I dåbskommissionens midtvejsrapport er der på side 71 et ganske kort afsnit om anvendelse af inddragende symboler og tiltag.
Det er uklart, hvad sigtet er med dette afsnit. Det rummer ikke ret meget andet end bekymringen for, at man nogle steder kunne finde på at tilføje noget uigennemtænkt i selve dåbsritualet. Desuden nævnes det, at menighedsråd og menighed bør inddrages, hvis inddragende symboler og tiltag ønskes indført.
Dette burde være en selvfølge. Det er tydeligt, at her er der et felt, hvor der i den liturgiske dannelse og uddannelse er brug for mere viden om de forskellige menigheders konkrete praksis og overvejelser derom. Der er også brug for større skarphed i den teologiske og liturgiske samtale om semiotik og ritualteori.
Det har været vanskeligt at forholde sig til dette korte og ukonkrete afsnit i responsen til dåbskommissionen.
Undersøgelser viser, at det, dåbsfamilier husker og forbinder med dåb, er det, de ser, og det, der sker. Derfor er et afsnit om det, som de fleste vil kalde tegnhandlinger, vigtigt. Og det kan derfor undre, at det ikke behandles grundigere. Forhåbentlig vil der være lejlighed til det i en anden sammenhæng.
Hvis vi ganske kort skal se på tegnene i selve dåbsritualet, så er dåben med vand i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn det sakramentale tegn. At tegnet er gået fra at være fuld neddykning (og altså vise hen til at dø og opstå med Kristus) til at være overøsning med vand (hvilket leder tanken hen på velsignelse) er en overvejelse i sig selv.
Derudover husker dåbsfamilien typisk korstegningen og velsignelsen ved håndspålæggelse.
Den liturgiske teologis grand old man, i al fald i et luthersk perspektiv, Gordon Lathrop, sagde engang: "make the symbols larger". Liturgien skal i sig selv vise, hvad der er på færde. Menigheden skal tydeligt se – og fornemme – hvad dåb er. Han nævner som eksempel, at vandet bør være tydeligt som sakramentalt tegn. Det bør ses og høres. Hver dåb er også dåbsforkyndelse for mange og dåbserindring for alle, der allerede er døbt.
Her kunne man jo begynde: med virkelig at lade korstegningen, selve dåben og velsignelsen være tydelige.
Dåbslys og dåbsservietter
For familierne er der dog flere tegn, der forkynder med – eller forkynder imod. Alt forkynder (naturligvis ikke i streng dogmatisk forstand, men i den levede liturgi forkynder alt med – eller imod). Selve gudstjenesten i sig selv nævnes ofte af dåbsforældrene som det, vi ville kalde et tegn. Er den et tegn på den Kristus, som vi forkynder? Kristus, der kommer os i møde og tager imod os.
Selve atmosfæren i gudstjenesten bliver et tegn. Kirkerummet og gudstjenesten i sin helhed forkynder.
Inddrager man andre tegn eller symboler – for eksempel dåbslys, dåbsservietter eller lignende – skal det naturligvis gøres på en måde, så det forkynder med.
Lyset, hvis brug i dåbssammenhænge går tilbage til oldkirken, er et stærkt Kristussymbol med bibelske rødder – et lys, der er "tændt, når livet slukkes", som vi synger. Denne symbolik har jeg hørt fremhævet på fineste vis i forskellige taler til forældre og faddere.
I nyere tid er man nogle steder begyndt at strikke dåbsservietter til hvert enkelt dåbsbarn – som en gave, der skal ønske barnet velkommen i menigheden. Når man i dåbssamtalen før dåben nævner dette, lyser forældrene op.
Dåbsservietten bliver ganske enkelt et tegn på det fællesskab, barnet døbes ind i. "Tænk, at der er nogen, der har siddet og strikket den for at give den til et barn, de slet ikke kender", sagde en far engang. Dåbsservietten fremhæves ikke i selve dåben, men er mere – ligesom dåbsbibelen – noget, familien får med hjem som dåbserindring.
Dåbsgæsternes inddragelse i bønner og læsninger
I afsnittet nævnes også inddragelse, uden at man kommer mere ind på det.
Alle i kirken inddrages ved at sige trosbekendelsen og bede fadervor. I mange menigheder har man desuden længe givet mulighed for, at dåbsgæsterne kan inddrages på en særlig måde:
Den første bøn kan læses af en af forældrene, og talen til faddere og forældre kan erstattes af en bøn, der bedes af en af fadderne. Også de bibelske læsninger ved dåben kan læses af andre end præsten. Dette kræver naturligvis omhyggelighed. De, der beder bønner eller læser tekster, skal have dem i god tid og øve før gudstjenesten.
Flere steder går de børn, der er i kirke, ind i kirken lige efter dåbsforældrene. Hvert barn bærer et bæger med vand. Mens forældrene sætter sig på bænken, hælder børnene vand i døbefonten.
Der er ikke tale om, at ritualet udvides med uvedkommende snik-snak, men at lægfolk inddrages og overtager nogle af de liturgiske led, som præsten før udførte.
Dette korte indlæg yder på ingen måde disse vigtige emner retfærdighed. Hvis man vil læse lidt på dansk om tegnhandlinger og inddragelse, vil jeg ubeskedent nævne, at begge dele behandles i forskellige artikler i bogen "Langs levende Vande" (Eksistensen).