver holdt øje og holdt tal på alt hele tiden. Der holdes tal på børn i børnehaven og skolen, på passagerer i bussen og brugere af bogbussen. Vi er vant til at blive truet med skolelukninger på kommunale budgetforslag, og vant til selv at skulle holde gang i lokalsamfundet med alt fra nøgleforsamlingshus til idrætsforening.
Man er også vant til at have en stor tillid til, at kirken og præsten hjælper med og vil samarbejde og være samlingspunkt kirkeligt og folkeligt.
Tag ikke fejl - kirken er vigtig herude på landet. Og det betyder noget, om der er en præst. I mine sogne modtages gudstjenestedeltager nummer fem med ekstra store smil fra de fire andre, også selvom der skulle komme både 10, 20 eller 100 flere. Lige præcis nummer fem betyder, at der ikke skal indberettes til biskoppen, og vi endnu engang har bevist vores overlevelsesevne.
Det er lidt som at vinde over systemet med talfokusering, synes vi.
Vi er ikke overraskede over præstemanglen, men efter 13 år som landpræst undrer jeg mig over, at præster tøver med at søge landembeder. For jeg kan jo se, at andre folk i denne tid flytter på landet. Køber nedlagte landbrug og bygger på storparceller. Søger det simple og enkle, nærheden og nærværet. Ønsker nogle præster ikke det?
Alle ved, at selvfølgelig findes der nære relationer mellem præster og sognebørn i byerne. Men har ingen lyst til de nære relationer på landet? Møde folk på gåturen med hunden, have sin daglige gang på fortove, landeveje, og grusveje op til gårdene ved de yderste plovfurer. Følge dem i med- og modgang.
Det handler ikke bare om glæden ved at se musvågen på en hegnspæl på køreturen eller se rådyrene i løb over marken i morgendisen. Det handler også om glæden ved nærheden med folk i sognene og med præstekollegerne i omegnen og medarbejderne ved kirkerne.
Det handler om glæden over selvfølgeligheden, man modtages med, at ingen undrer sig over, at præsten banker på bryggersdøren, at man er en naturlig del af lokalsamfundet, og at folk vil lytte til det, præsten har på hjerte.
På landet tager man intet for givet – heller ikke at have en præst, der har lyst til at leve livet med dem. Det vil glæde dem. Det er min erfaring.