Folkekirken står over for et markant vagtskifte blandt de politikere, der hidtil har taget sig af kirkelige anliggender i Folketinget.
Hele fire af de i alt ni kirkeordførere stiller ikke op ved næste valg, og derfor vil formand for Landsforeningen af Menighedsråd Søren Abildgaard kompensere for det forestående videnstab om folkekirken ved at dele sin ønskeliste til de kommende kirkepolitikere.
Søren Abildgaard håber på, at en række nuværende markante og erfarne kirkeordførere, som ikke genopstiller vil blive erstattet af andre politikere, der interesserer sig for folkekirken, og som er villige til at give menighedsrådsmedlemmerne mere indflydelse på landsplan.
1. Politikere med viden om folkekirken
Der er brug for flere politikere, der ved noget om folkekirken, mener Søren Abildgaard. Formanden for Landsforeningen nævner en nylig høring i Folketinget om forholdet mellem kirke og stat som et eksempel på, at den politiske interesse for kirkelige anliggender ligger på et lavt sted.
Blot tre af 28 medlemmer af kirkeudvalget var til stede under hele høringen, mens Pelle Dragsted (EL) og Mette Bock (LA) stødte til senere på dagen.
“Vi synes, det er skrøbeligt, hvis kendskabet til folkekirken ikke er bedre funderet blandt politikere på Christiansborg, men det falder også tilbage på os selv. Så jeg vil gerne invitere til dialog med kommende medlemmer af kirkeudvalget og opfordre til, at der bliver stillet spørgsmål om folkekirken til vælgermøder,” siger Søren Abildgaard.
“Hvis der ikke er nogen fra folkekirken, der udviser interesse for dialog med politikerne, så kan man heller ikke forvente, at politikerne har interesse den anden vej.”
2. Reel indflydelse på Fællesfonden
Landsforeningen håber også på, at der igen kommer fokus på styringen af folkekirkens midler i Fællesfonden. Som det er nu, har de repræsentanter fra stifterne, der sidder i det såkaldte budgetsamråd, kun mulighed for at indstille forslag til beslutninger, som det i sidste ende er den siddende kirkeminister, der skal tage.
Derfor appellerer Søren Abildgaard til, at de kommende kirkepolitikere ser på, hvordan menighedsrådsmedlemmer kan være med til at tage beslutninger om folkekirkens fælles økonomi.
“Det nuværende system er indrettet, sådan at folkekirkens repræsentanter bliver hørt og får mulighed for at indstille til kirkeministeren, men vi stiller spørgsmålstegn ved, om det er en tilstrækkelig grad af indflydelse, og om man i virkeligheden bør danne et organ, der har formel kompetence,” siger han og tilføjer:
“Og det har de organer, vi kender i dag ikke,” siger Søren Abildgaard med henvisning til budgetfølgegruppen, hvor han selv sidder med samt til budgetsamrådet, der har repræsentanter fra de 10 stifter.
3. Indflydelse på præstestillinger i stifterne
En anden pointe til politikerne handler om økonomien i landets 10 stifter.
Den nuværende lovgivning gør, at folkekirkens valgte repræsentanter udelukkende har indflydelse på dele af stifternes økonomi i form af det bindende stiftsbidrag, der blandt andet finansierer kommunikationsansatte i stifterne.
Søren Abildgaard ønsker blandt andet, at menighedsrådsmedlemmerne også får større indsigt i fordelingen af præstestillinger. Det er biskoppens kompetenceområde, og som det er nu, er det ikke et krav, at menighedernes repræsentanter i stiftsrådene skal høres. Derfor er det kun tilfældet i nogle stifter.
“Det er en konsekvens af den måde, vores system er indrettet på i dag, at det alene er biskoppen og stiftskontorchefen, der fastsætter rammerne for, hvilke opgaver der bliver prioriteret i stifterne. Vi ved, at man i flere stifter har gode erfaringer med at inddrage stiftsrådene i prioriteringerne, og det mener vi bør være en fast opgave.”
”For eksempel inddrages stiftsrådet i Roskilde Stift ved nybesættelser af provstestillinger. Her diskuterer man sammen placering, embedsbolig og dens beliggenhed, ændrede kontorforhold og så videre. I Ribe Stift orienterer biskoppen altid på stiftsrådsmøderne og lægger op til bredere drøftelser og erfaringsopsamling. Det samme gør sig gældende i Lolland-Falster Stift, hvor biskoppen orienterer om eventuelle ændringer i præstebevillingen, ledige stillinger og nyansættelser og er klar til en drøftelse af en eventuel problematik i den anledning,” siger Søren Abildgaard.
4. Ret til at forhandle og indgå overenskomster med de faglige organisationer
Til sidst ønsker Landsforeningen at få retten til på vegne af menighedsrådene at forhandle overenskomster på kirkefunktionærområdet.
Søren Abildgaard mener, at der er behov for en lovændring, der sikrer, at Landsforeningen bliver forhandlingsberettiget arbejdsgiverorganisation.
“Vi er allerede en arbejdsgiverorganisation, fordi menighedsrådene er arbejdsgivere, og kan derfor også selv på lokalt niveau indgå aftaler med de faglige organisationer. Men vi mangler forhandlingsretten til de centrale overenskomster med de ansattes faglige organisationer.”
“Du kan sammenligne den nuværende situation med et scenarie, hvor det ikke er Kommunernes Landsforening (KL), der forhandler de kommunalt ansattes vilkår. Det er jo utænkeligt, og derfor kræver vi en ændring af de formelle kompetenceforhold, der gør, at menighedsrådene via deres arbejdsgiverorganisation er med til at bestemme, hvornår man er nået til enighed om en overenskomst.”