Graver: Jeg vil hellere skuffe, end jeg vil brænde

LIVET PÅ KIRKEGÅRDEN: Den tid, man bruger på gasbrænding, er som at tisse i bukserne. Det varmer kun et øjeblik, skriver Lone Hage Rasmussen, der slider et skuffejern op hvert år og en rive hvert tredje

Fra april til oktober skuffer jeg to til fire gange om måneden kirkegårdene fra en ende af, hvorefter jeg river det hele i en arbejdsgang, 4000 kvadratmeter i alt, skriver Lone Hage Rasmussen.
Fra april til oktober skuffer jeg to til fire gange om måneden kirkegårdene fra en ende af, hvorefter jeg river det hele i en arbejdsgang, 4000 kvadratmeter i alt, skriver Lone Hage Rasmussen. Foto: Privatfoto

Jeg husker TV2 reklamerne fra min barndom: Det nye mirakelmiddel Roundup, som ikke sivede ned i grundvandet. På min læreplads i 90’erne spøgte de nogle gange med, at man også kunne drikke det.

Året var 1997, og vi var i fuld gang med undervisningen på gartnerskolen på Jernbjerggård. Der var flere, der ikke ville have sprøjtecertifikat. I skal undervises i det hele, svarede læreren. Certifikatet kræver efteruddannelse hvert fjerde år, jeg har aldrig fornyet mit.

Denne artikel er en del af dette tema:
Livet på kirkegården
Livet på kirkegården

Vi skulle også lære det nye alternativ, der hed gasbrænding. Planterne skulle blot svides, så ville cellerne sprænges og ukrudtet dø. Det var ret smart, tænkte jeg, indtil der var en der sagde, at så dør alle insekterne, som man rammer, også.

Siden dengang er utallige hække og huse svedet og brændt af utilsigtet, og højt kullet, ukrudt står grimt tilbage. Der er et et-dags AMU-kursus, hvor man blandt andet lærer at skifte slangen, når udløbsdatoen nærmer sig, og dermed forhindre brande, men det er ikke lovpligtigt.

I øvrigt må man ikke bruge kemiske bekæmpelsesmidler på kirkegårdene, og så er det jeg spørger, om gas ikke er kemisk?

Jeg kan skuffe uden at gøre andre mennesker kede af det

I bekendtgørelse om folkekirkens kirkegårde og bygninger i paragraf 18 fra 1992 står, at kemisk ukrudtbekæmpelse ikke må finde sted. Grundet tidspres og nemhed bliver der stadig sprøjtet udenfor murene nogle steder. Sprøjtning, som kunne undgås ved omlægning af arealerne og andre arbejdsmetoder. Kommunalt bestyrede kirkegårdes sprøjtningsregler er fastsat af byrådet.

Jeg er så heldig, at jeg kan skuffe, uden at andre mennesker bliver kede af det. Fra april til oktober skuffer jeg to til fire gange om måneden kirkegårdene fra en ende af, hvorefter jeg river det hele i en arbejdsgang, 4000 kvadratmeter i alt

Jeg er ret kræsen, skuffejernet skal være det gode, gammeldags med træskaft, og hver vinter kommer der nyt blad på. Riven skal være den brede 16-tandsrive, og den holder højest tre år, før den bliver skiftet. Jeg har også en god spade, for der er altid lige noget, der skal graves. Planter, knogler, græskanter – især græskanter, græs er meget arbejdskrævende.  

Grønne erfa-grupper: Den tid, man bruger på at søge viden, er givet godt ud

I flere år boede jeg ved siden af Lyderslev kirkegård på Stevns. Dejlig kirke og by, men sikken en konstant larm fra gasbrænderen. Jeg elsker ro, arbejder bedst alene, men i Lyderslev var der ingen ro. Det var de år jeg fik pseudotvillinger og var meget hjemme.

Gasbrændervognen efterlader grimme spor i gruset, hænderne er ikke fri til lige at stikke det ukrudt, man finder i hækkene, og man kan ikke tale med besøgende. 

Jeg er med i en grøn erfa-gruppe, hvor vi debatterer den slags emner, når vi mødes et par gange om året (samt på mail). Jeg vil opfodre alle til at komme ud og snakke med kolleger og lære af og dele erfaringer. Man er velkommen til at ringe til mig eller søge på ”grøn kirke, erfa-grupper”, hvis man vil være med. Alle er velkomne, også menighedsrådsmedlemmer og andre faggrupper.

Den tid, man bruger på at søge viden, er givet godt ud. Den tid, man bruger på gasbrænding, er som at tisse i bukserne. Det varmer kun et øjeblik.

Det var mine skuffende ord for denne gang.