Livet på kirkegården

Graver: Præsten vinder altid fejden om farven på adventskransens bånd

Min kontaktperson elsker at lave hejseværk, så wienerstigen hænger oppe i kapelloftet og er lige til at hejse ned, så den ikke står og fylder. Nu skal adventskransen også have hejseværk, skriver Lone Hage Rasmussen. Foto: Privatfoto

Præsten og jeg er dybt uenige om adventskranse og farven på båndene. Hun trækker liturgisk farve-kortet. Men som min knægt siger, når jeg skælder ham ud: "Det virker ikke på mig", skriver Lone Hage Rasmussen

Der er snart ikke flere krumspring for mig at gøre. Præsten får ret, og jeg får fred. Hun får lilla bånd i adventskransene i Himlingøje og Vråby kirker.

Jeg keder mig, når jeg binder adventskranse. Så fortæller jeg vittigheder: Hvem bringer for resten aviser ud i himlen? De ti bud.

Så griner jeg lidt selv og lader, som om jeg har det sjovt.

Det er kæmpekranse fra sidste år, der skal bindes med gran, meget kedeligt arbejde. Der er ingen bånd, der binder mig, så jeg kan sagtens være glad, men kranse skal åbenbart søles til med store bånd i farver.

Så keder jeg mig endnu mere og siger flere vittigheder for at muntre mig selv op: Hvad kalder man for eksempel en nisse, der arbejder som elektriker? En wattnisse. 

Adventskranse er lokale traditioner og hvert år til stor diskussion

Når kransen er bundet, varmer jeg elefant tråd over et lys, så stearinlysene kan sættes i kransen. Fra stigen skal jeg balancere med kransen for at få den i jernstativet, der hænger ned fra loftet. Hvis ikke jeg får Otto til at hænge den op. Han har ikke højdeskræk, som jeg har.  

Præsten Ida og jeg er dybt uenige om adventskranse og farven på båndene. Hun trækker liturgisk farve-kortet. Men som min knægt siger, når jeg skælder ham ud: "Det virker ikke på mig." Liturgiske farver har, kan jeg røbe, intet med gudstjenester og kirkerummet at gøre. Adventskranse er lokale traditioner og hvert år til stor diskussion. 

I gravernes Facebook-gruppe bliver det diskuteret til hudløshed, hvornår kransen skal ned, hvor mange lys, der bliver tændt hver søndag, og hvilken farve, båndene skal have, hvis der skal bånd i. 

Præsten Ida får sin vilje i år. Hun er nemlig vedholdende, insisterende og ikke til at bide sker med. Menighedsrådet har aldrig adventskranse som punkt på dagsordenen midt i budgetter, personale og arrangementer, så fejden ligger mellem mig og præsten. 

Jeg ved ikke, hvorfor hun vil have lilla bånd, røde passer bedst til Ida. Rød står for ild, blod, kærlighed og Helligånden og symboliserer endvidere lidenskab. Ida er rød, folk forstummer, når hun kommer ind i et rum, alle kigger og venter på at høre hende tale med og være ved hende.

27 kilo wienerstige og et hejseværk

Jeg bliver faktisk lidt i tvivl her. Måske skulle vi skifte bånd? Starte med lilla de første fire søndage og rødt resten af julen. Ida er nemlig mere end rød, hun er også lilla:

Ledertype, mystisk, magisk, magt og luksus, især luksus. Vælger hun sig en kæreste, bliver det en, der forstår at give hende velvære i dagligdagen. Han skal lave lækker mad, tage opvasken og varte op. Sådan en mand gad jeg i øvrigt også godt at have. 

Jeg har bandet og svovlet hvert år, når den 27 kilo tunge wienerstige skulle fra kapellet og ud og bæres op i kirken og stilles op uden at smadre lysekronen. Jeg har virkelig prøvet at forære den stige væk, men forgæves. Min kontaktperson er håndværker og elsker at lave hejseværk, så stigen hænger oppe i kapelloftet nu og er lige til at hejse ned, så den ikke står og fylder. 

Søren elsker som sagt at lave hejseværk, så adventskransen skal også have hejseværk. 

Privat har jeg ikke nogen adventskrans, men jeg gad godt at have et hejseværk.  
 

Graver: Min bil er fuld af skiftetøj, redskaber, planter, madpakker og kaffekopper
Livet på kirkegården For abonnenter på Kirke.dk

Graver: Min bil er fuld af skiftetøj, redskaber, planter, madpakker og kaffekopper

Når jeg kører på arbejde om morgenen, er min største spekulation ikke dagens arbejde, men hvor jeg skal køre hen for at finde mit arbejdstøj, skriver Lone Hage Rasmussen, der kører mange kilometer om året mellem hjemmet og sine to arbejdspladser

Livet på kirkegården

Hver måned skriver Lone Hage Rasmussen om livet på kirkegården. Hun er graver ved Himlingøje og Vråby landsbykirker og kirkegårde. De ligger på Sjælland i Stevns Kommune.

Hun er født i 1979 og voksede op i Stensby – lige før man kører i vandet ved Farøbroerne på Sydsjælland.

Efter som 13-årig at have læst tegneserien Vakse Viggo tegneserie fik hun lyst til at blive anlægsgartner og begyndte på uddannelsen efter folkeskolen. Hun blev færdig som 19-årig.

Efter nogle år som privat ansat blev hun som 26-årig graver på kirkegården. Her regner hun med og håber på at blive altid – på den ene eller den anden måde.

Læs alle klummer i serien