Kære Peter,
Her er nogle overvejelser over gudstjeneste og autorisation, som jeg glæder mig til at høre, hvad du tænker om:
”Jul handler om næstekærlighed og fællesskab,” sagde journalisten på TV 2 juleaftensdag. Gu’ gør den ej, tænkte jeg. Jul handler om, at mennesket er skrøbeligt og har brug for intervention udefra.
Menneskets skrøbelighed er værd at huske på i diskussioner om magt. Og lige nu foregår der en diskussion om magt i forhold til højmessen: Hvem skal bestemme over den? Diskussionen er igangsat af landets biskopper og er et udtryk for, at der er mange sogne, hvor man enten gerne vil lave om på nogle af de faste, autoriserede led i gudstjenesten eller allerede gør det og enten har indhentet tilladelse til det eller kører efter princippet: Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse.
Den rapport, der lægger op til fælles drøftelse i sognene, peger i retningen af, at gudstjenesten i højere grad skal være lokalt præget og være ’menighedens gudstjeneste’. Men ’menigheden’ er bare ikke noget beslutningsorgan. Menighedsrådet er, men ikke menigheden.
Og selvom menighedsrådet selvfølgelig i princippet er valgt for at repræsentere menigheden, så er menighedsrådene jo meget ofte selvsupplerende og kan ikke kaldes repræsentative. Der er et kæmpestort tavst flertal.
Jeg drømmer ikke om – og jeg tror heller ikke på muligheden af – at forsøge at lokke eller tvinge et flertal af folkekirkens medlemmer til at tage stilling til gudstjenestens liturgi. Jeg mener bare, at man skal være klar over, at uanset hvem, der har eller får magten, så vil nogle få skulle træffe beslutninger på vegne af en hel masse andre.
For mig er det afgørende, at gudstjenesten er præget af en ’kølighed’. At det er et sted eller en situation, hvor man ikke bilder sig ind, at man ved, hvem hinanden er.
Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet
For mig er det afgørende, at gudstjenesten er præget af en ’kølighed’. At det er et sted eller en situation, hvor man ikke bilder sig ind, at man ved, hvem hinanden er. Gudstjenesten er ikke noget identitetsfællesskab. Man må godt være der uden at identificere sig med de andre. Hvem der end i fremtiden bestemmer på vegne af hvem, ligger der for mig at se en opgave i at bevare køligheden.
Venlig hilsen
Ingrid
Kære Ingrid
Jeg tror, det bliver afgørende at finde en god balance mellem fasthed og frihed. På den ene side er det umuligt at komme uden om et ønske fra mange præster, kirkelige medarbejdere og gudstjenestedeltagere om en større frihed i forhold til den faste liturgiske ramme om højmessen. Samtidig tror jeg, der er mere i spil end blot spørgsmålet om magt.
Hvis ikke det lykkes at fastholde nogle liturgiske minimumskrav til en højmesse, vil gudstjenesterne i de forskellige sogne blive mere og mere forskellige og blive formet af forskellige teologiske holdninger, så tendensen til opdeling i profilmenigheder vil eksplodere.
Det udfordrer sammenhængskraften, hvis liturgien i sognene bliver så forskellig, at man ikke kan være i gudstjenesten, hvis man ikke deler præstens eller menighedsrådets teologiske holdninger.
Peter Nord Hansen, vicegeneralsekretær i Indre Mission
Den udvikling kan vi nok ikke bremse. Jeg ved heller ikke, om jeg ønsker det. Men det udfordrer naturligvis sammenhængskraften, hvis liturgien i sognene efterhånden bliver så forskellig, at man ikke kan være i gudstjenesten, hvis man ikke deler præstens eller menighedsrådets teologiske holdninger. Her er dine betragtninger om ’kølighed’ relevante.
Jeg tror balancen skal findes ved øget frihed i en tydelig, fast forpligtende ramme. En liturgikommission må fastlægge en ramme med få faste led og ritualer, som skal være med, dog ikke nødvendigvis i en fastlagt rækkefølge, og med øget frihed til at forme gudstjenesten i øvrigt med inddragelse af menigheden, bønner, læsninger, sange af forskellig art m.m.
Mit bud er, at en højmesse skal indeholde
- trosbekendelse (den apostolske eller den nikænske)
- minimum én tekstlæsning ud over prædiketeksten
- en fast tekstrække (gerne med mulighed for at vælge at prædike over GT-tekst eller lektie-teksten)
- faste led i dåbsritual og nadverritual (gerne som nuværende)
- Fadervor
- den aronitiske velsignelse
Jeg tror, det er vigtigt, at en kommende ritualbog kommer til at indeholde forslag til ind- og udgangsbønner, kollektbønner, kirkebøn med mere, så præsten kan vælge at benytte disse, når gudstjenesten skal tilrettelægges. Samtidig med den større frihed skal der nok også være mulighed for de præster, som ønsker at holde sig til en mere fast form hele vejen.
Hvad tænker du, Ingrid? Bliver det køligt nok?
Venlig hilsen,
Peter