”Genopretning” kaldes det i budgettet for Fællesfonden, når der de kommende år bliver tilført ekstra millioner til FUV, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
En genopretning fordrer, at noget er blevet misligholdt, så ordet klinger som en overraskende ligefrem beskrivelse af de sparekrav, som blandt andet FUV har været underlagt de senere år – i form af det anderledes eufemistisk betegnede "omprioriteringsbidrag".
Fællesfonden, hvis budget for 2020 blev offentliggjort den 1. november, er betegnelsen for den del af folkekirkens økonomi, der administreres af Kirkeministeren efter indstilling fra den såkaldte budgetfølgegruppe.
Godt og vel en milliard kroner er der i Fællesfonden. Det er et væsentligt mindre beløb end de 6,5 milliarder, der administreres af de lokale menighedsråds kasser.
Dertil kommer, som formand for Københavns Stiftsråd Inge Lise Pedersen gjorde opmærksom på i Kristeligt Dagblad i torsdags, at mindst halvdelen af Fællesfondens budget er øremærket til at afholde lokale udgifter i form af præste- og provstelønninger og tjenestemandspensioner. Følger man pengene, tegner der sig altså et billede af folkekirken som en udpræget decentral, lokalt forankret institution.
Men selv om pengene i Fællesfonden udgør en relativt lille del af folkekirkens økonomi, er udmøntningen af dens budget et politisk ladet emne. Det er her grænsen mellem stat og kirke markeres i økonomisk henseende.
Set fra Kirkeministeriet (og Finansministeriet) bør de institutioner, der finansieres af Fællesfonden, underlægges de samme spare- og effektiviseringskrav som andre statslige institutioner. Men er folkekirkens institutioner statslige? Og kan pengene i Fællesfonden betragtes som statslige midler?
Blandt biskopperne har der været en stigende utilfredshed med omprioriteringsbidragets krav om årlige besparelser på to procent – krav, som siden 2010 har bragt blandt andet folkekirkens stifter og uddannelsesinstitutioner under pres.
Udtrykket "under pres" er ikke en fortolkning, men stammer fra budgetredegørelsen, hvor det hedder: ”Løsningen af de 16 institutioners kerneopgaver, dvs. driften – institutionernes kerneopgaver – kommer automatisk under pres som følge af det årlige bidrag til omprioriteringsmidlerne.”
I 2019 blev især kirkemusikskolerne tilgodeset med midler fra omprioriteringspuljen. I 2020 er det foruden FUV også de ti stifter, der får penge retur efter en fordelingsnøgle, som den tidligere regering anbefalede tidligere i år med afsæt i den såkaldte stiftsanalyse fra 2017. Alligevel var begejstringen blandt biskopperne til at overskue.
I sin egenskab af formand for FUV var Elof Westergaard glad for det nye budget, som tilfører uddannelses- og videnscenteret 11 millioner kroner fra 2020 til 2022. Mindre glad var han som biskop over Ribe Stift – til trods for, at stifterne faktisk bliver tilgodeset med 16-17 millioner kroner om året fra omprioriteringsmidlerne frem til 2023.
Det, som kunne lyde som en vitaminsindsprøjtning, er imidlertid snarere opretholdelse af status quo, set fra stifternes synspunkt. Beløbet er mindre end de 23 millioner, stifterne havde søgt om, og samtidig bortfalder en række tillægsbevllinger, som stifterne tidligere har fået.
Og efter fire år falder det tilbageførte beløb til 11 millioner om året – samtidig med, at der ingen politiske planer er om at sløjfe omprioriteringsbidraget. Mens regeringen har lovet at fjerne omprioriteringsbidraget fra uddannelsesområdet, vil folkekirkens institutioner – herunder de folkekirkelige uddannelser – således fortsat skulle bløde to procent om året.
Helt overordnet er spørgsmålet, hvorfor toprocents-grønthøsteren siden 2010 har fået lov at køre over de folkekirkelige enge.
Er det rettidig omhu for at sikre en forsvarlig økonomi i en sektor, som staten har et grundlovsfæstet ansvar for? Eller er det et statskirkeligt greb, hvor stifterne betragtes som styrelser under Kirkeministeriet, snarere end som folkekirkens højeste organisatoriske myndighed?