Liturgidebat

Gudstjenestefornyelse: Træghed er folkekirkens adelsmærke

"Der er mange meninger om den autoriserede gudstjeneste. Den er højt elsket og værdsat, eller den anses for fuldstændig antikveret og uforståelig for et moderne menneske, for nu at nævne to yderpunkter," skriver formanden for Organistforeningen og efterlyser fagligheden i debatten om liturgi og gudstjeneste. Billedet er fra en søndagsgudstjeneste i Ganløse Kirke. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

DEBAT: Inddrag præsternes og kirkefunktionærernes faglige viden i liturgidebatten. Faglighed og træghed går ofte hånd i hånd, og det er god medicin mod flygtighed, overfladiskhed og lette løsninger, mener formand for Organistforeningen Ingrid Bartholin Gramstrup

Hvor ofte har man ikke hørt tale om fænomenet træghed som et udpræget karakteristikum ved den danske folkekirke, ja ligefrem som en del af dens dna. Det bliver udtrykt med slet skjult hentydning til, at folkekirken lider af en slags fobi over for tre af tidens mest ombejlede mantraer: forandringsparathed, innovation og fleksibilitet. 

Og det er ganske vist, at folkekirken både på det organisatoriske plan og i kirkens indre liv har en tradition for ikke at være aspirant til store bøder og klip i kørekortet målt i en hastighedskontrol. Indrømmet, lidt større acceleration kunne være aldeles eftertragtelsesværdigt i mange henseender, men trægheden bør i sin grundsubstans anses som et adelsmærke for folkekirken i forhold til det øvrige samfunds fart, flygtighed og mangel på tid til fordybelse og omtanke. 

Træghed er ikke ensbetydende med, at alting går i stå, tværtimod kan den give et bedre afsæt for tanker og ideer om forandringer og fornyelser, fordi den giver tid og rum til refleksion og besindelse med udgangspunkt i faglighed, viden og erfaring.  

Der skal gang i en bred, folkelig debat om liturgi og gudstjeneste 

I kølvandet på udgivelsen af de tre rapporter, ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”, ”Gudstjeneste” og ”Dåb og Nadver”, som tre faggrupper under tre biskoppers ledelse har arbejdet med de seneste år, arbejdes der på og appelleres til at få sat gang i en bred folkelig debat og samtale om kirkens liturgi og fremtidens gudstjenesteliv. 

Med et solidt udgangspunkt i rapporterne er det bare om at gribe chancen og få samtalerne i gang og meningerne til at brydes derude i sognene, provstierne og andre relevante fora. 

Der er mange meninger om den autoriserede gudstjeneste. Den er højt elsket og værdsat, eller den anses for fuldstændig antikveret og uforståelig for et moderne menneske, for nu at nævne to yderpunkter. Repræsentanter for det sidste udtrykker ofte uforståenhed og undren over, at det skal være så svært og ømfindtligt at røre ved gudstjenesten og dens liturgi. Sandsynligvis uden at have gjort sig dybe tanker om, hvorfor gudstjenesten er som den er, og hvorfor det er så tilsyneladende trægt at ændre på den.

Faglighed som rød tråd i debatten

Det vil være utrolig givende og befriende at få en højt kvalificeret debat og drøftelse i gang, der giver fagligheden og oplystheden muligheden for at træde frem som den røde tråd. Og fagligheden findes derude i kirkerne. Præster og kirkefunktionærer besidder en høj grad af viden og kompetencer tilegnet gennem solide studier og uddannelser. 

Dertil kommer mange års erfaringer og fortrolighed med at forestå, arbejde og nytænke omkring gudstjenestens liturgi, ritualer, salmer, musik, æstetiske rammer og meget mere, ofte sammen med engagerede menighedsråd. Her er en anledning til og mulighed for at bruge den faglighed og erfaring til at åbne for og viderebringe hele det fundament, som gudstjenesten hviler på, teologi-, kirke- og musikhistorisk.

Trægheden gør sin gode gerning 

Mødet mellem denne faglighed og mange menneskers holdninger, ønsker og spørgsmål til fornyelse og forandringer kan blive en spændende platform for etableringen af den kvalificerede samtale og gensidige lydhørhed om fremtidens gudstjenesteliv og liturgien mellem autorisation og frihed.

Og forhåbentligt vil det blive en del tydeligere, hvorfor faglighed og træghed ofte går hånd i hånd. Det kræver tid at tilegne sig faglighed og viden, og det kræver tid at bruge den. Og i den sammenhæng gør trægheden sin gode gerning.

Hvis man kaster et blik tilbage på, hvad der er foregået af arbejde og forsøg omkring nye gudstjenesteformer og mange andre nye tiltag i folkekirken de seneste 30 år, kan ingen med god ret hævde, at folkekirken udpræget er stilstand. 

Der er mange steder fart over feltet, men trægheden er en god følgesvend, når den signalerer tid til refleksion, fordybelse, samtale og besindelse på fagligheden.

En ganske god modmedicin til flygtighed, overfladiskhed, lette løsninger og en panisk følelse af ikke at følge med tiden.  

Ingrid Bartholin Gramstrup er formand for Organistforeningen