Teologien er trængt på universiteterne. Det fag, som engang blev betragtet som videnskabernes dronning, ses i dag som et fremmedlegeme blandt videnskaberne. Således kan grundantagelsen i antologien ”En plads blandt de lærde – Teologiens videnskabelighed til debat” beskrives.
Bogen er redigeret af Michael Agerbo Mørch, ph.d.-stipendiat ved MF Vitenskapelig Høyskole i Oslo og med en baggrund ved Dansk Bibel Institut. Det samme har flere af antologiens i alt 11 bidragsydere, og det er tydeligt, at der er lagt vægt på en vis bredde, da både universitetsteologien og Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut er repræsenteret i forfatterskaren.
Intentionen med bogen er dels at udrede, dels at skabe debat om spørgsmålet om teologiens eventuelle videnskabelighed. For at indfri sidstnævnte ambition, det debatskabende, er alle skribenter blevet bedt om at forholde sig til fem åbne spørgsmål, blandt andet: Er teologi en videnskab? Hvorfor/hvorfor ikke? Og: Hvad adskiller teologi fra religionsvidenskab?
Dialog mellem bidragene havde været interessant
Bidragene har set hver for sig generelt et så højt niveau, at det ville være uretfærdigt at fremhæve nogle frem for andre. Men intentionen med de genkommende spørgsmål er blandt andet at skabe dialog og sammenhæng mellem artiklerne, og det bliver desværre indfriet i ringere grad. Det skyldes ikke evneløs redaktion, men at det er fantastisk svært at redigere en sammenhængende antologi.
Det kunne ellers have været interessant, om bogens bidrag også debatterede indbyrdes. Eller i det mindste forholdt sig til hinanden, så vi blev fri for idelige, ret enslydende redegørelser for, at den moderne skepsis mod at opfatte teologien som en videnskab med enkelte væsentlige forbehold stammer fra oplysningstiden.
Et godt eksempel på den manglende dialog mellem bidragene findes hos to århusianere, hvis artikler er trykt op ad hinanden, hvilket der jo godt kunne være en mening med, nemlig Anders Klostergaard Petersens og Anders-Christian Jacobsens. Artiklerne er fine nok begge to, men Jakobsen har tydeligvis fulgt redaktørens opdrag om i skrivestil at nærme sig causeriet snarere end disputatsen.
Det medfører et noget subjektivt perspektiv uden noter, hvilket står i skarp kontrast til Klostergaard Petersens artikel, som fremstår som en af antologiens mest gennemarbejdede. Den er vidende, snarere end blot ”menende”. At jeg ikke helt køber forfatterens også i andre sammenhænge udfoldede skelnen mellem to trosbegreber, er en anden sag.
Bogens bidrag er gode og solide hver for sig, men ét emne mangler
Der skal som sagt ikke herske nogen tvivl om, at de fleste af bogens bidrag set hver for sig er gode og solide. Iøjnefaldende er imidlertid én af de ting, som ingen af bidragyderne går i dybden med: Den for mig at se omsiggribende trend inden for især kirke- men også trosforskning, der baserer sig på såkaldt kvalitative undersøgelser.
Der er her tale om en udtalt nypositivisme, som vel netop er foranlediget af et ønske om at videnskabeliggøre teologien ud fra den forståelse, at ”empiri” afdækker ”virkeligheden” og dermed er ”videnskabelig”. Denne blindgyde, hvis grundlag er en naiv hermeneutik, modsiges så alligevel – indirekte – af ét af antologiens bedste bidrag, Lars Albinus’.
Der optræder en enkelt ikke-teolog i bogen, dens eneste kvindelige bidragyder, filosoffen Caroline Schaffalitzky. Hun har blandt andet læst på hjemmesiden for én af de to universitære teologiuddannelser, at faget beskæftiger sig med ”kristendommens udtryksformer”.
Det får hende til at konkludere, at det underforstås, ”at der findes én bestemt kristen tradition, som det er muligt at identificere forholdsvis entydigt, og som er den egentlige udgave af religionen”. Den universitære teologi er således essentialistisk og ekskluderende, skal man forstå. At slutte som Schaffalitzky virker nu temmelig proportionsløst og egentlig ret forudindtaget.
Selvom det er problematisk at gå positivistisk til teologien for at få den til at leve op til ens egne fattige forståelse af, hvad videnskab er, er det på den anden side en blindgyde at sammenblande tro og videnskab.
Det kan man se af Andreas Østerlund Nielsens artikel. Den er forfattet i et lidt mærkeligt, skråsikkert tonefald, og ét af dens postulater er, at teologien ikke er en videnskab, fordi det ville forudsætte et begreb om videnskab, som man derefter gjorde teologien til en underkategori af. ”Men teologien forstår umiddelbart alt i relation til Gud, også et begreb om videnskab.”
Konsekvensen er så vidt jeg kan se, at teologi kun kan bedrives ”med tro”, og indlægget afsluttes også i logisk forlængelse heraf med en meget lang bøn.
Alt i alt er ”En plads blandt de lærde” en bog med mange interessante bidrag, og redaktøren har gjort et hæderligt arbejde, selvom han ikke helt når de fine og ærværdige mål, som han selv har sat. Jeg ønsker ham bedre held næste gang, for jeg hverken tror eller håber, at vi har hørt det sidste til Agerbo Mørch.
Martin Ravn er sognepræst i Kokkedal Kirke.