Analyse

Folkekirken slap – næsten – uberørt gennem de vaklende institutioners årti

Steen Andersen og Stig Elling (til højre) var det første par af samme køn, der blev viet i folkekirken – den 15 juni 2012 i Frederiksberg Kirke. Indførelsen af homovielser fik antallet af udmeldelser til at stige fra de gennemsnitlige cirka 3400 til 6348 i andet kvartal af 2012. Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Folkekirken står som institution overraskende stærkt ved indgangen til 2020, men forude tårner en demografisk udfordring sig op

2010'erne blev de vaklende institutioners årti. På den globale scene det arabiske forår, Trump, Brexit og et svækket NATO. I Danmark postvæsenets kollaps, Skats fallitspil, bankernes kriminelle deroute, rundbarberingen af DR og senest, ved årtiets slutning, en sand syndflod af bedrageri og korruption i den offentlige sektor.

I det lys kan det undre, at folkekirken som institution er sluppet nærmest uberørt gennem årtiet. På tærsklen i 2010'erne – med Grosbøllsagen og religionsforskrækkelse i bagagen og udsigt til et opgør om homovielser – forekom det ikke usandsynligt, at forbindelsen mellem stat og kirke kunne blive opløst inden årtiets udgang. 

Men tværtimod er folkekirken på det institutionelle niveau blevet opgraderet med et logo, en veldrevet hjemmeside og professionelle kommunikationsafdelinger i de fleste stifter. Og det lykkedes ikke at skaffe politisk flertal for en reform af folkekirkens styre i 2014, hvorfor den strukturelle uro i folkekirken fortsat begrænser sig til lavintensive magtkampe mellem ministerium, stifter og menighedsrådsforening. 

Derfor er det grundlæggende same procedure as last year, når folkekirken tager hul på det nye årti. Til nogles ærgrelse og andres udbredte tilfredshed.

Det betyder ikke, at turen gennem 2010'erne har været uden udfordringer for folkekirken. Bruger man kurven over udmeldelser som seismograf, har der været to moderat kraftige jordskælv. 

Det første kom i forbindelse med indførelsen af homovielser i 2012. Nogle meldte sig ud og dannede frimenigheder i protest mod den nye lov, andre meldte sig ud i protest mod de præster, der protesterede mod loven. Det er aldrig blevet kortlagt, hvordan udmeldelserne fordelte sig mellem de to motiver – eller nok så vigtigt, hvordan det havde set ud, hvis folkekirken ikke havde fået mulighed for at vie par af samme køn. 

Uanset, hvad man teologisk måtte mene om homovielser, er det svært at forestille sig, at en folkekirke, som ved indgangen til 2020 stadig sagde nej til vielse af par af samme køn, ikke – som institution betragtet – ville stå stærkt svækket i den folkelige bevidsthed.

Den anden rystelse kom i 2016, da en lille, lokal kampagne fra Ateistisk Selskab fik så omfattende pressedækning, at den medførte udmeldelser i et omfang, der kom helt bag på folkekirken (og formentlig også på Ateistisk Selskab). Effekten var forbigående, men voldsom nok til at kalde på selvransagelse, også i de traditionelt selvtilfredse egne af det folkekirkelige landskab. Det fik en lettere panikagtigt kreativitet til at blomstre i form af lokale dåbskampagner og ikke mindst Vesterbro-opfindelsen drop-in-dåb, som på tværs af teologiske skel har bredt sig til kirker over hele landet.

Sammen med populære satsninger som babysalmesang og sorggrupper har det medvirket til at sikre det folkelige fundament under folkekirken. På markedets snarere end på institutionens betingelser, kan man mene. Men man skal ikke være blind for, at der også er en anden forklaring på, at kirkerne for eksempel til jul er proppet med mennesker: Det urolige årti har fået flere til at længes efter stærke institutioner. Med de store flygtninge- og migrantstrømme, terrorangrebene i Europas hovedstæder og den stadigt mere omsiggribende identitetspolitik som baggrund fremstår folkekirken som en traditionernes trygge havn – også for danskere, der ikke opfatter sig selv som troende. 

Ser man på de kristne trossamfund uden for folkekirken, så er den katolske kirke i Danmark sluppet for de overgrebsskandaler, der gennem 2010'erne har rystet kirken andre steder i verden. Indvandring har betydet en støt tilgang af danske katolikker, så medlemstallet nu er oppe på 50.000. Og selv om kun få af dem betaler kirkeskat, står den katolske kirke – efter omstrukturering, salg af ejendomme og ansættelse af en fundraiser – relativt stærk ved indgangen til 2020.

Det samme gælder frikirkerne. Selv om baptisterne og andre af de gamle frikirker er udfordrede, så kommer der nye menigheder til, og paraplyorganisation FrikirkeNet skønner, at omkring 50.000 går regelmæssigt i kirke i en frikirke. FrikirkeNet har også antaget institutionelle træk: Man har ansat en generalsekretær, indført retningslinjer, der skal holde brådne kar ude, og vil gerne samarbejde med både andre kirker og kommunale myndigheder. 

Men trods den tilsyneladende opbakning er det vanskeligt at være ubetinget optimist på de danske kirkers vegne. Forude tårner en demografisk udfordring sig op. For folkekirkens vedkommende er tilstrømningen af nye medlemmer alt for beskeden til at opveje den voksende del af befolkningen, der ikke medlemmer af folkekirken (og som for langt den største dels vedkommende heller ikke er medlem af andre kristne kirkesamfund).

Fra 2010 til 2019 er folkekirkens medlemsprocent faldet med 6,2 procentpoint. Folkekirken kan vælge at lune sig ved, at det er gået værre i Norge og Sverige, hvor medlemsprocenten af de nationale kirker er faldet med henholdsvis 8,2 og 12,3 procentpoint, endda allerede fra 2010 til 2018, som er de senest tilgængelige tal. 

Men det er nok mere klarsynet at sammenligne med sig selv: I forrige årti, fra 2000 til 2009, faldt folkekirkens medlemsprocent nemlig kun med 3,6 procentpoint. Der er altså ikke tale om et støt, men et accellererende fald, som, hvis det fortsætter, vil påføre institutionen folkekirken et alvorligt muskelsvind op igennem 2020'erne. 

Derfor er det store spørgsmål ved tærsklen til det nye årti: Er det overhovedet muligt for folkekirken at vende udviklingen og nå de stadigt flere danskere – nye som gamle – der lever udmærket uden dåbsattest, kirkeskat og traditionsbevarende institutioner?