Folkekirken har fået en ny digitaliseringsstrategi – og andre historier fra ugen, der gik

Få overblik over nogle af de historier, vi ikke nåede at skrive om på Kirke.dk i sidste uge, blandt andet folkekirkens nye digitaliseringsstrategi, den fremtidige finansiering af "Kirke på Landet" og et kursus om et sprængfarligt emne

Folkekirkens og Kirkeministeriets nye digitaliseringsstrategi er udformet i dialog med folkekirkelige repræsentanter og interessenter gennem samtaler og møder i hele landet. På billedet en workshop på en digitaliseringskonference i 2018.
Folkekirkens og Kirkeministeriets nye digitaliseringsstrategi er udformet i dialog med folkekirkelige repræsentanter og interessenter gennem samtaler og møder i hele landet. På billedet en workshop på en digitaliseringskonference i 2018. Foto: Kåre Gade

Denne mandags nyhedsbrev er lidt anderledes end sædvanligt. Vi arbejder med at udvikle nye formater, der kan supplere vores nyhedsanalyser, skabe variation og give bedre overblik over, hvad der rører sig i dansk kirkeliv.

I dag har vi valgt at samle op på nogle af de mange historier, vi ikke nåede at skrive om på Kirke.dk i sidste uge. Og nederst på siden finder du links til yderligere en samling lokale kirkenyheder fra andre medier.

God fornøjelse!
 

Folkekirken har fået en ny digitaliseringsstrategi

Strategien for 2020-2025 har fire pejlemærker, som har det til fælles, at de begynder med stort S og er vanskelige at have noget imod: Service, Samarbejde, Synlighed og Sikkerhed.

Strategien er udarbejdet af folkekirkens It-Følgegruppe, blandt andet på baggrund af to konferencer og kaffemøder med brugerne.

Den nye strategi afløser strategien for 2016-2020, der bestod af hele syv pejlemærker. Hvis nogen skulle have glemt dem, hed de: 1) Folkekirken og folket, 2) Folkekirkens tilstedeværelse overalt, 3) Rummelighed og frihed, 4) 2200 menigheder - en folkekirke, 5) Præstens uafhængighed, 6) Demokratisk legitimitet og 7) Nært forhold mellem staten og folkekirken. 

Den særligt interesserede kan se alle tidligere it-strategier fra Folkekirkens It her. 


FUV piller ved tændsatsen i sprængfarligt politisk emne

“Teologi og menneskerettigheder. Hvor sidder tændsatsen i denne sammenstilling?” spørger Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) – og inviterer til at lede efter den på et kursus i slutningen af april.

“Nogle teologer mener, at kristendommen har opfundet menneskerettighederne, andre betragter menneskerettighederne som religiøs afgudsdyrkelse,” siger Hans Vium Mikkelsen, rektor for FUV, til Kirke.dk. 

“I en tid, hvor mange taler om teologiens offentlighedsdimension, er det interessant at undersøge forholdet mellem teologi og menneskerettigheder – og hvorfor det er så sprængfarligt.”

“Det er også interessant, at menneskerettighederne er under pres i en tid med en krænkelseskultur, hvor særgrupper kræver særrettigheder. Hvordan får vi skabt en fælles forståelse af forholdet mellem individ og fællesskab?”

Kurset er ikke kun for præster, men også for jurister, ngo’er og andre interesserede.


Hvad kommer projekt “Kirken på Landet” til at koste i fremtiden?

Det fireårige projekt “Kirken på Landet” under FUV er afsluttet og overdraget til et netværk. Men netværkets opgave er uklar, skriver professor emeritus Viggo Mortensen i Kristeligt Dagblad:

“Det hedder sig, at de skal bære den indsamlede viden ud i verden og pege på muligheder og udfordringer for fremtidens kirkelige liv i landdistrikterne, men ikke noget om, hvordan det skal gøres, bortset fra at de skal mødes en gang om året i Løgumkloster.”

“Hvor kan man komme til at se budgettet for dette?” spurgte sognepræst Merete Bøye på Facebook, og så blev Kirke.dk pinget i kommentartråden.

Vi har beredvilligt undersøgt sagen, og svaret er, at der ikke er noget budget. Fremover er det de enkelte stifter, der skal betale, hvad de måtte ønske at investere i sagen, for eksempel ved at en præst og provst bruger arbejdstid i netværket. 

FUV har dog tilbudt at huse den årlige konference i Løgumkloster og stiller desuden en medarbejder til rådighed for Landdistrikternes Fællesråd i seks-otte uger om året. Medarbejderen skal bidrage med folkekirkelig viden til den digitale vidensbank, som fællesrådet står for.
 

Hvor meget tjener en kirketjener? Og hvad får hendes fagforeningsformand?

Resultaterne af OK18, overenskomstsforhandlingerne på det offentlige område, som for to år siden truede med at lægge folkekirken øde, er nu underskrevet og offentliggjort.

Landsforeningen af Menighedsråd har publiceret alle aftalerne, så folkekirkens ansatte kan se, hvad de fik ud af forhandlingerne. Og gå på opdagelse i, hvad kollegerne i kirken får i løn.

Kirke.dk har til gengæld undersøgt, hvad formændene for folkekirkens fagforeninger får for deres indsats. Vi bringer artiklen på onsdag, men kan allerede nu afsløre, at det generelt er et bedre lønnet job at være formand for en kirkelig fagforening end for en af de frie folkekirkelige organisationer.


Udvalgte kirkenyheder fra den seneste uge:

Dagbladet, Køge: Køge Kirke har fokus på kærligheden i 2020

Berlingske: Pladsen ved Københavns Rundtårn bliver fredet

JP Aarhus: Mand sigtet for at stjæle 143 designerstole fra kirke

Sn.dk Næstved: Præst sigtet for at slå konfirmand

Sn.dk Køge: Coaching i kirken

Berlingske: Sognepræst Mikkel Wold taler med op til ti kriseramte danskere hver uge

Ritzau: Alternativet vil dele kirkeskatten ud til flere trossamfund 

Ekstra Bladet: Flere klager over kendt præst: Sexchikane og trusler