Hvis 2020 havde været et almindeligt valgår i folkekirken, ville mange af landets menighedsråd på nuværende tidspunkt være i fuld gang med at prikke folk på skulderen. Erfaringen viser, at det er den direkte henvendelse, der virker mest effektivt, når man vil have folk ind i menighedsrådene. Men 2020 er ikke et almindeligt år, og derfor må vi tænke i andre baner.
Mens vi venter på vaccinen og hverdagen, kan vi tage telefonen og ringe til dem, som vi ellers ville have opsøgt fysisk. Det kan med fordel kombineres med en personlig e-mail – eller måske endnu bedre: Et håndskrevet brev. Her kan man også vedlægge de materialer, som man ellers ville have stukket folk i hånden.
Der er fire spørgsmål, menighedsrådet bør stille sig selv
1. Hvem kender vi?
Mange steder begynder det siddende menighedsråd med at spørge sig selv og hinanden: Hvem kender vi? Hvem har vi set i kirken og i lokalsamfundet, som måske kunne tænkes at være interesserede?
Fordelen er, at det er let at tage kontakt til en, som man allerede kender i forvejen, og chancerne for at få et ja er endda højere end ved en fremmed. Risikoen er til gengæld, at man kun rekrutterer “vennerne”, og i værste fald kommer kirken til at lukke sig om sig selv, hvis man kun spørger dem, der allerede kommer i kirken.
2. Hvilke kompetencer leder vi efter?
I nogle menighedsråd spørger man sig selv: Hvilke særlige ressourcer vil vi gerne have repræsenteret i det nye menighedsråd? Skal vi for eksempel bruge nogen med kendskab til bygningsvedligehold eller personaleledelse? Er det vigtigt, at flertallet af menighedsrådet kan læse et regnskab, eller er det vigtigt at få nogen med, der kan styrke forbindelsen til den lokale skole eller de lokale foreninger?
Denne tilgang kræver, at man tænker sig lidt om, men kvalificerer også arbejdet med at finde de rette kandidater, som kan gøre en forskel i menighedsrådet.
3. Er der nogen i de lokale foreninger og skoler?
Menighedsrådet kan tage kontakt til foreningerne og institutionerne i lokalsamfundet. Under normale omstændigheder ville det være et par repræsentanter for menighedsrådet, der beder om lov til komme forbi og holde en fem-minutters “salgstale”. Men i disse coronatider må man nok nøjes med at ringe rundt og spørge: Er der nogen, der kender nogen, der kunne være gode at spørge? Man kan for eksempel kontakte det lokale kor, skolebestyrelsen, fodboldklubben, håndarbejdsforeningen, spejderne eller Ældresagens lokalforening.
Fordelen ved denne tilgang er, at det “åbner kirken op”, og at man kan nå ud til rigtig mange mennesker i lokalsamfundet – mennesker som meget vel kunne sidde i menighedsrådet, men som ikke nødvendigvis går i kirke hver søndag. På længere sigt kan det også styrke kirkens forhold til lokalsamfundet, fordi det sender et signal om, at man ikke er fremmed over for hinanden i lokalsamfundet.
4. Hvem skal tage kontakt?
Præsten har et særligt kendskab til dele af menigheden, som det siddende menighedsråd sjældent kender personligt. Det kan for eksempel være dåbsforældre og konfirmandforældre, og det har sine fordele, blandt andet fordi man kan være heldig at få valgt nogle yngre medlemmer af menighedsrådet – en gruppe, der ellers er relativt få af i de danske menighedsråd. Mange med små børn og fuldtidsarbejde kan dog finde det svært at afsætte den nødvendige tid til menighedsrådsarbejdet – også selvom man egentlig gerne ville.
Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter har undersøgt, hvem der med størst sandsynlighed vil stille op til menighedsrådet, hvis de blev spurgt. Undersøgelsen peger blandt andet på, at der er større chance for et ja, hvis det er et valgt medlem af menighedsrådet, der tager kontakt, end hvis det er præsten.
Rasmus Jensen er teolog og retoriker og har de seneste måneder arbejdet for Grundtvigsk Forum for at forberede menighedsrådsvalget 2020.