En kordegn siger farvel: Folkekirken er den sidste dinosaurus

KORDEGNENS KLUMME: Kordegn Hanne Lunah Lund siger farvel - og tak - efter 13 år i folkekirken. Som arbejdsplads er folkekirken en tidslomme, mener hun og efterlyser menighedsrådsmedlemmer med flere kompetencer

Som kirkefunktionær skal man bistå sit menighedsråd på valgaftenen den 15. september. Dermed er man afskåret fra at kunne stemme i sit hjemsogn, skriver kordegn Hanne Lunah Lund, som efter 13 år forlader folkekirken til fordel for et job 'ude i den virkelige verden'.
Som kirkefunktionær skal man bistå sit menighedsråd på valgaftenen den 15. september. Dermed er man afskåret fra at kunne stemme i sit hjemsogn, skriver kordegn Hanne Lunah Lund, som efter 13 år forlader folkekirken til fordel for et job 'ude i den virkelige verden'. Foto: Kåre Gade

Denne klumme skulle egentlig have handlet om menighedsrådsvalget. Det kommende.

Om mine spekulationer, som jeg sikkert deler med rigtig mange menighedsrådsmedlemmer, over, hvordan vi nu får hvervet nye medlemmer. Nogle med initiativ, handlekraft og kompetencer.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kordegnens klumme
Kordegnens klumme

Men også om mine frustrationer over, hvordan det dog er gået til, at nogen har stjålet min valgret. Ja, netop, stjålet.

For hvis man som kirkefunktionær skal på arbejde den 15. september om aftenen for at bistå sit menighedsråd ved valgaftenen, og det er der vist rigtig mange, der skal, ja, så kan man ikke samtidig være til stede og stemme i sit hjem-sogn.

Hvad skete der lige her? Må kirkefunktionærer nu ikke deltage i menighedsrådsvalget? Jeg har ledt og ledt i diverse skrivelser og bekendtgørelser for at finde svar på, om jeg kunne stemme pr. fuldmagt, men svaret blæser i de kirkeministerielle vinde. Med mindre der er noget, jeg og kollegerne har overset. Det er ikke særlig gennemtænkt. Endsige demokratisk. Og det gør mig faktisk lidt sur.

Men nu er det så lige meget. For mig, altså. For nu er det farvel og tak. Altså ikke på den der ”jeg går og smækker med døren”-måde, og bestemt heller ikke på grund af denne lille udemokratiske stemmeretsdetalje.

Jeg glæder mig til at indtage min plads på kirkebænken som helt almindelig kirkegænger

Men det er og bliver et farvel til folkekirken som arbejdsplads efter små 13 år.

13 år. Det er jo ingenting. Der er organister og kordegne og andet godtfolk, som har 40 år på bagen i folkekirken. Det troede jeg også, jeg skulle have. For jeg elsker mit arbejde. Altså indholdet i det. Borgerkontakten. Samværet med menigheden. Personregistreringen. De nemme sager og de svære sager.

Næ, det er noget andet, som er galt. Noget med rammerne. Og arbejdsmiljøet. Og ledelsesstrukturen. Og det har jeg vist skrevet om før. For undskyld, kære menighedsråd, men der er for mange amatører blandt jer. Glade amatører, søde amatører, men ja, amatører.

Som ikke ved meget om personaleledelse. Eller kommunikation. Eller økonomi. Og undskyld, at jeg nu træder rigtig mange over tæerne. Men vær ærlige: Hvor mange kan ikke nikke genkendende til det? Altså ikke hos jer selv, selvfølgelig, men dem ovre i nabosognet.

Jeg har yndet at kalde folkekirken den sidste dinosaurus. For det går godt nok langsomt i det kirkelige system. Og det er godt nok et tungt og gammeldags bureaukrati at skulle fungere i. Både for menighedsråd og for ansatte. Som arbejdsplads betragtet er det en tidslomme. På godt og ondt.

Så nu skal jeg lave noget helt andet – ude i den virkelige verden.

Og det er jo ikke helt farvel. For jeg holder stadig meget af folkekirken med alle dens små finurligheder, og jeg glæder mig til at indtage min plads på kirkebænken som helt almindelig kirkegænger.

Bare sådan synke ned i mængden, lytte, synge med på salmerne, gå til nadver. Uden indblik i, og ansvar for maskinrummet. Bare være. Mens jeg sender en tanke til alle de dejlige og dygtige præster, kirkekolleger og menighedsrådsmedlemmer, jeg har mødt gennem årene. Et stille farvel – og tak!

 

Missing indholdselement.