Hvad er kirkens rolle i Danmark? Hvad kendetegner den særlige danske folkekirke, og hvordan kan kirken vedblive at være en kirke for folket?
Disse spørgsmål forsøger dansk kirkelivs kommentator og avisernes kirkeanalytiker nummer et, Hans Raun Iversen, at give svar på i sin nye bog, ”Folkekirke, brugerkirke, kirke i mission”.
Og hvad er det så nærmere for et værk, vi har med at gøre? Efter endt læsning må nærværende anmelder indrømme at være i tvivl, uden at det på nogen måde gør bogen ringere. Et ret usædvanligt forhold, som vel grundlæggende kan forklares med, at bogens metode, hvis man kan kalde det sådan – en eklektisk blanding af personlige erfaringer, statistik, kirkesociologi og teologi – fungerer.
For at give en karakteristik af folkekirken forsøger Raun Iversen – igen: meget rosværdigt – at definere et formål for den.
Den ene inspirationskilde finder han i Efeserbrevet 3,17: ”at Kristus må bo ved troen i jeres [læs: flest muligt menneskers] hjerter”. Et andet bud giver biskop P.C. Kierkegaard, som talte om kirkens opgave som den ”at omtone alle mennesker i hele landet med et tilbud, ikke en tvang, men et tilbud, om kristen tugt og trøst”.
Opløftende tal og data
Raun Iversen forklarer videre, hvordan kirken kan udleve disse kirkedefinitioner i praksis, altså et bud på, hvad der skal være opfyldt for, at den danske folkekirke med rette kan kaldes en kirke for folket.
For det første må den være en ”brugerkirke”. Her spiller især P.C. Kierkegaards kirkedefinition ind: Kirken skal ”omtone” med tilbud om kristen tugt og trøst. Dette er fra Raun Iversens side ikke kun ment normativt, men er tillige et deskriptivt udsagn.
Og her er vi ved bogens virkeligt stærke side: Raun Iversen har tal og data på sin side. Hør bare følgende, opløftende passus:
”Folkekirken har op mod 500.000 aktiviteter pr. år, svarende til ca. 5 ugentlige forsamlinger gennemsnitligt i ca. 50 uger. Med 40 mennesker til stede gennemsnitligt pr. forsamling er der ca. 20 millioner besøgende eller brugere i folkekirken pr. år. Det betyder i praksis, at ca. 70 % af befolkningen kommer indenom eller på anden måde har en form for nærkontakt til kirken i løbet af et år.”
Hermed turde enhver forestilling om, at kirken kun er i berøring med gamle damer og firehjulskristne være skudt i sænk. Forudsat, naturligvis, at det, kirken ”omtoner” folk med, er kristen tugt og trøst og ikke alt muligt andet. Her kommer anden del af Raun Iversens kirkedefinition i spil, nemlig at den skal være (til) i mission.
Citater fra Benny Andersen, Philip Faber og barnebarnet
Alt dette videreudvikles i tre dele med fire kapitler i hver, som giver indblik i folkekirkens opbygning, dens historie og dens nutid. Hver del rummer mange gode pointer og interessante redegørelser.
Men så er der forfatterens stil. Citatstilen er som antydet pænt sagt eklektisk. Vi får input fra blandt mange andre Benny Andersen, Philip Faber og sågar forfatterens barnebarn, et af landets ”mest livsoplysende mennesker.” Man fornemmer, at Raun Iversen har høstet adskillige trækninger ved smilebåndene ude ved kaffe-kagebordene i landets sognegårde, hvor han utvivlsomt har turneret denne ”lune bemærkning”.
Endvidere har Raun Iversen indimellem en tendens til ligesom at triumfere sine pointer ud på bogsiden som om nærmere argumenter er overflødige. For eksempel når han beskriver folkekirkens nyere missionshistorie på følgende måde:
”Langt op i 1990’erne blev man hængt ud som en suspekt person i folkekirken, hvis man gik ind for mission i Danmark (…) Kort efter, at Pia Kjærsgaard var begyndt at skose folkekirkens præster, fordi de ikke drev mission i forhold til indvandrerne, vendte tidehvervsteologerne rundt. Nu var de for mission, men åbenbart på en eller anden på en eller anden arkaisk måde, som de ikke selv kunne finde ud af praktisere.”
Udover at den tidligere DF-partileder tilskrives en tvivlsomt stor betydning for samtidens teologi, er modargumentet vel, at der er forskel på at missionere for døbte i et religiøst hegemonisk enhedssamfund henholdsvis for udøbte i et religiøst mere pluralistisk.
Skriver for de i forvejen enige
Men Raun Iversens interesse i at forstå sin modpart er begrænset. Hvorfor lade saglighed stå i vejen for rituel bashing af yndlingsaversionerne? Den slags er Hans Raun Iversen classic, og de i forvejen enige jubler.
Samme tendens til manglende grundighed i fremstillingen af diskussionsmodpartens synspunkt præger en forholdsvis lang kritik af Raun Iversens kollega i den praktiske teologi, Bent Flemming Nielsen og dennes bog om højmessen.
Iversen medgiver, at han citerer Nielsen udenfor kontekst, men så må læseren selv se efter ”om det er fair gjort”. I en (slags) videnskabelig bog burde det ellers være forfatterens opgave at referere sin modpart samvittighedsfuldt, men man fornemmer en manglende lyst til at blive forstyrret. Der skal gerne være stille, når Raun Iversen udlægger teksten.
Problemet med bogen er ikke, at der ikke er gode pointer. Men forfatterens bombastiske stil giver indtryk af, at Iversen skriver for nogle, som han i forvejen er enig med.
I en ellers interessant udredning af coronarestriktionernes betydning for kirken skal læseren for eksempel trækkes med forfatterens vurdering det, han kalder ”den såkaldte Muhammedkrise”, ”hvor den danske administration af ytringsfrihedens lyksalighed kostede mange menneskeliv, ikke mindst blandt kristne, i lande med store muslimske grupperinger verden rundt.” Ser man det.
Det er i grunden en skam, at forfatteren ikke sparer lidt på snakkesaligheden og de læseforstyrrende tendenser, jeg her har beskrevet. For der er sådan set tale om en udmærket og meget brugbar bog.
Martin Ravn er sognepræst i Kokkedal.