Engang var fællessangen en selvfølgelig indledning til skoledagen, mødet i brugsforeningen eller foredraget i forsamlinghuset. I dag er den blevet en trend: Noget, man går til på biblioteket. Noget, som DR laver livetransmissioner fra. Noget, hvis helsebringende effekt anprises i Samvirke.
Folkekirken vil naturligt nok gerne have del i den nye interesse for fællessang. Dels fordi det er en oplagt mulighed for at tiltrække mennesker, som ikke plejer at komme, men nok så meget, fordi de kirkelige føler ejerskab over fællessangen. Er kirken måske ikke stedet, hvor fællessangen har overvintret, i gudstjenesten og sognegården, indtil kulturen pludselig kom og ville have den tilbage?
I ugen, der gik, var fællessangen således ledemotiv i hele tre kirkenyheder:
Reklamekampagne skal få danskerne til at synge om menighedsrådsvalg
Folkekirkens særlige sangkompetencer var begrundelsen for kampagnen "Brug din stemme", der skal få folk til at ’bruge deres stemme’ til menighedsrådsvalget.
”Fællessangen har været en hjørnesten i den danske folkekirke gennem mere end 500 år,” sagde kommunikationschef Charlotte Tybjerg Sørensen, Landsforeningen af Menighedsråd.
"I fællessangen ophæves de grænser og forskelle, som vi oplever i hverdagen. Man mærker, at man er en del af en større helhed, når ens stemme smelter sammen med andres."
I en tid, hvor værdi- og identitetspolitiske stammesamfund bekriger hinanden, er fællessangen ikke et 'quick fix' til fredelig sameksistens. Den er også anledning til strid og splittelse
Reklamebureauet Advice er bestilt til at skrive en lejlighedssang på en kendt salmemelodi. Bureauets kreative chef skriver selv teksten, for han har sunget i drengekor. Der bliver lavet en video med sangen, som derefter skal synges af ”det lokale kirkekor, mødre til babysalmesang, mandeklubber, pensionistklubber, menighedsrådet, de ansatte i kirkerne.”
Det er svært forestille sig, hvad der skulle kunne gå galt med den idé. Ligesom det sikkert var svært at se, hvad der skulle kunne gå galt med projekt ”Alsang i domkirkerne”.
Alsang i domkirkerne skal alligevel ikke handle om klima
Som tidligere omtalt på Kirke.dk er Folkekirkens Ungdomskor (FUK) gået sammen med Alsang 2020 og Folkekirkens Nødhjælp for at arrangere alsang i alle landets domkirker. Arrangementerne, som finder sted fra slutningen marts, er en del af det nationale alsangsprojekt i anledning af 75-året for Danmarks befrielse.
Da ”Alsang i domkirkerne” blev offentliggjort på Facebook og på FUK’s hjemmeside, blev det imidlertid præsenteret som fællessang ”for fred, demokrati og klima” – med en tilhørende video, hvor biskop Peter Fischer-Møller uddybede klima-temaet.
Det resulterede prompte i en shitstorm på Facebook, hvor nogle bestemt ikke brød sig om, at befrielsesjubilæet skulle fejres med klimakamp i kirkerne.
For det kan godt være, at fællessang ophæver ”de grænser og forskelle, som vi oplever i hverdagen.” Men fællessang kan også være det modsatte, nemlig en markering af grænser, tilhørsforhold og identitet – som entertaineren Sigurd Barrett måtte sande i en sønderjysk sammenhæng i sidste uge.
Hensigten med alsangsfænomenet, da det opstod i besættelsesåret 1940, var jo netop at vise, at danskerne stod sammen over for den tyske besættelsesmagt. Os mod dem. Men hvem er det, der står sammen mod hvem, når man skifter besættelse ud med klimakamp?
Arrangørerne fjernede hastigt K-ordet, så der i stedet skal synges for ”fred, demokrati og håb for fremtiden” i landets ti domkirker.
Nu venter Kirke.dk’s redaktion spændt på, hvornår det folkekirkelige Facebook-kommentariat opdager, at arrangørerne har sat sovjetsympatisøren Nordahl Griegs ”Kringsatt af fiender” og John Lennons ateisthymne ”Imagine” på sangarket.
Advar os lige, så vi kan nå at hente popcorn og sætte os til rette.
Og går det i grunden særlig godt med fællessangen i folkekirken?
I lyset af, hvor vigtig en del af folkekirkens selvforståelse fællessangen udgør, var det noget af et tabu, biskop Elof Westergaard brød, da han i forrige uge påpegede, at det faktisk står skidt til med salmesangen i gudstjenesten.
”Vi er ikke så gode til at synge sammen, som vi præster gerne vil tro,” erkendte han til Folkekirken.dk.
Biskoppen uddybede senere til Jyllands-Posten, at det ærgrede ham, når mange til en gudstjeneste ikke engang åbner salmebogen. I artiklen foreslår en organist at sætte salmerne en tone ned (det udløste en protest fra tidligere kirkeminister Mette Bock), og Folkekirken.dk bragte en artikel med flere gode råd til, hvordan kirkerne kan styrke salmesangen.
Men uanset hvor pædagogisk de enkelte organister griber salmesangen an, kan folkekirken ikke lappe det hul i den fælles dannelse, som folkeskolereformen i 1975 efterlod, da den afskaffede faget sang.
Nok er fællessang blevet populær, men det er stadig et niche-fænomen blandt de kulturforbrugende klasser. Hvis fællessangen for alvor skal blive fælles – så fælles, at der igen synges ved fagforeningsmøder, og så fælles, at også det kirkefremmede dåbsfølge synger med på ”Lille Guds barn” – så skal der indføres obligatorisk morgensang og en fælles sangbog i folkeskolen.
Det lyder som noget, Dansk Folkeparti kunne finde på at foreslå, hvad Marie Krarup da også gør i Jyllands-Postens artikel. Alene derfor kommer det ikke til at ske.
I en tid, hvor værdi- og identitetspolitiske stammesamfund bekriger hinanden, er fællessangen ikke et quick fix til fredelig sameksistens. Den er faktisk jævnligt anledning til strid og splittelse. Det har det seneste år bragt talrige eksempler på:
Er den danske sang stadig en ung blond pige? Er der plads til en sang om ramadan i højskolesangbogen? Og kan man overhovedet synge om Gud, fædrelandet og sproget på en højskole i det 21. århundrede?
En ting er at hylde det abstrakte fællesskab i fællessangen, noget helt andet er at realisere det sammen med dem, man er uenig med.