Generalsekretær: Påsken giver trøst og håb i en coronatid

Påskeberetningen viser, at der er stærkere kræfter på spil end dødelige viruspandemier, skriver Kim Hartzner, læge og generalsekretær i Mission Øst

Mennesker har en iboende overlevelsesevne. Vores sunde fornuft påbyder at holde afstand og god hygiejne. Videnskaben opdager hele tiden nye behandlingsmetoder. Og som troende har jeg lov at håbe på, at selv en dødbringende coronavirus kan overvindes, skriver Kim Hartzner
Mennesker har en iboende overlevelsesevne. Vores sunde fornuft påbyder at holde afstand og god hygiejne. Videnskaben opdager hele tiden nye behandlingsmetoder. Og som troende har jeg lov at håbe på, at selv en dødbringende coronavirus kan overvindes, skriver Kim Hartzner Foto: Emil Jakobsen

Den klassiske påskeberetning er aktuel lige nu, hvor coronakrisen hærger verden over. Mennesker lider. Smitten steder sig. Og håbløsheden lurer.

Påskens budskab er, at vi mennesker ikke er glemt. Jesus har været der før os. Han sender os, ligesom han sendte sine første disciple: ”Gå ud i al verden. Forkynd det glade budskab. Helbred de syge. Og uddriv det onde,” sagde han.

Denne artikel er en del af dette tema:
Corona
Corona

Mission Øst modarbejder corona i fem lande

Det er jeg glad for at være med til. Ikke direkte, for Mission Øst er ikke en forkyndende missionsorganisation. Men indirekte. For vi er en handlende hjælpeorganisation.

Vi går ud i al verden og hjælper mennesker. Vi holder dem sunde med oplysning og vand og sæbe til at holde en god hygiejne med. Og lige nu gør vi alt for at standse den onde coronavirus.

Det sker helt konkret i fem lande: Afghanistan, Nepal, Irak, Syrien og Libanon. Vi når 355.000 personer med rent vand, sæbe og hygiejneartikler. Og vi finder de mest sårbare grupper og giver dem fødevarehjælp oveni.

Handling viser ordenes betydning

Mit kald er at hjælpe mennesker i nød. Mere med gerninger end med ord. 

Derfor er jeg glad for at den hjælpeorganisation, jeg leder, kan oplyse mennesker om deres rettigheder, give dem læsefærdigheder, undervise dem i sundhed og hygiejne. Jeg glæder mig over, at vi skaffer vand og mad til titusindvis af mennesker. Og jeg er stolt over at jeg sammen med over 300 medarbejdere nu kan sætte alle sejl til for at smide denne coronavirus på porten.

Det er ikke nemt. Det ved jeg som læge. Det vil tage tid, og det vil kræve en næsten uoverkommelig indsats. Men her inspireres jeg igen af påskeberetningen. Jesus led og døde, ja, men han opstod også på den tredje dag.

Det giver mig håb. Det viser, at der er stærkere kræfter på spil end dødelige viruspandemier. Mennesker har en iboende overlevelsesevne. Vores sunde fornuft påbyder, at holde afstand og god hygiejne. Videnskaben opdager hele tiden nye behandlingsmetoder. Og som troende har jeg lov at håbe på, at selv en dødbringende coronavirus kan overvindes.

God påske!

Kim Hartzner er læge og generalsekretær i Mission Øst