Tak til lektor Lars Sandbeck for at sparke gang i diskussionen om dåbens teologi (kronik i Kristeligt Dagblad, 9. januar 2019). Jeg er helt enig i, at diskussionen bør handle om teologien og ikke bare om at modernisere sproget.
Jeg er derimod ikke enig i, at det overhovedet er muligt at modernisere sproget, uden at også teologien får en anden drejning. Det sker helt af sig selv i og med sproget, og derfor er det da også langt vigtigere at diskutere de teologiske konsekvenser af sproglige ændringer end de – ofte lidt nedladende – diskussioner om, hvilke ord ’folk’ er og ikke er i stand til at forstå.
Nu er der jo grænser for, hvor meget der kan blive plads til i en kronik, men det undrer mig alligevel, at der hos Sandbeck er et spring hen over 500 år. Det fremstår, som om vi skal og kan diskutere direkte med Luther og de andre bagmænd bag Den Augsburgske Bekendelse – som om der ikke er tænkt teologi i den mellemliggende periode, og som om denne teologiske tænkning ikke har haft indvirkning på ordlyd og især udlægningen af dåbsteologien.
Det er selvfølgelig (for) oplagt at nævne Grundtvig i denne sammenhæng. Det er i øvrigt på sin vis meget luthersk – hvis man skal drille Sandbeck lidt – at springe den mellemliggende tid over og bilde sig ind, at man kan gå direkte ’til kilderne’.
Men hvis vi skal diskutere dåbsteologi – og det kommer vi til – så mener jeg, at vi må diskutere med hele traditionen, hele vejen op til i dag. Der er tænkt tanker før os, og nogle af dem er endda værd at lytte til. Dermed ikke sagt, at intet står til at ændre – det viser traditionen jo netop også. Eller som Grundtvig formulerer det (så kom han med, ham N.F.S.): ”hvad sandhed er, må tiden vise.”
Sandbecks kronik, som jeg læser den, er først og fremmest en opfordring til at tænke teologisk over dåben og ikke et færdigt bud på en ny dåbsteologi. Han peger på, hvor dåbsteologien med en vis sandsynlighed skurrer i moderne menneskers ører, men siger jo ikke dermed, at det altid er en skurren, der skal afskaffes.
Og derfor er jeg ikke fuldstændig sikker på, at Sandbeck og jeg vil være uenige om det følgende. Men jeg mener faktisk, at dåben skal ’sætte ord på’ børnenes – eller rettere menneskets – ondskab. Også selvom forældrene eller nutidsmennesket ikke er vilde med at høre det.
Opfattelsen af mennesket som godt og uskyldigt er farlig
Som skolebestyrelsesmedlem på mine børns skole var jeg med til at formulere skolens antimobbepolitik. Vi lod os inspirere af et materiale fra Red Barnet, hvor et af mantraerne lød: Der findes ikke onde børn. Underforstået: mobberne er selv pressede og reagerer ud fra et handlingsmønster, de selv er fanget i.
Man kunne også, synes jeg, have formuleret det sådan her: Der findes ikke andet end onde børn. For grundlæggende lærer erfaringen os, at mennesket (som sådan) har tendens til fejhed og medløberi, hvilket vel også er det, der gør mobning så udbredt og så effektivt.
Facebook (som har mere end 2 milliarder brugere) arbejder sig med sine retningslinjer for hate speech i disse år mere og mere hen imod et lignende mantra: Der findes ikke onde mennesker (i hvert fald ikke på Facebook, og derfor skal vi tale positivt og pænt om hinanden, og hvis ikke du gør, bliver dit opslag fjernet – af Facebook, som ved, hvad der er rigtigt og forkert her i verden).
Jeg mener, opfattelsen af mennesket som i udgangspunktet godt og uskyldigt er farlig. Man mister blikket for, hvor let vi har til fejhed og medløberi, og opdager det først, når det er for sent (når alle pengene i banken er vasket hvide og naturen er smadret af vores grådighed og mangel på mod).
Og jeg mener, at tanken om arvesynden ligger meget tættere på vores faktiske erfaringer med os selv og hinanden – eller som filosoffen Slavoj Žižek har formuleret det: ”Inderst inde er vi fulde af lort.”
Synd er at gøre det, du ikke vil
’Synd’ er igennem historien, og også i dag, blevet mistolket som det at gøre noget, man ikke må. Men synd er ikke at gøre noget, man ikke må. Synd er at gøre noget, man ikke vil. I den forstand har Red Barnet ret, der er noget utilsigtet eller uvillet over mobningen. Der er jo ingen, hverken børn eller voksne, der ikke går ind for, at vi mennesker skal være gode ved hinanden. Så hvorfor er vi det ikke bare …?
Opfattelsen af mennesket som godt ’i grunden’ er i dag meget udbredt. Den kristne forkyndelse tilbyder en alternativ humanisme – en humanisme, der medregner arvesynden, og som ikke gør sig illusioner om menneskets væsen.
Det er derfor, vi skal renses i dåben, nemlig for at tale realistisk om mennesket: Det er ikke fordi, det lille barn har gjort noget ondt, men fordi det kommer det til. Ingen slipper fri.
Dåben frelser os ikke fra at gøre ondt, men dåben frelser alligevel. For den kristne forkyndelse som lyder i og med dåben gør rent faktisk fra eller til, afsløringen af menneskets grundlæggende fejhed er i sig selv virksom. Det ville være langt værre, hvis denne grundafsløringen af mennesket ikke fandtes eller ikke blev udtalt.
Alt dette har ikke noget at gøre med den anden diskussion, som Sandbeck også er inde på. Nemlig om barnet før dåben også er et Guds barn, eller om det først bliver det i dåben. Det sidste ville dels afskaffe forbindelsen mellem ’det skabte’ og ’det faldne’ menneske og dels betyde, at et menneskes chance for at blive Guds barn skulle afhænge af de til enhver tid kristnes evne til at missionere.
Den form for gerningsretfærdighed eller menneskelig selvovervurdering lader det ikke til, at Sandbeck går ind for. Det gør jeg heller ikke.