Forslag: Lad kirkegården være ramme om begravelser – også efter pandemien

DEBAT: Kirkegården har før spillet en større rolle ved begravelser end i dag. Det er værd at overveje udendørs begravelser, ikke kun under coronakrisen, men også fremover, mener tidligere formand for Foreningen for Kirkegårdskultur

Det er værd at overveje, om ikke kirkegården i højere grad kunne blive et sted for afskeden og sorgen, ikke mindst i disse tider, hvor pandemien sætter nye udfordringer, blandt andet afstandskrav, op for præster og ansatte ved kirker og kirkegårde, foreslår Leif Arffmann. Foto: Kåre Gade

Efter regeringens påbud i marts måned om ikke at samles mere end 10 personer, hvad enten det er indendørs eller udendørs, har det været diskuteret, hvordan vi i folkekirken skulle forholde os til begravelser og bisættelser. 

Der er udstykket retningslinjer, om hvor mange mennesker, der må være i en kirke, målt efter kirkens størrelse. Senest har det vist sig, at der udendørs ikke gælder de samme restriktioner som indendørs. Der skulle en muslimsk begravelse på Aarhus Vestre Kirkegård til at vise, at de gældende regler ikke har været forstået til fulde.

Opdaterede retningslinjer for begravelsesfølger på kirkegården

Kirkeministeriet har den 13. maj opdateret de retningslinjer, der under coronaepidemien er gældende for bisættelser og begravelser. Tidligere nævnte afsnittet om begravelser ikke den del af handlingen, som foregår på kirkegården. Nu fremgår det, at:

"En del af bisættelsen eller begravelsen foregår på kirkegården, når kisten efter ceremonien i kirken eller kapellet enten kører afsted i rustvognen eller sænkes ned i gravstedet efterfulgt af jordpåkastelsen. Her kan de personer, der har deltaget i kirken, naturligvis deltage, men der vil også være mulighed for, at andre personer slutter sig til følget som en del af begravelsen eller bisættelsen på kirkegården. Det bemærkes i den forbindelse, at reglen om, at der maksimalt må tillades adgang for en person pr. fire kvadratmeter gulvareal ikke gælder udendørs. Det anbefales, at alle er opmærksomme på at holde afstand i overensstemmelse med anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne."

Kilde: folkekirkenspersonale.dk (Q2)

Derfor er det værd at overveje: Er det muligt at holde begravelsen udendørs? 

Emnet kan belyses, hvis vi ser tilbage i den danske kirkes historie.

I Kirkeordinansen fra 1537 og 1539 siges det, at den døde skal bæres til graven, og når de, der bærer og følget er kommet dertil, lægges den døde med det samme ned i graven, og der kastes jord på. Dette kan forstås både som jordpåkastelsesritualet og gravkastningen. 

Er der tale om en begravelse i en større by med skole, synges der både før og efter, for det havde man eleverne til. Når det er sket, hvis han har tid og er bedt om det, holder præsten en kort tale. Til sidst falder alle på knæ og beder Fadervor.

Det er værd at lægge mærke til, at det overhovedet ikke nævnes, at man går ind i kirken, men vejret var måske bedre dengang. Det er også værd at lægge mærke til, at præstens tale eller ligprædiken ikke nødvendigvis er en del af ritualet. 

Dette peger frem på bestemmelserne i de følgende århundreder, hvor det det slås fast, at præsterne skal foretage jordpåkastelsen uden vederlag, men kan opkræve et honorar for en ligprædiken. 

I Danske Lov og Kirkeritualet sættes dette mere i system, idet det hedder, at de pårørende skal henvende sig til præsten og bede denne om at foretage jordpåkastelse, idet de samtidig kan bede om en ligprædiken. 

Når liget kommer til graven, sættes liget ned i graven, og derefter foretager ingen sig noget, før præsten kommer til stede og kaster tre skovlfulde jord på den døde og siger jordpåkastelsesordene. 

Det fremgår, at dette kan ske på et andet tidspunkt i forhold til selv gravsætningen. Det hænger sammen med, at præsterne på landet ikke altid kunne komme frem indenfor en rimelig tidsfrist. Liget stod så i graven, indtil præsten kom til stede. 

Det nævnes i Danske Lov, at ligprædikenen holdes fra prædikestolen, idet man således går ind i kirken, efter at begravelsen, og dermed jordpåkastelsen, er afsluttet på kirkegården. 

Der er således tale om, at kirkegården tidligere har spillet en større rolle ved begravelserne, end tilfældet er i dag

Danske Lov tager imidlertid også fat på situationen med epidemi. For det hedder: 

”Udi Pest og smitsomme Sygers Tider skulle de i Kirken giøre kort og kun half saa lang Ligprædiken som ellers, og paa Kirkegaarden i Stædet for Ligprædiken alene giøre een kort Formaning, eller læse een Bøn og Herrens Bøn, og derudi med de hosværende Gud om Sygdommens Formildelse og anden Nødtørft paakalde”. 

Den døde kommer efterhånden ind i kirken, rent bortset fra de velhavende, der, indtil det blev forbudt i 1805, lod sig direkte begrave derinde. Men i et aldrig autoriseret ritualforslag fra 1839 nævner J.P. Mynster, at begravelsen, og dermed talen, kunne finde sted på kirkegården, i ”sørgehuset” eller eventuelt i kirken. 

Der er således tale om, at kirkegården tidligere har spillet en større rolle ved begravelserne, end tilfældet er i dag. Der er mange grunde til, at forholdene har ændret sig. 

Men det var måske værd at overveje, om ikke kirkegården i højere grad kunne blive et sted for afskeden og sorgen, ikke mindst i disse tider, hvor pandemien sætter nye udfordringer, blandt andet afstandskrav, op for præster og ansatte ved kirker og kirkegårde. 

Vi er nu i foråret og nærmer os sommeren, hvilket gør det muligt at lade begravelsen eller bisættelsen foregå på kirkegården. Kirkegården som stedet for begravelsen kan med fuld ret tænkes ind i den nuværende coronatilværelse, men med lige så stor ret kunne dette ske i de uger, måneder og uger, der følger efter. 

Leif Arffmann er tidligere formand for Foreningen for Kirkegårdskultur