Livet på kirkegården

Hver måned skriver Lone Hage Rasmussen om arbejdet som graver ved Himlingøje og Vråby landsbykirker i Stevns Kommune. Læs flere artikler.

 

Graver: Der er altid noget at fortælle om stedet, når der kommer besøg på kirkegården

LIVET PÅ KIRKEGÅRDEN: Kan jeg lokke folk helt med op i kirketårnet og ind i kirken og fortælle gode historier, har det været en god dag, skriver kirkegårdsgraver Lone Hage Rasmussen, som selv elsker at tage på udflugt til andre kirker

Lone Hage Rasmussen besøger ofte kollegernes kirkegårde. "Tidligere lå det ikke til højrebenet for mig at opsøge folk og komme i snak. Øvelse har gjort mester, så jeg går hen og hilser på personalet. Jeg roser, for der er altid noget at rose for," skriver hun. Foto: Privatfoto

Jeg er vokset, lidt i bredden og mest på selvværdet. Erfaring, aldring og higen efter udvikling betyder, at jeg er gladere, og janteloven og mobning preller nemmere af.

Året har 12 måneder, selvom vinteren føles længere. Otto, min gamle medhjælper, er min turmakker. Ham, der på alle mulige og umulige tidspunkter og dage kører med mig ud. Klokken fem om morgenen en mandag, en onsdag klokken 12, en lørdag klokken 14 – ingen andre kolleger gider køre med mig.

Vi er på det østlige Sjælland, og spørger jeg, om de vil med til Lolland, tror de nærmest jeg siger Holland – afstandsmæssigt er det lige langt i deres hoveder. Vores ture er ikke kun henlagt til sommeren, hele året har naturen noget at byde på.

Gravere har aldrig tid, måske ses vi til erfa-møder, måske ikke. En del kirkegårdspersonale i mit område kender jeg ikke, for de har nok i sig selv eller ikke tid eller lov til at tage på ture. Sådan har jeg da også følt førhen.

Vores lokalafdeling i FAKK (Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte, red.) har arrangeret busture. I efteråret var vi i Jylland og besøge Filip’s Sten- og Billedhuggeri i Horsens samt en planteskole. Hvor var det skønt med en hel dag i hyggens og lærdommens tegn. Mange har mødt hinanden på de obligatoriske kurser i Svendborg, venskaber over hele Danmark opstår, og det er skønt, når man kan hilse på hinanden igen.

Kender vi mon ikke alle det, at der er en kirke og seværdighed i nærheden, vi aldrig har set, mens vi gerne kører 300 kilometer for at se det samme et andet sted?  Mine unger er ikke så kirkebesøgsglade, som jeg er. Mobiltid er teenagernes ven i ventetiden på parkeringspladsen.

Tavs som en østers var jeg i mange år af mit liv – stikken til mig, om jeg kunne snakke. Tom på ord og usikker, det lå ikke til højrebenet for mig at opsøge folk og komme i snak. Øvelse har gjort mester, så jeg går hen og hilser på personalet. Jeg roser, for der er altid noget at rose for.

Når turister kommer til Himlingøje Kirke, hilser jeg gerne først – kigger, om de ønsker kontakt. Der er altid noget at fortælle om stedet. Kan jeg lokke folk helt med op i kirketårnet og ind i kirken og fortælle gode historier, har det været en god dag. Jeg vil gerne tages imod andre steder, det skal folk også, der kommer til mig. Kommer der turister til min anden kirke, Vråby, er det fordi, de er kørt forkert eller er tissetrængende.

Jeg er uddannet anlægsgartner, det er der mange gravere og medhjælpere, der ikke er. En stor rigdom af smede, sygeplejerske, tjenere og så videre går rundt og klipper hække, fordi de elsker faget og den frihed af ansvar for eget arbejde, jobbet giver. Dårligt arbejdsmiljø har jeg prøvet, psykopatlignende adfærd og mobning ødelægger både glæden og arbejdsindsatsen.

Jeg fik selvværd af at blive dygtigere, og er nu bedre til at sige fra og bedre til at behandle andre godt. Hvis vi efterlever princippet om at gøre de dårlige gode, vil vi altid kun have dygtige folk ansat. Selv drømmer jeg om at kunne være kirkesangervikar, fotograf, naturforvalter, leder, kordegn og it-nørd på mit arbejde. Faktisk det, jeg allerede laver – jeg vil bare gerne blive god.

Jeg spiser den bedste mad i madpakken først, så er der altid kun de bedste tilbage. Velbekomme.