FrikirkeNet: Det er svært at samarbejde og stå fast på samme tid

DEBAT: Flere og flere kirker samarbejder med kommunale aktører, men samarbejdet giver en udfordring, hvis kirken skal lægge låg på forkyndelsen - for så mister den sit særpræg, skriver Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet

"Jeg tror på samarbejde, men samarbejdet kræver en gensidig respekt. Vi respekterer nogle grænser for, hvordan vi kan udtrykke os, og vores samarbejdspartnere må respektere, at vi netop er kirke, drevet og motiveret af troen på Guds kærlighed". Det skriver Mikael Wandt Laursen om kirkens kommunale samarbejde
"Jeg tror på samarbejde, men samarbejdet kræver en gensidig respekt. Vi respekterer nogle grænser for, hvordan vi kan udtrykke os, og vores samarbejdspartnere må respektere, at vi netop er kirke, drevet og motiveret af troen på Guds kærlighed". Det skriver Mikael Wandt Laursen om kirkens kommunale samarbejde Foto: Kåre Gade

Der er en støt stigende kurve i samarbejdet mellem kirker og kommunale aktører på det sociale område. Men i glæden og benovelsen over den legalitet, som samarbejdet indebærer, skal kirken passe på, at den ikke lider den samme tort, som er overgået en lang række tidligere kristne initiativer, hvor kristendommen stille og roligt erstattes af sekulær humanisme. For tiden kalder ikke kun på samarbejde. Tiden kalder også på en kirke, der kan stå fast og være en tydelig kristen stemme. 

I både fri- og folkekirkeverdenen er det glædeligt at opleve, at den kommunale berøringsangst er borte. Velfærdsstatens udfordringer har åbnet kommunale aktørers øjne for den sociale ressource, som det kirkelige landskab byder på.

Derfor skyder forskellige projekter op rundt omkring i landet, hvor borgere møder kirken som en stærk social spiller, hvor det enkelte menneske mødes med en respekt og værdi, fordi vi alle er skabt i Guds billede. Den kirkelige aktør kan ofte noget helt særligt i forhold til de udstødte. Dels gør det stærke kristne menneskesyn sin virkning, dels er der ofte et levende fællesskab omkring projektet, og dels gør det en forskel, når den socialt udsatte møder et frivilligt menneske, der faktisk vil bruge af sin tid på den udsatte uden at få en krone for det. Det fostrer tillid og åbner den udsattes øjne for, at der måske er håb.

Det er en udfordring at sondre mellem socialt arbejde og forkyndelse

Det kunne derfor ligne en win-win, når kommunen går i samarbejde med disse projekter på den ene eller anden måde. Udfordringen er dog, at kommunen er nødt til at betinge sig, at projektet ikke er forkyndende. For naturligvis kan borgernes skattepenge ikke gå til forkyndende projekter.

Den sondring har flere kirker forstået, og de laver en klar linje imellem, hvornår det er et socialt projekt, og hvornår det bliver kirkeligt. Alt sammen forståeligt, men der er også et stor ”men”.

For sondringen mellem det sociale arbejde og det kirkelige/forkyndende er egentlig ikke en naturlig sondring i det kristne verdensbillede. ”Prædik evangeliet, brug ord om nødvendigt,” som Frans af Assisi udtrykte det. I den forstand er det ligeså meget forkyndelse, når jeg giver en hjemløs et glas vand, som når jeg står på talerstolen.

Forkyndelse i ord og handling

Kirken har altid forkyndt evangeliet i ord og handling. Det må naturligvis aldrig være forkyndelse med tvang eller manipulation, men i handling og nogle gange ord forkynder den de gode nyheder, at Kristus er kommet til jorden, og i troen på ham findes der håb og liv for hvert eneste menneske.

Hvis vi lægger låg på den forkyndelse, så mister vi noget af det, som er selve vores drivkraft og særpræg. Det er troen på Guds kærlighed og menneskets værdi, der driver os, og hvis vi skal gemme det alt for meget væk, så saver vi den gren over, vi selv sidder på.

Dermed bliver motivationen stille og roligt erstattet af støttepenge fra det offentlige, ildsjælene glider ud, og tilbage står et aftryk af noget, der engang satte både hjerte og suppekøkkener i brand, men nu mest fungerer på baggrund af penge fra det offentlige.

Kirken skal have respekt for sig selv

Jeg tror på samarbejde, men samarbejdet kræver en gensidig respekt. Vi respekterer nogle grænser for, hvordan vi kan udtrykke os, og vores samarbejdspartnere må respektere, at vi netop er kirke, drevet og motiveret af troen på Guds kærlighed.

I det spændingsfelt skal der findes nogle gode løsninger, der helt sikkert varierer. Nogle gange må vi fravælge offentlige støttekroner, fordi prisen bliver for høj, og andre gange må det offentlige forsvare samarbejdet med én trosretning fremfor en anden, fordi der bare ganske enkelt er opbygget en tillid til, at dette samarbejde med en given kirke fungerer rigtig godt.

Men måske er én af de største udfordringer, at vi skal respektere os selv. At vi i samspillet med andre aktører aldrig mister fodfæstet i, hvad vi er kaldet til. At vi modigt tør stå ved, at vi er kirke, kaldet til at forkynde Kristus i handling og i ord.

For ironisk nok, så er det sådan en kirke, som tiden også efterspørger. En kirke, der ikke lader sig diktere af tidsåndens bud, men tør være en stemme, der repræsenterer evighedens pejlemærker midt i livets lille horisont.

Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i FrikirkeNet.