Ekspert i kirkeret: Regler og virkelighed passer ikke sammen i sag om kirkeskat

DEBAT: Professor Lisbet Christoffersen er godt tilfreds med, at kirkeministeren har skabt klarhed i sagen om tilbagebetaling af kirkeskat, men mener alligevel, at der er for langt mellem regler og virkelighed

Kirkeministeren har ifølge professor Lisbet Christoffersen skabt klarhed i sagen om tilbagebetaling af kirkeskat. Men der er alligevel for langt mellem reglerne og virkeligheden.
Kirkeministeren har ifølge professor Lisbet Christoffersen skabt klarhed i sagen om tilbagebetaling af kirkeskat. Men der er alligevel for langt mellem reglerne og virkeligheden. Foto: Leif Tuxen

Det er godt, at kirkeministeren i sit svar skaber klarhed over grundlaget for, at der kan tilbagebetales kirkeskat – en klarhed, der sikkert også har været i systemet tidligere, men som nu bliver alment kendt gennem dette svar i Folketinget. 
 
Det er også godt at se, at tilbagebetaling af kirkeskat ud over de almindelige forældelsesfrister på tre år forudsætter, at der på en eller anden måde er sket en registreringsmæssig fejl. 

Fejlen kan være, at man har betalt kirkeskat uden nogen sinde at have været medlem af folkekirken. For eksempel kan det være en standardantagelse i nogle Borgerservicekontorer, at man som kristen skal være medlem af folkekirken ved indrejse, men i virkeligheden er man baptist eller metodist eller katolik. 

Medlemskirkerne i Danske Kirkers Råd har i årevis peget på, at folk fejlregistreres særligt i forbindelse med indvandring. Det giver jo også folkekirken et opskruet medlemstal. 
 

Imidlertid må der jo netop være tale om en ’system-fejl’, for at det giver mening at tilbagebetale kirkeskat. Hvis der derimod er tale om, at de ikke-folkekirkelige trossamfund kalder ny-ankomne medlemmer sammen og hjælper dem med at få kirkeskat retur 10 år tilbage i tiden, for “du har jo aldrig været lutheraner, du er jo katolik” (eller hvad det nu er, man er) – så virker det på mig noget mere udfordrende for tanken. 

For hvis nye medborgere ellers er blevet vejledt ordentligt ved ankomsten, så må det jo da være deres egen beslutning, om de på dét tidspunkt ønskede at være en del af den folkelige nationalkirke – og så først senere er blevet opmærksomme på deres andre kristne rødder, som de i stedet ønsker at slutte op om. 
 
En fejl, der fører til tilbagebetaling af kirkeskat kan selvfølgelig også opstå i forbindelse med udmeldelse. Man har meddelt til kirkebogen (den kirkebogsførende sognepræst eller kirkekontoret), at man melder sig ud, og alligevel er man fortsat fejlagtigt blevet opkrævet kirkeskat. Det giver bestemt mening, hvis der i sådanne situationer kan tilbagebetales. Også i og for sig længere end tre år, hvis det er manifest, at der er tale om en ’systemfejl’.
 
Det mest almindelige i forbindelse med udmeldelse er imidlertid, at der ikke sker nogen fejl. Der sker ingenting. Folk gør ikke opmærksom på, at de er udmeldt. Og da vi i Danmark ikke registrerer folks medlemskab af andre trossamfund, er der heller ikke andre, som kan vide det. 

Vi kan end ikke registrere “udmeldelse” i forbindelse med anerkendelse af nye trossamfund, der består af (tidligere) medlemmer af folkekirken (det pegede jeg på allerede i min ph.d.-afhandling for 20 år siden). Folk ønsker både at have et anerkendt trossamfund med vielsesbemyndigelse og at være medlemmer af folkekirken – for de har et andet folkekirkesyn end den folkekirkelige lovgivning. 

I den situation kan det provokere mig, at man kan ‘få pengene tilbage’. Kan man mon også få pengene tilbage, hvis man i 'dobbelt-perioden' faktisk har brugt folkekirken, for eksempel til vielse (det er jo, som vi ved, så yndigt) eller til fuld begravelse inklusive gudstjeneste? 
 
Endnu mere almindeligt er, at en række trossamfund uden for folkekirken har medlemmer, der i mange år meget bevidst har betalt kirkeskat til folkekirken samtidig med, at de er medlemmer af et trossamfund med vielsesbemyndigelse. 

Det gælder ikke mindst gamle trossamfund som Brødremenigheden i Christiansfeld, det gælder ’mellem-gamle’ og teologisk nærtstående som Metodistkirken, og det gælder nogle af de nye lutherske frimenigheder, der gerne ville være folkekirkelige, hvis de kunne slippe for bispeembedet. Det er i disse grupper, det udbredte ønske om dobbelt medlemskab blandt andet dukker op.
 
Og det provokerer min tanke endnu langt mere, hvis man fra den gruppe kan, om jeg så må sige, ride på to heste og på den ene side presse på teologisk og politisk for at opnå dobbelt medlemskab i både folkekirke og frikirke – og samtidig sende sine medlemmer hen og få udbetalt for meget betalt kirkeskat bagud i tiden. Der synes jeg jo nok, at der er behov for kirkepolitisk rene trut i trompeten.  

Jeg anerkender fuldt ud, at kirkeministeren, også på grundlag af udtalelsen fra Skat, redegør for, hvordan reglerne er. Men reglerne og virkeligheden synes ikke rigtigt at passe sammen, og det har de ikke gjort i mange år. 

Der er et formueretligt princip, som indebærer, at man kan få betalt tilbage, hvis man slet ikke havde en gæld. Og folk, der ikke er medlemmer af folkekirken, skylder ikke kirkeskat. Derfor skal de måske have pengene tilbage. Men princippet gælder ikke, hvis den pågældende selv er skyld i fejlen, eller er den eneste, der kunne have opdaget fejlen, og det er præcist tilfældet med kirkeskat.

Der burde derfor kun blive udbetalt kirkeskat bagud, hvis ‘systemet’ har lavet en fejl, og da kun inden for den almindelige forældelsesfrist på tre år,. Ansvaret for det, som kun den enkelte kan vide – at man foruden folkekirken er medlem af et andet trossamfund – det ansvar må også den enkelte tage på sig.

Lisbet Christoffersen, professor i retsvidenskab ved Roskilde Universitet med særligt fokus på kirkeret