Formand: Intet fælles syn på valgmenigheder i Indre Mission

Valgmenighedsloven fylder 150 år, men først de seneste 30 år er dannet indremissionske valgmenigheder. Og Indre Mission har stadig ikke ét syn på valgmenigheder, skriver formand og valgmenighedspræst Hans-Ole Bækgaard.

Det er først i løbet af de seneste tredive år, at der er dannet valgmenigheder i det folkekirkelige vækkelsesmiljø. Og en formel tilknytning til Indre Mission blev først muligt i 2009

Fra lovens første tid

Vilhelm Beck hilste den kirkelige frihedslovgivning velkommen. Mulighe­den for sognebånds­løsning (1855) støttede han og tog selv imod mange sognebånds­løsere, idet han fandt, at troende mennesker ikke burde gå til gudstjeneste hos en vantro præst, men i stedet søge til en troende præst.

Siden 1990 har det været tydeligt, at det danske kirkebillede er skiftet. Årsager hertil er mange, og der er af åndelige og teologiske grunde ikke altid længere den selvfølge til stede, at missionsfolk knytter til ved den lokale sognekirke

Han var heller ikke imod valgmenighedsloven (1868), men kunne dog ikke tillægge sagen særlig betydning. Loven kunne efter hans opfattelse hverken fremme eller hindre åndeligt liv og måtte ikke blive anledning til splid imellem de troende. Vel kunne også valgmenig­heds­ord­ningen misbruges til at undgå en ellers god præst, men bortset herfra var det en god ordning.

Vilhelm Beck opfattede valgmenighedsloven som en naturlig udvidelse af sognebåndsløsningen, nødvendig på egne, hvor der var langt til en troende præst. Af økonomiske grunde mente han dog ikke, at valgmenigheds­dan­nelse var en særlig relevant udvej for Indre Missions overvejende fattige venner. Tankerne om en valgmenighed i København blev hurtigt videreført i Kirkefondets regi, for eksempel Brorsonkirken.

Fokus på det sognekirkelige

Fra 1900-tallets begyndelse skete der i Indre Mission en storstilet lokal organisering af arbejdet med henblik på at blive mere synlig i kirkebilledet og dermed berettiget til at blive tilkendt kirkepolitisk indflydelse.

Årsagen skal særligt findes i loven om menighedsråd (1903). Nogle IM-samfund tog initiativ til dannelse valgmenigheder. Til at begynde med var flere i hovedbestyrelsen positive, men undervejs blev flere usikre på, om tiden var inde til disse skridt og arbejde for ordningen.

Andre argumenterede for en udtræden af folkekirken, da den nu åbenbart ville blive overtaget af det vantro flertal i demokratiets ånd. I stedet ville man danne frikirke, som man så forberedte i Indre Missions landsdækkende samfundsarbejde og netværk og i menig­hedssamfundene i København. Særligt præsterne kunne tale for dette, men ikke så meget lægfolket og det store IM-bagland.

I stedet begyndte man at engagere sig lokalt med valglister, og det lykkedes, tilskyndet af hovedbestyrelsen, at få et overraskende godt valg, så man stod stærkt i kirken.

Fortsat forankring i det folkekirkelige

Denne forhistorie gav en form for kirkelig arbejdsro i Indre Mission, som dermed forblev en bevægelse i folkekirken, der vækstede på flere fronter i det 20. århundrede og blev et vidtforgrenet arbejde – samtidig med at man havde fokus på en lokal sognekirkelig forankring.

Siden 1990 har det været tydeligt, at det danske kirkebillede er skiftet. Årsager hertil er mange, og der er af åndelige og teologiske grunde ikke altid længere den selvfølge til stede, at missionsfolk knytter til ved den lokale sognekirke.

I disse årtier har de folkekirkelige frihedsordninger været anvendt. Flere er sognebåndsløsere. Den såkaldte ”tilkaldeordning” har været anvendt nogle steder, dog ikke så meget i de senere år. I sognekirke-regi i større byer er der opstået tendens til ”profil-menigheder” (ikke kun med IM-observans), som et stykke på vej i praksis fungerer som en slags valgmenighed.

I nogle byer og områder har man været i proces med at danne en valgmenighed som den mest farbare menighedsmodel. Siden 2009 har fire menigheder tilknyttet sig Indre Mission: Vestsjællands valgmenighed, Thisted Bykirke, Bykirken i Favrskov og Aarhus Bykirke. Derudover er der et par andre valgmenigheder i samme kirkemiljø uden formel tilknytning til Indre Mission.

Den aktuelle lokale kirkesituation er forskellig rundt om i landet. Derfor er der heller ikke et fælles syn på valgmenigheder i Indre Mission.

I de sidste ti år er der bevidst blevet vejledt sådan, at hvor man har ønsket at danne valgmenighed, må det om muligt ikke splitte det lokale IM-fællesskab. De fire nævnte valgmenigheder har alle lejet sig ind i et missionshus, og det er lykkedes at finde en vej, hvor der både fortsat er et selvstændigt IM-fællesskab og en menighed i samme bygning.

Det har været vigtigt at opøve en kultur med respekt for hinandens forskellige kirkevalg og at se muligheder i at nå flere med evangeliet – frem for begrænsninger i missionsarbejdet.

Det er mit indtryk, at IM-tilknyttede valgmenigheder søger at være en kirke i ”tradition og fornyelse”. På den måde er de et interessant indspil i de for tiden liturgiske overvejelser i folkekirken og kan byde ind med erfaringer for at finde vej mellem ansvar-frihed i eksempelvis gudstjenesteform.