Musikken er med til at stemme gudstjenestens rum. Den er ikke en pyntegenstand, men det der samler os i lovsang, bekendelse, anråbelse og tak. Musikken forkynder, giver klangrum for evangeliet. Og så er musikken også en dør ind til gudstjenesten.
Der er mange, der aldrig var kommet i kirke, hvis det ikke havde været for de kor, der er i kirkerne. Hvad betyder det for gudstjenesten, at korsangen er en dør ind til den, samtidig med at den også er dannende for det liturgiske forløb?
Det spørgsmål, finder vi i Folkekirkens Ungdomskor (FUK), bør have større opmærksomhed i de liturgiske overvejelser og samtaler i denne tid.
Kirkemusikken har ændret og udviklet sig op igennem århundrederne til glæde for vores gudstjenesteliv. Vi er beriget med en stor musikalsk arv i kirken, men vi er ikke kustoder for denne arv. Vi er forpligtede til at holde traditionen i live ved fortsat at arbejde med musikken ud fra en grundlæggende forståelse af musikkens og sangens rolle i gudstjenesten og troslivet.
Hvordan kan kor og menighed blive en enhed?
På den baggrund finder vi i FUK ikke, at der er tale om et enten/eller, som den kirkemusikalske debat i denne tid ellers kunne give indtryk af – enten tradition eller fornyelse. Der er tale om begge dele under ét.
Af det følger, at der ikke er nogen genre eller stil, der kan gøre krav på at være mere kirkelig end andre. Men der er et behov for bevidst at arbejde teologisk og musikalsk med kirkemusikken i samspillet mellem tradition og nutid.
I FUK ønsker vi ikke flere regler for musikken i gudstjenesten, men vi efterspørger en fælles kvalificeret refleksion over musikkens rolle og potentiale. For FUK gælder dette i særlig grad korenes potentiale.
Hvordan inddrages disse kor i liturgien? Hvordan kan samarbejdet styrkes mellem menighedsråd, organist, præst og korleder omkring liturgien? Bliver korene oplevet som en integreret del af menigheden? Og hvis ikke, hvordan kan korsangere og menighed blive en enhed?
I den liturgiske debat, som de liturgiske rapporter har affødt, har der været et særligt fokus på de dogmatiske spørgsmål. Musikken er en del af gudstjenestens forkyndelse, og derfor er de dogmatiske overvejelser også af interesse for den.
Men samtidig minder musikken os om, at gudstjenesten ikke i sig selv er et stykke dogmatik. Den er et møde, en begivenhed med sin egen virkelighed og betydning. Det ville være glædeligt, hvis den liturgiske debat fremadrettet bredte sig mere ud til at se gudstjenesten i sin helhed.
Korsangen er en del af kirkens og gudstjenestens dna
Når menigheden giver sig til kende i gudstjenesten og svarer på det, den har hørt og modtaget i gudstjenesten, gør den det med sang i kor. At være folkekirke er dermed på mange måder at være syngende.
Blandt de syngende er der nogle, der træder frem. Det gør de som ansatte kirkesangere eller som medlemmer af et børne-, unge-, eller voksenkor. De støtter salmesangen og føjer til gudstjenestens opbyggelse, glæde og skønhed.
Kropsligt er de med til at blæse ånde i liturgien med vejrtrækningens ind- og udånding (in/ex-spiration), ligesom de understøtter gudstjenestens puls, der gør det muligt at mødes i et fælles ”amen”. Og så er korene i sig selv eksempler på udlevet fællesskab, hvorved de ansporer også til andre fællesskaber i menigheden.
I FUK oplever vi, at korene er en livsnerve for kirkeliv og gudstjenesteliv. Korene bør derfor have en fremtrædende plads også i det liturgiske arbejde.
Der er mere på færde end at afgøre, hvorvidt salmerne er sat for højt eller lavt og om man er for eller imod brug af andre instrumenter end orglet.
Korsangen er en del af kirkens og gudstjenestens dna. Ved at styrke korsangen og tænke den ind i liturgiens helhed, styrker vi gudstjenesten og i det hele taget menighedslivet.
Christiane Gammeltoft-Hansen er formand for FUK og præst i Lindevang Kirke i København. Høringssvaret er afgivet på vegne af bestyrelsen.