I debatindlægget den 8. juni 2021 ”Præster om samskabelse: Folkekirken har fået diakonitis” giver forfatterne udtryk for, hvad deres syn på kirkens virke er.
Dette syn forekommer mig at være en yderst afgrænset og begrænset forståelse af kirkens virke; et virke, som ikke er virksomt i sin samtid, men mere er udtryk for et ”stilbillede” fra gammel tid, som forsøges fastholdt i nuet. I virkeligheden et trist snæversyn på, hvad kirken er, og hvad kirken kan engagere sig i.
Diakonien har mennesket for øje
Guds kærlighed udøves i høj grad gennem næstekærlige handlinger, og netop diakonien har sig det medmenneskelige for øje. Guds kærlighed kan ikke udelukkende intellektualiseres, men skal også være levende mellem folk for at kunne udfolde sig helt.
Og ingen, ej heller teologer, står til at kunne dømme, eller have patent på at forstå og definere kristendom og forståelsen af denne. Forståelsen af kærlighed er en sag mellem Gud og mennesket.
Kirken skal være, hvor mennesker er
I vores samtid arbejdes der for, at kirken kommer ud til folket og ikke holdes inde. Jesus udtrykte netop at, vi skulle ud til folket; være blandt folket. I dag er der opstået et behov for netop dét – og det glæder mig. Når kirken bliver synlig for folk, og er i vores bevidsthed i hverdagen, så bliver det kristne budskab om næstekærlighed mere tilgængeligt.
Diakoni er aldrig sig selv nok
Samarbejdet med det offentlige er én af måderne, hvorpå kirken med diakonien, som altid har været en del af kirkens DNA, netop kommer ud til folket – og det er her, vi kan samskabe. Diakoni tager netop udgangspunkt i ikke at være sig selv nok eller lege helgener.
Diakonien er kirkens omsorgstjeneste - og min oplevelse er at, mennesket mødes i dyb ydmyghed, respekt og omsorg og med oprigtig interesse for næsten.
Forfatterne udtrykker en holdning og omtaler denne ”hattedameteologi” som en sygdom, ”Diakonitis”! Interessant må jeg sige. Jeg fornemmer ikke nogen form for nysgerrighed fra forfatternes side for, hvorledes ånden i det diakonale arbejde er, hvordan den kan udføres, samt hvad tanken bag i virkeligheden er.
Ord og handling hænger sammen
Præsten prædiker og forkynder; diakonen omsætter ordet i praksis. I virkeligheden et fantastisk samspil når det virker, og kan det kristne budskab komme ud til folk gennem interessante samarbejder på tværs i vores samfund, er det i mine øjne fantastisk.
Jeg vil nødig lade et indskrænket syn, en dømmende holdning til, hvad kirke er, eller angst for, at kirken skal blive en del af et politisk spil, være en stopklods for et frugtbart samarbejde. Kirken har i høj grad været en del af det politiske magtspil gennem århundrede, men i dag er der dog rigtig mange skiftende politiske partier til at holde hinanden i skak, og derfor er jeg ikke så bekymret på dette område.
Diakonien er kommet for at blive
Diakonien har altid eksisteret - og uden den ville vi være fattigere. At mødes menneske til menneske er netop hvad, der er vigtigt på tværs af det kommunale og private, og på tværs af forskellige kulturer, for her taler vi samme sprog og higer efter det samme: Vi vil mødes, ses, høres – menneske til menneske.
Af Helle Theede Kragh, leder af Barnets Blå Hus i Svendborg og formand for Diakonforbundet Filadelfia.