Corona. Aflysning af julegudstjenester.
Nævn de to ting, og de fleste kirkefolk vil sukke højlydt. Selv her på måneders afstand.
Ikke desto mindre blev temaet behandlet endnu engang, da Selskab for Kirkeret torsdag (den 30. september, red.) havde inviteret til efterårsmøde under overskriften ”Regulering af corona-krisen – folkekirken og trossamfundene som case” på Københavns Universitet.
Blandt oplægsholderne var Kirkeministeriets departementschef Christian Dons Christensen. I sit oplæg gennemgik departementschefen det retlige grundlag for lukningen af kirkerne efter det skelsættende pressemøde den 11. marts 2020 og for aflysningen af julegudstjenesterne i julen 2020 - og hvad de forskellige retlige grundlag betød for Kirkeministeriets rolle mellem sundhedsfaglige anbefalinger, politiske beslutninger og folkekirkens lokale selvbestemmelse.
Et forløb, hvor den røde tråd, også i departementschefens genfortælling, har været, at folkekirkens beslutningstagere hele vejen igennem valgte at lægge sig tæt op ad anbefalingerne fra Sundhedsmyndighederne.
Departementschef: Kirkeministeriet kunne ikke aflyse
Når man her i september 2021 ser tilbage på de halvandet år, hvor coronarestriktionerne gennemsyrede alt liv i folkekirken, er der et tema, der stadig gør særligt ondt, nemlig forløbet omkring julen 2020.
For hvad var det egentligt, der skete? Og hvem besluttede, at julegudstjenesterne de facto skulle aflyses?
Et tema, som Christian Dons Christensen også berørte i sit oplæg, hvor han gjorde klart, at det var biskopperne og de øvrige folkekirkelige aktører, der besluttede at aflyse.
Ifølge departementschefen gik han og kirkeministeren ind til mødet den 23. december om aftenen med det klare budskab, at det stadig var muligt at afholde julegudstjenester den 24. og i julens øvrige dage.
Ganske vist lød den nye anbefaling, at gudstjenesterne blot skulle vare 30 minutter og foregå uden sang. Men det var altså stadig muligt at gennemføre gudstjenesterne. Det fremgik desuden af ministeriets pressemeddelelse lillejuleaften, at også Sundhedsstyrelsen fortsat fandt gennemførelse af julegudstjenesterne forsvarligt, hvis man overholdt de skærpede anbefalinger.
Beslutningen om at anbefale en aflysning af julegudstjenesterne blev truffet af biskopperne og med opbakning fra Præsteforeningen, Provsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd, uddybede Christian Dons Christensen torsdag til Kirke.dk under en kaffepause.
”Det var biskopperne sammen med repræsentanter for Provsteforeningen, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd, der valgte at anbefale en aflysning af julens gudstjenester. Det var det, de meldte ud sent om aftenen. Hverken kirkeministeren eller Kirkeministeriet havde nogen hjemmel til at aflyse julegudstjenesterne.”
Menighedsrådsforeningen: Ministeriet vred armen om på os
Søren Abildgaard deltog også i det kirkeretlige seminar torsdag. Han medgiver, at det på papiret var de folkekirkelige aktører, der traf beslutningen, men siger, at det skete efter pres fra Kirkeministeriet.
”Formelt juridisk og i retlig forstand, er det da en rigtig beskrivelse,” siger han om Christian Dons Christensens redegørelse.
”Det ændrer dog ikke ved, hvordan den faktiske virkelighed var om aftenen den 23. december. Vi blev inviteret til et møde, hvor kirkeministeren og departementschefen pressede på for at opnå enighed, så vi kunne gå samlet ud med det her, uden at vi i øvrigt havde adgang til den sundhedsfaglige vurdering.”
”Jeg fik vredet armen om for at nå frem til, at det var en enig folkekirke, der stod bag den pressemeddelelse, som jeg valgte at tilslutte mig for at undgå en endnu større krise ved at folkekirken fremstod splittet.”
At Kirkeministeriet skulle have påvirket de folkekirkelige beslutningstagere, vil departementschefen ikke kommentere.
”Det afgørende for mig og for Kirkeministeriet var, hvad det retlige grundlag var for at aflyse julegudstjenesterne. Regeringen valgte i julen netop ikke at bruge den lovhjemmel, sundhedsministeren jo ellers havde til at lukke kirkerne, modsat situation i foråret.”
”Vores opgave på mødet med biskopperne og folkekirkens coronataskforce lillejuleaften var i stedet at sikre, at man overholdt den eneste alternative hjemmel, der fandtes, nemlig hjemlen til at biskopperne undtagelsesvis kan tillade bortfald af ordinære gudstjenester efter indstilling fra vedkommende præst og menighedsråd. Den rådgivning bidrog vi med til biskoppernes pressemeddelelse om at aflyse julegudstjenesterne.”
Præsteforeningen: Det var ikke forsvarligt at gennemføre
En anden central placeret person, der både var med på torsdagens temadag og mødet om aftenen den 23. december er Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen.
Han tilsluttede sig Christian Dons Christensen gengivelse af forløbet:
”Departementschefen giver en konkret gengivelse af, hvad der skete. Vores holdning var, at det simpelthen var for sent at gøre noget i forhold til de udmeldinger, der kom hen over eftermiddagen lillejuleaften.”
”Vi var således nogle, der allerede før mødet var afklaret med, at det her går simpelthen ikke. Det ville ikke have været forsvarligt at gennemføre gudstjenesterne på de nye sent udmeldte vilkår den 23. december.”
Til spørgsmålet om, hvordan departementschefen og formanden for menighedsrådsforeningen kan have så forskellig en opfattelse af forløbet, siger Per Bucholdt Andreasen.
”Der var også andre holdninger til, hvad der skulle meldes ud, og derfor kan man sagtes have forskellige opfattelser af, hvad der var grundlaget for beslutningen. Det var i en meget presset situation, og der var ikke tid til at få alle mellemregningerne med, så jeg kan godt forstå, hvis man har oplevet forløbet anderledes.”
”Vi har fra Præsteforeningen hele tiden sagt, at vi ville have fokus på, hvad Sundhedsmyndighederne sagde. Og så kan man altid diskutere, om beslutningen blev truffet i en politisk presset situation. Men det var vigtigt, at vi kom med en fælles anbefaling, og det gjorde vi så.”
Er der brug for et retligt grundlag for folkekirkens ledelse i krisetider?
Et gennemgående tema på torsdagens seminar var, at folkekirken som det øvrige samfund skulle navigere i ukendt farvand, og at den uklare ledelsesstruktur, der kendetegner folkekirken, kom under pres og for en periode måtte tilsidesættes.
Nu da, hverdagen er vendt, tilbage er spørgsmålet, lød det på seminaret, om den retlige lære af coronakrisen er, at der er brug for et retsgrundlag, der beskriver ledelsesstrukturen under en krise. Eller som Søren Abildgaard stillede det som et spørgsmål til oplægsholderne under den afsluttende debat:
”Er der brug for at tilvejebringe et retligt grundlag for en topstyret ledelse af folkekirken i krisetider?”
På torsdagens seminar deltog biskopperne Tine Lindhardt og Marianne Christiansen. De ønskede ikke at kommentere på sagen.