Aflyst!
Det er overskriften for disse måneder. Udsigten til sandsynlig aflysning kan tage motivationen fra selv den bedste. Det mærker man rundt omkring i kirker og organisationer nu. Hvorfor skulle man bruge krudt på at arrangere noget i april, når det er usikkert, om det kan gennemføres?
Jeg forstår det godt. Virkelig godt.
Men man bliver også i særklasse bevidst om, hvad det er, det kan – det med at mødes.
I efterårets åbne vindue holdt jeg en del foredrag om Bibelen 2020. Jeg kom godt rundt i landet: Rønne og Rolfsted, Hedensted, Haderslev, Vesterbro og mange andre steder.
Nogle steder sad folk med den nye bibel og påtrængende spørgsmål klar, andre steder ville de bare høre nærmere om, hvad det nu var for noget med en ny bibeloversættelse – og atter andre steder kom folk sikkert mest for at møde hinanden.
Når ingen trækker på smilebåndet over indlagte muntre bemærkninger, og én bagefter kommer hen til en og takker for et underholdende foredrag, så ved man, at man er i Vestjylland
Jeg ved ikke, hvad tilhørerne går hjem med fra en foredragsaften, men som foredragsholder får man altid noget med. Nysgerrighed, kamplyst, energi – som foredragsholder går man ofte helt høj hjem, opløftet og udfordret og med en fem-seks indfald, man kan arbejde videre med.
Jeg tror ikke, deltagerne i en kirkehøjskole gør sig nogen forestilling om, hvor meget de giver. På meget forskellige måder.
Før jeg begyndte at holde foredrag, havde jeg ikke helt grejet, hvor vigtige tilhørerne er. Jeg har ad nogle omgange turneret med et foredrag, som jeg har holdt mange gange – jeg holder mig til hovedlinjen i foredraget og de vendinger, jeg husker og hægter mine pointer op på.
Jeg siger med andre ord stort set det samme hver gang – alligevel falder det helt forskelligt ud. Foredragsholderens dagsform kan selvfølgelig påvirke foredraget, men tilhørerne betyder mere. Et par opmærksomme øjne på tredje række, en nikken over kaffen eller en mumlen og en rysten på hovedet. Man registrerer det meste, og det betyder noget.
Det fysiske rum kan noget, som det virtuelle ikke kan. Der er en energi til forskel
Allerede under fællessangen ved man, hvad forsamlingen kan, ja, faktisk får man allerede indtryk af, hvad det er for et sted, man er dumpet ned, når man har hilst på dem, der står for kaffen.
Det er ikke alt, man kan aflæse. Når ingen trækker på smilebåndet over indlagte muntre bemærkninger, og én bagefter kommer hen til en og takker for et underholdende foredrag, så ved man, at man er i Vestjylland.
Det giver så meget mening at mødes og samtale, udveksle og afprøve ideer og kommentarer. Samtalerne er vigtige i sig selv. Det fysiske rum kan noget, som det virtuelle ikke kan. Der er en energi til forskel.
Og mundtlighed kan noget, som skriftlighed ikke kan, den prøvende og udforskende samtale, hvor man lytter, bliver klogere, mere engageret og gladere, men slet ikke altid enige. Det er et helt nødvendigt rum, forskelligt fra tastaturkrigene og den hårde tone og hurtige fordømmelse i kommentarsporene på sociale medier.
Foredragsdanmark kan noget, og kirkerne er en vigtig del af dette afgørende omløb.
En tysk avis havde sidste sommer en interviewrække, hvor de interviewede fremtrædende forskere om, hvad coronapandemien satte i gang af tanker hos dem. En af dem var sociologen Hartmut Rosa, som var udfordret af, at hans egen videnskab, sociologien, ikke havde et begreb om social energi.
Nu, hvor den var væk, var det jo tydeligt, at den havde været der. Den energi, der opstår, når mennesker mødes. Det ville han undersøge.
Jeg glæder mig til at læse, hvad han kommer frem til. Men endnu mere glæder jeg mig til at mærke den energi, der opstår, når vi igen kan mødes. Jeg glæder mig til at komme omkring og være en del af udvekslingen!