Folkekirken rummer en uendelig rigdom af væsentlige og umistelige budskaber, historiske værdier og kulturelle skatte. Disse værdier skal vi forkynde, påskønne og bevare. Derimod må vi efterhånden kunne indse, at debatten for og imod rytmisk musik i kirken omsider har nået pensionsalderen, og at den for længst er ophørt med at skabe frugtbare og nødvendige samtaler.
Vi må videre. Det har kirkens budskab, menighederne og kirkemusikken fortjent.
Debatten har igennem årtierne, og særdeles jævnligt, raset i Kristeligt Dagblads spalter, diverse kirkelige organisationer, i teologiske og kirkemusikalske fagmiljøer, og i ethvert sogn i Danmark.
Argumentationen er forudsigelig, hyppigt gentaget og helt og aldeles fastlåst. Debatten næres og fastholdes af lige dele følelsesladede og useriøse stråmandsargumenter og fordomme.
Debatten kan i korthed beskrives som en ophedet og primitiv diskussion om modsætningen imellem den guldrandede men kedelige tradition, og den sprudlende og levende samtidsmusik. Modsætningen er kunstig og helt urimeligt forsimplet, og tager ikke den årtusindlange forædlingsproces som traditionen rummer alvorligt, og overser helt konsekvent udviklingen i den nyere kompositoriske kirkemusik.
“Klassisk og rytmisk” er nedslidte genrebetegnelser
Samtidig overbetones markant betydningen af den rytmisk inspirerede kirkemusik, og ikke mindst udelades det faktum, at rytmisk kirkemusik for længst er blevet en etableret del af den kirkelige hverdag, og at den i høj grad præger både gudstjenestemusikken og kirkernes koncertliv.
Man bliver ikke hverken klog, fordybet eller udtryksfuld blot ved at benytte sig af betegnelsen klassisk musiker, ligesom man ikke bliver hverken progressiv, fornyende eller bare det mindste fræk ved at kalde sig rytmisk musiker
For at komme videre, er det nødvendigt at vi forholder os mere kritisk til de to gamle og ganske nedslidte genrebetegnelser “klassisk og rytmisk”.
At føre en debat ud fra den idé, at al musik kan beskrives i to overordnede genrebetegnelser, er afkortet og unuanceret. De har altid været misvisende og indskrænkende, men nu er de færdige, opbrugte, fordummende og unyttige. Man bliver ikke hverken klog, fordybet eller udtryksfuld blot ved at benytte sig af betegnelsen klassisk musiker, ligesom man ikke bliver hverken progressiv, fornyende eller bare det mindste fræk ved at kalde sig rytmisk musiker.
Hvis man vil tages alvorligt og håbe og insistere på, at det, man foretager sig, skal betyde noget for andre end en selv, må man først og fremmest gøre sig umage, og ved stadig og seriøs afprøvning af egne kunstneriske muligheder og begrænsninger, søge efter, og måske lære at udtrykke sig på en vedkommende og væsentlig måde.
Fornyelse og forandring er ikke det samme
Der tales i det hele taget meget om fornyelse i folkekirken. Det har man vel altid gjort, og de seneste 60 år er ingen undtagelse, men i den største del af tiden har man talt om begrebet på en meget overfladisk, uforpligtende og undertiden lidt forkælet måde.
Mange forveksler fornyelse og forandring med hinanden, men de to begreber er kun på overfladen beslægtede og er egentlig to vidt forskellige ting.
Fornyelse er krævende og forudsætter et dybtgående og lidenskabeligt kendskab til det, man ønsker at ændre, og evnen og viljen til at foretage uhyre præcise til- og fravalg. Forandring er noget ganske andet, og består af valg imellem eksisterende muligheder, som man så kan sammensætte på nye måder, men som ikke betyder nogen egentlig fornyelse.
Fornyelse kræver substans, og hvis du ønsker at forny noget, er det en livsopgave der kræver alle dine evner, al din kunnen og alt dit mod, og du må risikere at blive forkastet og afvist. Fornyelse er ikke blot at vælge mellem eksisterende muligheder, men at skabe andre. Fornyelse kræver at du kan arbejde, insistere og fastholde, og at du kan blive ved med at tro på, at det, du forestiller dig, er væsentligt, nødvendigt og vigtigt.
Jeg håber, at nogle af disse betydningstømte og unyttige debatter om overfladiske emner efterhånden vil forstumme. Jeg tror på at mange folkekirkelige debatter og tiltag i de kommende år vil handle langt mere om refleksion, besindelse og eftertænksomhed, og endda noget så spændende som alvor, substans og kvalitet.
Det ser jeg meget frem til. Det har folkekirken, dens budskab, menighederne og kirkemusikken fortjent.
Mikkel Andreassen er organist ved Vor Frelsers Kirke, Esbjerg, komponist og adjunkt på Syddansk Musikkonservatorium