Livet på kirkegården

Graver: Jeg kan lidt af hvert. Tal hører under kategorien ”lidt”

"Jeg synes, at vores prisliste er uigennemskuelig og uforståelig, selvom jeg arbejder med den til daglig. Så sidder jeg der på mit kontor, nogle gange snakker jeg højt med mig selv om det svære – det er tosset, men så griner vi også begge to af det." Foto: Privatfoto

LIVET PÅ KIRKEGÅRDEN: "Jeg er på kontoret her til morgen. Gravstedsbreve og tilbud på vedligeholdelse skal sendes. Prislisten er ikke nem at forklare de efterladte," skriver Lone Hage Rasmussen

På mit gravsted skal være en afstøbning af mine størrelse 39 højre og venstre fodaftryk, så kan ungerne gå i mine fodspor, når de besøger mig.

Jeg er på kontoret her til morgen. Der er en del, der skal klares, mens det er i frisk hukommelse. Gravstedsbreve og tilbud på vedligeholdelse skal sendes. Prislisten er ikke nem at forklare de efterladte. Den er rodet sat op uden en forklaringsdel og fyldt med forkortelser.

Alle mennesker har ret til en værdig død. Danmark er et kultiveret land med traditioner for at passe godt på de døde, som vi passer på vores medmennesker.

Jeg var faktisk kommet ud og arbejde, da min nye kollega ved en anden kirke ringede og spurgte til priserne. Jeg løber hækkeløb over de tomme gravsteder tilbage til kontoret, sikken et syn. Så står jeg der, halvt inde, halvt ude, hvor telefonforbindelsen er bedst og forklarer:

”Et gravsted koster penge her i Tryggevælde Provsti, uanset om man passer det selv eller ej. Vores takstblad er kostprisreguleret – et skema, vi udfylder og sender ind hvert fjerde år.”

”Vi har ikke noget, der er helt gratis, heller ikke hvis folk passer det selv. Fællesgrav og plader i plæne har obligatorisk vedligeholdelsespris, og gravsteder har obligatorisk hæktakst.”

”Vi har priser med og uden tilskud til folkekirkemedlemmer og for gravning af huller og nedsænkning. Jeg vil sige, at det er ret dyrt, hvis afdøde ikke var medlem.”

”Vi har priser for erhvervelse samt forlængelse og fornyelse. Det er nogle takster, jeg ikke kan forklare. Jeg spurgte vores provstisekretær om det, men hun kunne ikke hjælpe, for hun har travlt, fordi provsten har travlt.

”Og så er der tilvalg som for eksempel blomster og gran, en krans til jul, en fødselsdagsbuket. De elektroniske systemer Brandsoft og Gias er jeg ret god til, men hvad skal nye gravere gøre, når alt er selvlært viden, vi bare skal tilegne os?”

”Vores priser ligger på provstiets hjemmeside og i Brandsoft og Skovbos app, der hedder ”find gravsted”. Jeg bruger den ofte, når jeg står ude på kirkegården, og folk spørger til en pris. Jeg vil anbefale alle at få appen, den er landsdækkende.”

”Vi har ingen hjemmeside hos os, da det er for dyrt. Vi har heller ikke en brochure med gravstedsformer og priser, selvom det havde været smart. Jeg må garanteret godt lave en, men det må blive når jeg får tid.”

Alt det fik jeg forklaret min nye kollega.

Jeg kan lidt af hvert. Tal hører under kategorien ”lidt”. Jeg synes, at vores prisliste er uigennemskuelig og uforståelig, selvom jeg arbejder med den til daglig. Så sidder jeg der på mit kontor, nogle gange snakker jeg højt med mig selv om det svære – det er tosset, men så griner vi også begge to af det.

Døden er ikke smuk, men det må kirkegården gerne være. Sorgen er der, men glæden skimtes, når blomsterne, fuglene, insekterne, sommerfugle, pindsvin, firben og flere hundrede års kultur vælter sanserne omkuld ved besøg på kirkegården.

På mit gravsted skal der være blomster, som folk gerne må betræde – så er der da nogen der går mig i bedene.

 

Graver: Jeg har gjort mig erfaringer med kirkekaffe i mine 15 år som graver
Livet på kirkegården For abonnenter på Kirke.dk

Graver: Jeg har gjort mig erfaringer med kirkekaffe i mine 15 år som graver

LIVET PÅ KIRKEGÅRDEN: Lone Hage Rasmussen elsker en samtale over en god kop kaffe, og kaffe er det første, hun tænker på om morgenen. Hvad kirkekaffen angår er hun mere skeptisk, for den fylder, både i arbejdsdagen og i våbenhuset

Livet på kirkegården

Hver måned skriver Lone Hage Rasmussen om livet på kirkegården. Hun er graver ved Himlingøje og Vråby landsbykirker og kirkegårde. De ligger på Sjælland i Stevns Kommune.

Hun er født i 1979 og voksede op i Stensby – lige før man kører i vandet ved Farøbroerne på Sydsjælland.

Efter som 13-årig at have læst tegneserien Vakse Viggo tegneserie fik hun lyst til at blive anlægsgartner og begyndte på uddannelsen efter folkeskolen. Hun blev færdig som 19-årig.

Efter nogle år som privat ansat blev hun som 26-årig graver på kirkegården. Her regner hun med og håber på at blive altid – på den ene eller den anden måde.

Læs alle klummer i serien