Forårets Coronakrise bliver uanset regeringsperiodens længde definerende for den socialdemokratiske etpartiregering. Ingen krise siden 2. verdenskrig kan sammenlignes med det, Danmark og resten af verden, har været vidne til dette forår.
Især nedlukningen af landet styrede statsministeren med jernhånd og entydig bred politisk opbakning. Forudsigelsen var dengang, at nedlukningen var den nemme del af festen, mens genåbningen ville blive mere vanskelig. Den forudsigelse må siges at holde stik. Det vender vi tilbage til.
Danskerne vaskede hænder, sprittede af og holdt afstand i samme tempo som statsministeren påbød befolkningen det. Endda kvitterede danskerne med en massiv opbakning til Socialdemokratiet, som i løbet af foråret har oplevet en tilslutning i meningsmålingerne, som man skal tre årtier tilbage for at finde på et tilsvarende højt niveau.
Nu er der ikke et folketingsvalg lige rundt om hjørnet, og en vis normalitet har i de seneste uger genindfundet sig på Christiansborg. Alligevel står regeringen fortsat stærk, efter store dele af samfundet er genåbnet, om end med fortsatte begrænsninger.
Fra populær borgmester til ligegyldig minister
Undtaget kirke- og kulturministeren. Hvor Joy Mogensen før den 11. marts stadig havde til gode at markere sig politisk, så lykkedes det eftertrykkeligt i de første coronauger. Endda på begge ressortområder.
Først var der udtalelsen om, at ”jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu”, der faldt til Berlingske allerede den 25. marts.
Dernæst kom diskussionen om hjælpepakker til erhvervslivet, hvor ministerens svar var, at kulturlivet ikke skulle have særbehandling. Det udløste et højtlydt skrig fra kulturens organisationer, kunstnere og medier. Skrigene kunne høres helt over på statsministerens kontor i Prins Jørgens Gård, og kulturministeren blev udstyret med nogle få millioner, så hun kunne forhandle en hjælpepakke målrettet medierne.
I samtlige partiers øjne var det så useriøst, at de udvandrede fra forhandlingerne med ministeren og bad om, at de blev flyttet over i Erhvervsministeriet. Her var der ikke tale om politiske drillerier, som ellers er en del af hverdagen for både regering og opposition. Nej, der var i uhørt grad bred erkendelse fra højre til venstre af, at Joy Mogensen simpelthen ikke bestemte noget som helst og derfor var politisk ligegyldig.
Da der kom markant flere millioner på bordet, lykkedes det dog kulturministeren at lande en aftale om hjælpepakke til den danske medieindustri. Efterfølgende landede flere hjælpepakker på kulturens områder.
Tilbage står dog en stækket og vingeskudt minister.
Manglende sans for timing
Sideløbende med kulturministerens kvaler kom kirkeministeren også galt afsted. Nok var der i interne folkekirkelige kredse diskussioner om, hvorvidt kirkerne skulle lukke ned sammen med resten af samfundet. Men næppe mange havde forudset, så voldsom en diskussion om en mulig åbning af kirkerne i påsken. Det var langt fra et samlet ønske fra folkekirken, og sådan er det som bekendt ofte med folkekirken. Der er ikke én samlet stemme.
Alligevel kastede ministeren sig ud i en offentlig diskussion om, hvorvidt der kunne holdes påskegudstjenester eller ej. Kirkeordførerne meldte sig lidenskabeligt ind i debatten og ministeren måtte løbe spidsrod mellem Herodes og Pilatus. Bundlinjen blev efter det hæsblæsende forløb, at kirkerne fortsat skulle holdes lukkede. Igen stod ministeren vingeskudt og forpjusket tilbage.
Det egentlige problem
Nok har kirke- og kulturministeren udvist en sjælden sans for manglende timing. Og nok må en del af forklaringen ligge i dårlig rådgivning af ministeren.
Værd at bemærke er det i alt fald, at to centrale embedsmænd i det sene forår forlod kulturministeren. Afdelingschef Bente Skovgaard Kristensen, der skal være børne- og kulturdirektør i Brøndby Kommune, og departementschef Marie Hansen, der er blevet direktør for Folketinget. På papiret en flot post, men helt uden politisk indhold og indflydelse.
Den egentlige forklaring ligger dog et helt andet sted. Da Joy Mogensen var ude i det største stormvejr, kom hendes chef hende til undsætning. På statsministerens pressemøder sneg ord som ”kultur” og sågar ”kirke” sig pludselig ind. Statsministeren understregede kirkens og kulturens betydning i de for landet så vanskelige tider. Statsministeren ville endda sammen med sin ressortminister mødes med repræsentanter fra kirkens og kulturens cirkler. Mødet med kulturen blev holdt.
Mødet med kirkens repræsentanter var også indkaldt, og der blev arbejdet til sent om aftenen på forberedelserne. Men kort før meddelte statsministen, at mødet måtte udskydes. Noget vigtigere, måtte man forstå, var kommet i vejen. Nu var det ikke bare kirkeministeren, der stod forpjusket tilbage. Det gjorde regeringens kirkepolitik også. Mødet er for længst gledet i glemmebogen.
I samme bog står sikkert også, hvad der engang var en stolt socialdemokratiske kirke- og kulturpolitik. I statsministerens narrativ om, hvad hun er rundet af, er Anker Jørgensens tid epokegørende.
Men for Anker Jørgensen var kirke- og kulturpolitikken vigtige områder, og han satte stærke ministre på posterne som for eksempel Dorthe Bennedsen og Lise Østergaard. Men lige præcis kirke- og kulturpolitik passer ikke ind i den nye socialdemokratiske fortælling. Væk er samfundsansvaret for folkekirken og kulturinstitutioner, især kunstens, som opfattes som elitær, og i modsætning til den moderne arbejders behov. Det så Anker Jørgensen ganske anderledes på.
Nok er Joy Mogensen kommet mere end uheldigt ud af det første år på ministertaburetten. Men det er vanskeligt at blive en succesfuld kirke- og kulturminister i en regering, hvor kirke- og kulturpolitikken mere er et nødvendigt onde end en bærende del af det danske samfund. Ministeren mangler forsat at levere en succes til resultattavlen.