Man kan forestille sig en mand fra Brønderslev, der aldrig har været syd for Limfjorden. Jeg ved ikke, om han findes, men jeg er ret sikker på, at ingen ville sige om ham, at han ”kom godt rundt i landet”. Danmark nord for Limfjorden udgør lidt over 10 procent af landets areal.
I folkekirkens højmesser læses der fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Direkte adspurgt svarer præster, at de mener, at man i gudstjenesten ”kommer godt rundt i Bibelen”. Faktum er, at hvis man går i kirke hver eneste søn- og helligdag i to år, så har man hørt 10-12 procent af Bibelen. Det er ikke meget.
Gudstjeneste er så meget andet end bibellæsning, og det er ikke et kriterium for folkekirkens gudstjenester, at man her kommer godt rundt i Bibelen. Men når udvalget er så begrænset, er det relevant at spørge, om det er de rigtige tekster, der læses? Hvad er det for en kanon-i-kanon, som de bibelske læsninger udgør?
Hvorfor er det for eksempel, at præster og kirkegængere aldrig støder på beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud fra Johannesevangeliet kapitel 8? Hende, der kun undgår stening, fordi Jesus siger, at den, der er uden synd, skal kaste den første sten. Steninger er ikke et overstået kapitel – og forestillingen om det perfekte menneske er mere nærværende end nogensinde. Et evangelium ind i tiden, altså.
De gammeltestamentlige læsninger er en berigelse i gudstjenesten, ja, nødvendige, hvis man vil forstå kristendommen. De giver baggrund for de nytestamentlige tekster samtidig med at de giver stemme til det alment menneskelige. Af gode grunde er udvalget af læsninger fra Det Gamle Testamente naturligvis langt smallere end udvalget fra Det Nye Testamente.
Og her er i særlig grad plads til forbedring.
Dels er der tekster, man savner – af forskellige grunde, men også ud fra et dannelsesaspekt. Det gælder for eksempel beretningen om Josef og centrale elementer af Moses-fortællingen. Man noterer sig, at Ruth er fundet værdig til optagelse i Jesus’ stamtavle, men ikke i de gammeltestamentlige læsninger i folkekirkens gudstjeneste...
Når der læses fra Det Gamle Testamente i gudstjenesten sker det naturligvis på gudstjenestens betingelser
Dels er der tekster, der virker helt sære. Det gælder for eksempel den gammeltestamentlige læsning til 21. søndag efter trinitatis, hvor man får beretningen om aramæerkongens hærfører, Na’aman, der renses for spedalskhed af profeten Elisa (2. Kongebog kapitel 5). Der er også tekster, hvor sammenhængen med de nytestamentlige læsninger og den særlige søndag i kirkeåret fortaber sig.
De fine og relevante læsninger fra Det Gamle Testamente er i overtal, men i momenter er det, som om de gammeltestamentlige læsninger ikke rigtigt er tænkt ind i gudstjenesten og teologien. Måske et levn fra dengang i 1970’erne, hvor det forrige liturgiarbejde i folkekirken tog sin begyndelse?
Det var dengang, man begyndte at arbejde med teksterne og – helt i tråd med den på det tidspunkt dominerende universitetseksegese – mente, at de gammeltestamentlige tekster skulle være i gudstjenesten ”på egne betingelser”. I dag er der næppe mange, der vil abonnere på den begrundelse. Når der læses fra Det Gamle Testamente i gudstjenesten sker det naturligvis på gudstjenestens betingelser.
Så en konkret opfordring til biskopperne: Giv tekstrækkerne et eftersyn som en del af det igangværende liturgiarbejde. Autoriser gerne en tredje tekstrække. Begge dele for at gøre det nemmere at komme ikke bare godt, men bedre rundt i Bibelen i gudstjenesten.